I Holland har aktiv dødshjælp længe været tilladt på nyfødte samt på personer over 12 år. I 2024 blev det så også tilladt at aflive børn mellem 1 og 12 år, under eutanasiloven.
Nu har en læge så for første gang anvendt denne ny lov på et sygt barn. Det drejer sig om en toårig dreng, der blev født for tidligt og pådrog sig en svære hjerneskade i efterforløbet.
Den særlige komité, vurderingsudvalget, der er nedsat til at vurdere disse sager, har netop afleveret sin rapport og konkluderet, at den læge, der tog barnets liv, handlede i overensstemmelse med loven.
Vurderingsudvalget skrev bl.a. at “alle facetter af det at være menneske – motorik, adfærd og personlighed – var alvorligt svækket uden udsigt til, at det ville bedres.”
Aktiv dødshjælp i enhver form, er et angreb på menneskets iboende værdighed og livets ukrænkelighed. Nå aktiv dødshjælp tilbydes til et lille svækket menneske, som ikke kan forsvare sig selv, og som kræver kostbar og tidskrævende pleje af det omgivende samfund, så sløres motivet pludselig. Hvem er det dødshjælpen skal hjælpe?
Vurderingen fra udvalget af de kvaliteter, et værdifuldt liv indeholder, er skræmmende. For hvad gør det ved vores syn på samfundets svageste, når man beslutter, hvad det gode liv er, og at nogen er bedre tjent med at være døde?
Og hvad gør det ved lægen, der skal udføre drabet? Som den danske lægeforeningen tidligere har påpeget som led i debatten om eutanasi: “Lægens og sundhedsvæsnets rolle er at gavne patienten gennem forebyggelse, behandling og omsorg. Ikke at forårsage patientens død”.
Holland har den mest liberale abortlovgivning i Europa (fri abort til 24. uge) og i både Holland og Danmark udføres der meget sene aborter på svært handicappede ufødte børn.
Er der en sammenhæng?