Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Mand dig op, farmand!

Ingimage

Af Brian Christensen, præst i Lemvig Bykirke

Hvor er far i den fri abort?

Billedet af Gud som vores Fader, henter sin styrke i den erfaring, som langt de fleste mennesker har: Min far passer på mig, min far forsvarer mig, min far er god, rar og venlig. Det er naturligvis ikke alle børn, der får den erfaring, for menneskelige fædre svigter nogle gange og gør deres børn ondt af forskellige grunde. Men det rokker ikke ved vores forståelse af, hvad en god far er. Vi har en intuitiv fornemmelse for, hvad et barn bør forvente af sin far, nemlig omsorg, kærlighed og beskyttelse.

En mand uden rettigheder

Det er denne forventning, som pludselig bliver problematiseret, når talen falder på abort. Det er næsten altid kvindens ansvar og kvindens ret, som bliver bragt i spil, når den fri abort er til debat. Alt for sjældent nævnes der noget om mandens ansvar eller ret.

Politisk kommentator Peter Mogensen var lige kommet sig oven på sin skilsmisse, og så blev han far. Han fortæller om sin oplevelse til ”Alt for damerne” (feb. 2014). Moren var en kvinde, han knap nok kendte, og graviditeten var “mildt sagt ikke planlagt”. Selvom han og moren aldrig havde været forelskede og formentlig aldrig ville blive det, ville Peter Mogensen alligevel være der for sin datter og give hende en sammenhæng i noget, der ellers virkede usammenhængende. Her var der en mand, der tog sit ansvar som far alvorligt, selv i en vanskelig situation.

Hvad er mandens rolle?

Ligesom der skal to til at danse tango, så skal der to til at lave et barn. Graviditet og barnefødsel er trods alt endnu ikke blevet helt automatiseret med inseminering og kunstig befrugtning. Derfor er der grund til at spørge til mandens rolle, når en kvinde bliver uønsket gravid. For selvom en mand ikke bærer barnet i sig, så er han fra befrugtnings-øjeblikket blevet en far, ligesom kvinden er blevet en mor. De to forældres DNA-materiale er blevet blandet og sat sammen til et nyt menneske.

Måske er der nogen, der vil påstå, at man først bliver far, når barnet er født, men det giver jo ikke mening, at man kan tale om en vordende mor og ikke en vordende far. Derfor må også den vordende far tage ansvaret på sig; det er for let at sige: ”Du bestemmer selv, om du vil have det”.

Bekvemt at slippe for ansvaret

Der er desværre alt, alt for mange beretninger om mænd, der har presset deres kvinder til abort og truet med at forlade hende, hvis ikke hun fik en abort. Statistikker viser samme tendens. Den slags form for egoisme er utålelig. Det dilemma, som manden dermed sætter kvinden i, er så langt fra, hvad man bør forvente af en ordentlig mand. Det er sjældent dem, der må leve med de psykiske eftervirkninger. Det kan være så bekvemt at kunne slippe for ansvar og besvær. Men samtidig mister man også værdighed og selvrespekt.

Den gode historie – og en håndsrækning

Hvis der bliver givet den nødvendige støtte og opmuntring fra netværk og samfund til vordende forældre, så kan både mor og far få mod til at træde ud i det, som de ikke kan overskue alene. Og hvis vi bliver bedre til at fortælle den gode historie om glæden ved at blive og være far, så vil der blive flere, som vælger livet for deres ufødte barn.

48-arige Peter Mogensen blev far til sit fjerde barn den 2.januar 2014, og da han dagen efter fødslen stod på hospitalet med sin lille datter i armene, tabte verden tempo. ”Da jeg først stod der, tænkte jeg: ’Hold kæft altså, det er jo helt vildt, det her’. Så forsvandt noget af det der kunstige og specielle omkring omstændighederne: At det ikke var planlagt, og at moren og jeg aldrig havde været et par – det hele blev sgu ret ligegyldigt, for jeg blev bare så glad!”
Bragt i Retten til Livs blad LIV oktober 2015