Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Moderne selvmodsigelse om det ufødte liv

Pixabay

Af Jens Ole Christensen, tidl. generalsekretær i Luthersk Missionforening

Paradokserne, hvad stiller vi op med dem?

I denne artikel skal vi se på en række paradokser i vores danske praksis i forhold til ufødte mennesker, og vi skal se, om vi kan finde en rød tråd i dem. Endelig skal vi spørge, hvad der er at stille op med dem.

Først paradokserne:

  • Sundhedsstyrelsen er oppe på mærkerne. Den vil have gravide kvinder til at lade være med at ryge og kun drikke alkohol i yderst små mængder. Fordi det skader de ufødte børn. En lang række fysiske og psykiske skader lader sig med stor sandsynlighed spore tilbage til tobaks- og alkoholforbrug hos gravide mødre. Samme sundhedsstyrelse, som administrerer tæt ved 15.000 provokerede aborter om året. Sat på spidsen: Sundhedsstyrelsen ønsker ikke at skade ufødte børn. Kun slå dem ihjel.
  • TV2 har gennem en årrække kunnet gøre sig selv temmelig populær med serien om de to drenge med Downs syndrom, Morten og Peter. I så mange år at drengene er blevet til mænd. Det sker i en samfundsmæssig situation, hvor det danske sundhedsvæsen praler af at være blevet stadig mere ”dygtig til at forebygge mongolisme”. En forebyggelse, der består i at slå børn med Downs Syndrom ihjel i mors liv.
  • Der ofres enorme midler – og stor kreativitet – på at hjælpe barnløse par til at få børn. Og på at redde for tidligt fødte børn. Samme paradoks som ovenfor: Helt parallelt: Ufødte børn slås ihjel, i præcis de samme bygninger, under de samme budgetter og – måske – af de samme højt uddannede eksperter. Og ingen – eller i hvert fald kun meget få, synes at bemærke det ulogiske.

Bare en selvmodsigelse

Hvad er dette for noget? Hvad er det for en spænding i vores kultur? Hvad er den dybere mening?
Efter nogen tids eftertanke er jeg komme frem til den konklusion, at man ikke skal lede efter en dybere mening. Dette er præcis det, som det giver sig ud for at være: En selvmodsigelse. Det er alt for meget ære at lede efter andet og mere i det.

Fascinationen af Morten og Peter afspejler en kærlighed til det spontane, menneskelige, pudsige, skøre, skæve, som vores tid heldigvis er rig på. Vi behøver nærmest ikke argumentere for den. Og når vi griner, så er det en spontan med-latter – ikke ond modlatter.
Møllehave siger et eller andet sted: ”Vi griner stort set kun af det, vi genkender hos os selv.” Så når vi griner af Morten og Peter, så griner vi af det, vi kan genkende fra os selv.
Mødet med det handicappede menneske sætter et problem på spidsen, som vi alle sammen kender. Et problem, som for den handicappede er mere smertefuldt, besværligt og dramatisk, end for os andre. Men som er alle menneskers problemstilling.
Hvordan forholder vi os til den menneskelige begrænsning og skrøbelighed? Vi kæmper alle med, at vi er sårbare, begrænsede og uperfekte mennesker. Det handicappede menneske sætter vores problemstilling på spidsen.

Forebyggelsen af tobaks- og alkoholrelaterede sygdomme hos fostre afspejler en naturlig, spontan og sund omsorg for menneskers liv. Vi behøver stadig ikke argumentere for det: Kan vi forebygge lidelse, er det en menneskelig pligt at forebygge den.
Forebyggelsen af barnløshed afslører en lignende almen menneskelig omsorg: Vi vil gerne – så langt det står i vores magt – hjælpe mennesker, der ønsker det, til den glæde at få børn. Alt dette er så spontant menneskeligt, at det næsten er en fornærmelse at forsøge at sætte ord på det.
Det er og bliver ulogisk – og umenneskeligt – at det kombineres med drab og lemlæstelse af ufødte mennesker i helt samme situation.
Men lader det ulogiske sig forklare?

Hvordan forklares paradokset?

En første pind til en forklaring er, at vi (post)moderne mennesker ser alt fra det synlige – fødte og endnu levende – menneskes synspunkt. Vi har mistet et stykke af vores sans for sammenhæng. Samtidig med at vi har mistet historisk sans for generationerne før os, mister vi sansen for generationerne efter os. De synliges virkelighed bliver den eneste virkelighed.
Lad os tage Morten og Peter som eksempel: Der er en smerte og et tab forbundet med at få et handicappet barn. Ingen smuk tale om glæden ved det nye liv og de mange morsomme oplevelser kan skjule det. Så for de synliges skyld – de nulevendes – lad os vælge det fra. Forebyggelsen af mongolisme afslører i det lys en tendens til at dyrke det perfekte, glatte og smertefrie. Så bærer man den omkostning, at der er en munter indsigt i livet, vi går glip af.
Latteren sammen med Morten og Peter vil vi gerne have del i, men det er altså bedst, når det er naboens barn, der leverer den, og ikke mit. For den er forbundet med lidelse. At det foster, der er ramt af downs, er et menneske, der skal vises respekt for dets egen værdi, er forsvundet ud af horisonten.
Helt parallelle billeder tegner sig af de andre eksempler: Fra de synliges vinkel er både forebyggelsen af barnløshed, alkoholskader og tobaksrelaterede sygdomme – og aborten af det uønskede liv – smertelindring. Og for den, der kun ser de synlige, er der nærmest ingen selvmodsigelse tilbage. Det er jo ikke fosterets aktuelle lidelse, der lindres. Det er forældrenes, samfundets (herunder de økonomiske) og fostrets, når det har kvalificeret sig til at være en del af det virkelige samfund: Altså når det er født.

Modstrategi?

Hvordan bekæmpes denne inkonsekvens, der næppe tager sig inkonsekvent ud for majoritetssamfundet i Danmark?
På bundlinjen tror jeg ikke, det lader sig gøre uden en fornyet respekt både for de usynlige og den usynlige. Altså en fornyet respekt for Gud og den historiske sammenhæng. At vi ikke er de første mennesker på jorden og (måske) ikke bliver de sidste. Og at vi ikke er de eneste væsener i universet; men at der er at vidne i Himlen: Gud.
Så en kombination af den kristne og den folkelige vækkelse forekommer mig at være det endelige svar.
Man kan så spørge om der undervejs dertil er andre midler end bøn til Gud og forkyndelse for mennesker.
Måske!

Humoren: Ønsker vi at afskaffe den gode latter og skæve indsigt i vores alles skrøbelige liv, Morten og Peter kan levere os?

Redeligheden og medfølelsen: Hvem har lyst til at forklare Morten og Peter for åben skærm, at han strengt taget mener, at de to unge mænd burde være fjernet, før de kom så langt, at de blev født? Hvis det ikke var synd for Morten og Peter, burde det testes, hvem der ville tage sig dum ud i den samtale!

Måske er der ikke så langt til eftertanken: De fleste af os genkender spontant den bitre humor i Kim Larsens ord om, at ”det var godt, at vi blev født, før aborten den blev fri”. For vi elsker det liv. De fleste af os. Det meste af tiden. Og Jesus siger en sætning, der er så almen og naturlig, at vi næsten glemmer, hvor den kommer fra: ”Alt hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, skal I gøre mod dem….” (Matt 7,12)

Bragt i Retten til Livs blad LIV oktober 2010