Havens andagt
I min have er der meget ro. Og i det stille er der mange ”opråb” om, hvad der er vigtigt i livet.
Regnen, der falder velsignende stille og giver grøde, frugtbarhed, lang blomstringstid og en masse ukrudt som aldrig før. Et stille aftenbål til fuglenes aftensang, de går sent til ro for tiden, og står tidligt op. Der er mange nye munde at mætte, og det er ren lovsang at lytte til. Sangen er ordløs, men hvem ved, om Gud og de ikke har deres helt eget sprog?
Om aftenen springer klokken-otte blomsterne stille ud lidt forskudt af sommertid, men de lyser næsten neongult op. Andre dufter helt berusende. Musen piler frem og tilbage mellem sit hjem under jorden og solsikke-resterne fra fuglebrættet. Pindsvinet pusler rundt, vi ser den kun, hvis vi er tilstrækkeligt længe oppe. Gråspurveungerne bliver ved med at være på kost en kort tid efter at have forladt redekasserne. Alt sammen velgennemtænkt designet. Gud havde også en evighed til at udtænke det hele. Nu opretholder Han det hele – ”Ikke en spurv til joden”.
Til de mindre stille observationer hører blandt andre en Solsortemor, der advarer sine unger om, at katten er på vej. Det går ikke så stille af, og af og til stemmer de andre fugle i i advarslerne. Heller ikke Gærdesmuttehannen er stille, når han praler af endnu et nybygget fint redested til en hun, der søger mage og rede, samtidig med at han skælder ud på os mennesker, hvis vi går forsigtigt forbi: ”Hvad ligner det at forstyrre hans romantiske forehavender?”
I modsætning til havens andagt, så kan jeg fortvivle lidt, når jeg ser mig om i verden – EU så vel som resten. Det vil ligesom en ende tage med magtbrynde og slåen ihjel for selv at få mere.
Hvor længe mon det bliver ved med at være lovligt at være læge, social- og sundheds assistent, jordemor og sygeplejersker og nægte at medvirke til aborter og om lidt måske også eutanasi?
Hvornår er rigdom, bekvemmelighed og egoisme løbet så meget af med os, at det er OK at sortere de uproduktive og svage og uønskede fra i en endnu mere rå og større mængde end i dag? For mig at se er råheden og antallet af drab på syge og fostre (uanset antal ugers liv) et skråplan, der påvirker alles manglende tryghed og eksistensberettigelse i livet. Må jeg være her? Hvor længe? Kan jeg klare kravene?
Kun hos Gud er der fred. Kun hos Ham er det vej, og vi kan ånde frit i hans nærvær og nåde. Også efter at have fået eller medvirket til en abort. Tilgivelsen i Jesus rækker.
Tilbage til min have og billedet af violerne i fliserne. De har sået sig selv. Eller Gud og en fugl har gjort det sammen. Gud har vandet og skinnet på den, og så står den der ukuelig og sikker som Kaj Munks Anemone herude i Vedersø. En lille stilk ned i sand og så er der en blomsterkraft uden lige. Blomsten hviler i at den må og kan være her, trods ringe plads. Den er meget velkommen. En prædiken om at LIVET kan og vil på trods af vilkår, blot vi lader være med at rykke det op eller trampe på det.
Jeg vil gerne benytte lejligheden til at minde om mindelunden i Vedersø. Kaj Munks søn Arne Munk donerede det stykke jord til Retten til LIV. Her kan man også finde et stille og bede, mødes med Gud om tilgivelse, en frisk start – LIV i overflod.
Det kan man også i ethvert kirkerum i vores mange smukke danske kirker og i udenlandske kirker. Tag plads og bed til Gud. Henvend dig til Gud med egne ord, eller skrevne bønner og salmer om verdens og din egen situation og lyt til det håb, som kun Han kan give dig. God sommer med Gud, trods verden er af lave.