Kampen om de sidste stemmer blev tabt
I dag har det færøske Lagting vedtaget at indføre fri abort til 12. uge på Færøerne fra 1. juli. Forslaget blev vedtaget med en enkelt stemmes flertal.
I maj 2024 blev et tilsvarende forslag behandlet i lagtinget. På dette tidspunkt var der stemmelighed – og forslaget fik derfor ikke det fornødne flertal og blev frafaldet. Men nu er forslaget blevet fremsat igen, og denne gang tyder noget på, at forslaget har det spinklest mulige flertal. Debatten for at overbevise det enkelte lagtingsmedlem om at beskytte det ufødte liv stod på i fire timer.
Den beskyttelse, som det færøske samfund indtil i dag har haft omkring de ufødte, har sat sig mærkbare spor i samfundet. Der udføres mellem 25 og 40 aborter årligt på Færøerne og intet tyder på, at færøske kvinder i større tal rejser til Danmark for at få abort. Det drejer sig i ifølge tal fra Sundhedsministeriet om ca. 3 årligt.
Hvad er det for børn, man ikke længere ønsker?
Det færøske aborttal svarer til en abort, hver gang der er født 20 færøske børn. I Danmark er det tilsvarende tal en abort, hver gang fire danske børn er født. Der er med andre ord mærkbart flere børn, der får lov til at blive født på Færøerne! Er det disse børn, man ikke længere ønsker?
Læs mere om baggrund her.
Færøerne skal som Danmark afholde valg i 2026. Det bliver interessant at følge, om politikerne bag indførelsen af fri abort får befolkningens opbakning ved dette valg.

