Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedForrige indlæg:
Ny abortlov nu i folketinget

Folketingets WebTV 30.01.25

Ny abortlov nu i folketinget

Brug det borgernære demokrati og skriv til dem, der skal stemme om ny abortlov.

Abort til 18. uge behandles i folketinget

Regeringen har nu fremsat lovforslaget om at hæve abortgrænsen fra 12. til 18. uge i folketinget. Lovforslaget skal til 1. behandling den 21. februar. Herefter sendes det til behandling i sundhedsudvalget.

Som borger i et åbent demokrati, har man altid mulighed for at henvende sig til politikerne. Benyt denne mulighed! Del din bekymring med de politikere, du har tillid til og vær med til at påvirke processen.

Find links: Sundhedsudvalget (med kontaktinfo til alle medlemmer af udvalget).


Retten til Liv mener:

En kosmetisk ændring – men en ændring, der øger kynismen

Forskellen på den ufødte i 12. og 18. uge er kun kosmetisk. Det er det samme lille menneske, samfundet vender ryggen. Alligevel er der forskel. Jo større det ufødte menneske er, jo større kynisme kræver det at tage dets liv. Dette vil sætte spor i vores samfund.

Et etisk spørgsmål

Provokeret abort kan ikke reduceres til et sundhedsfagligt spørgsmål. Abort er et etisk spørgsmål. Ved en provokeret abort udfører man et kemisk eller kirurgisk indgreb. Det afhjælper ikke en sygelig tilstand hos den gravide. Det tager et lille nyt menneskes liv. Sundhedspersonale sættes til at udføre ideologisk socialpolitik.
Hvis man vil hæve abortgrænsen, må man som det mindste stå ved, at man træffer et etisk valg på et ideologisk grundlag.

Forældet lovgivning

Gammel lovgivning er ikke nødvendigvis god og retfærdig. Der var engang, hvor det ikke var strafbart at slå sine børn. Det er det i dag. Vi er blevet klogere, og det kræver handling!
Det gælder også for barnet i maven. Vi ved meget mere i dag end for 50 år siden. Vi kan meget mere end dengang. Så ja, abortloven er forældet. Den ufødte (også den handicappede og den, hvis mor står i store vanskeligheder) er et lille menneske, vi kan hjælpe både i uge 18, uge 12 og uge 6. Mennesker i vanskeligheder skal mødes af fællesskabets omsorg og støtte! Både det lille menneske og dets forældre.

Levedygtighed er ikke en magisk grænse

Ethvert menneskes ret til at bestemme over sit eget liv er grundlæggende vigtig. Men denne ret indbefatter ikke retten til at tage et andet menneskes liv. Dette er langt de fleste enige om, også når det gælder gravide. Det, uenigheden drejer sig om, er, hvornår den ufødte regnes for at være et ligeværdigt menneske. Her fremhæves grænsen for levedygtighed med selvfølgelighed.
Men at kalde det tidspunkt, hvor et foster med de nuværende tekniske hjælpemidler kan overleve en for tidlig fødsel, en magisk grænse for selvstændig værdi og ret til samfundets beskyttelse, mangler etisk begrundelse.
Det kan ikke være teknologiens evne til at redde os, vores størrelse eller vores intellekt, der gør os ligeværdige i dette samfund. Det er den iboende værdighed!

Der skal andre ændringer til

Hvis vi vil bevare det grundprincip i den vestlige kultur, at alle mennesker er ligeværdige og har samme ret til samfundets beskyttelse, så er vi nødt til at gå en helt anden vej. Så er det helt andre ændringer i abortloven, der skal til.

Læs mere om den debat, forslaget rejste, da regeringen med sine støttepartier underskrev aftalen om ændring af abortloven: Danmark får ny abortlov – vækker bred debat