“Hun lyttede aldrig til mig”
Charlènes historie er beretningen om abort, der ikke var frivillig. Det er beretningen om sundhedspersonalet, der ikke ville lytte til hendes tvivl, men blot bagatelliserede hendes bekymring og skubbede hende imod abortbeslutningen. At dette foregik i det frigjorte Frankrig, der har indskrevet retten til abort i landets grundlov gør den ikke mindre alvorlig.
Charlène, der deltog med sin beretning i konferencen “Real Choice Means Real Support”.
Mine damer og herrer, medlemmer af Europa-Parlamentet
Mit navn er Charlène, og jeg står her i dag for at fortælle om den abort, jeg gennemgik som 27-årig – dengang jeg allerede var mor. Aborten var ikke mit valg, men noget der blev pålagt mig.
Jeg var en ung, moderne kvinde – uafhængig og overbevist om, at retten til abort var vigtig for kvinders frihed. Jeg var i et seriøst forhold, og min graviditet var ikke et uheld – mere et resultat af letsindighed.
Da jeg fortalte min kæreste, at jeg var gravid, gik han i panik og krævede, at jeg fik en abort.
Jeg elskede ham, og jeg syntes, vi begge havde både alder og livssituation til at tage imod et barn. Jeg ønskede ikke at få en abort. Overhovedet ikke.
Den første læge, vi opsøgte sammen, spurgte mig: “Er du troende?”
Nej, jeg havde ingen tro, ingen dogmer. Men jeg syntes ikke, man behøver at tro på Gud for at ønske at beskytte det liv, der vokser i én.
Vi blev derefter henvist til en psykolog ved et familieplanlægningscenter, som skulle hjælpe os med at tale sammen og finde en løsning. Men jeg mødte ikke den neutrale person, jeg havde håbet på.
Når jeg talte om mit barn, svarede hun køligt: “Du kan ikke tale om et barn – det er bare en klump celler.” Jeg blev ved med at sige, at jeg ikke ville have en abort, men hun bookede alligevel tiderne “for en sikkerheds skyld”.
Hun lyttede aldrig til mig. Hun tænkte ikke over, hvilke konsekvenser en uønsket abort kunne få for min mentale tilstand.
Da lægen fra familieplanlægningen rakte mig pillen, jeg skulle tage dagen før indgrebet, spurgte jeg, om jeg kunne fortryde, når jeg først havde taget den. Hun forstod slet ikke spørgsmålet.
Dagen før indgrebet sad jeg grædende på badeværelset i to timer med pillen, som skulle forberede min krop. Min kæreste pressede på, insisterede, og til sidst førte han pillen til min mund. Jeg gav op – udmattet efter halvanden måneds pres og manipulation.
Fortsættes …
Læs hele Charlènes beretning.
Læs mere om konferencen “Real Choice Means Real Support”.