Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
"Signe Molde på udebane"

Screenshot

DR2

"Signe Molde på udebane"

BLOG: Hvad skal man som abortmodstander mene om udsendelsen? En anmeldelse.

En tur i vridemaskinen

Torsdag aften d. 27. november var det Retten til Liv, der kom en tur i vridemaskinen i Signe Moldes programserie på DR2: ”Signe Molde på udebane”.

Spørgsmålet er, hvad man som abortmodstander skal mene om udsendelsen?

Selvfølgelig er en halv time alt for kort tid til at få abortproblematikken belyst ordentligt, især når der også skal være plads til en god portion af Moldes respektløse og ofte ligefrem groteske humor. Og selvfølgelig er det ærgerligt, at der bliver brugt tid på en irrelevant diskussion om onani, bare fordi Molde gerne vil have landssekretæren lidt på glatis.

Når det er sagt, var der imidlertid også en række positive aspekter ved udsendelsen.

Hvis man sammenligner med en udsendelse om de amerikanske abortmodstandere, som har været vist til bevidstløshed på DR, var Moldes program faktisk langt mere fair, mindre tendentiøs og manipuleret.
Det var godt, at Ellen Højlund Wibe var vaks og fik rost Signe Moldes mand for at kæmpe for parrets barn, da Molde selv overvejede en abort. Derved fik vi mændenes rolle og ansvar ind i billedet på en god måde.

Det var også godt, at Agnete Maltha Winther kom med den forløsende kommentar til det narrativ om voldtægt og mindreårige gravide, som Molde – selvfølgelig – flere gange kørte frem med: Hvis det er rigtigt, at man ved en abort tager et menneskes liv, så er det første, vi må gøre naturligvis at holde op med det. Så må vi bagefter (snarest) løse de problemer, det giver.

I udgangspunktet er Molde en stærk tilhænger af abort med det sædvanlige argument om kvindens ret til at bestemme over egen krop. Men når hun i sin tåkrummende sang om sin egen ’næsten-abort’ synger: ”Der var ikke lige plads i min kalender”, afslører hun, at hun ikke er blind for de uheldige konsekvenser af den fri abort.

Og mon ikke hun fik bevæget sig lidt i mødet med de danske Pro Life-folk? Det er da i høj grad positivt, når hun i sit standup-show siger: ”Det mest uhyggelige ved de danske abortmodstandere er … at de er skidesøde”. Og når hun på et tidspunkt siger: ”I får ikke omvendt mig”, tyder det trods alt på, at hun ikke er helt så skråsikker i sin holdning mere.

Mon ikke Signe Molde og en hel del seere trods alt fik blikket op for, at abortmodstandere ikke er modbydelige mennesker, der hader kvinder, men at de er mennesker, hvis samvittighed byder dem at stille op på øretævernes holdeplads for at forsvare de mange tusind ufødte mennesker, som vi med den fri abort hvert år udsætter for det ultimative overgreb?

Den udsendelse var trods alt langt bedre end ingen udsendelse.

Anmeldt af Helge Hoffmann, oversætter