Hvad mener Retten til Liv?
Retten til Liv får mange henvendelser fra skoleelever og studerende. Her kan du læse de spørgsmål, der hyppigst bliver stillet og foreningens svar.
1: Hvorfor mener I, at abort er forkert?
Med loven om fri abort har vi indført en retstilstand, hvor nogle har magt til at bestemme, om andre skal leve eller dø. En svag gruppe mennesker, de ufødte, svigtes dermed af staten, fordi landets love ikke beskytter dem. Kvinden, derimod, har fået den fulde ret over fosterets liv indtil slutningen af 12. svangerskabsuge – og delvise ret over fosterets liv indtil fødslen. Den ret kan vi ikke anerkende. Ingen har rettigheder, der vejer tungere end et andet menneskes liv. Vi har derimod alle en forpligtelse til at hjælpe den, der har det svært – også den uønsket gravide!
Retten til Liv mener, at ethvert menneske er skabt og elsket af Gud, at alle har den samme værdi, og at man derfor ikke må tage et andet menneskes liv – heller ikke det meget lille menneskes liv.
2: Er der andre grunde til, at I vil afskaffe abort?
Vi vil gerne af med aborterne:
1. fordi de er et overgreb på vore mindste medborgere
2. fordi abort er en fantastisk dårlig løsning på personlige problemer for kvinden (hun er mor til det barn, hun bliver tilbudt at slå ihjel – det er et vanvittigt valg at skulle træffe).
3. fri abort usynliggør de problemer, der er forbundet med at få et uventet barn (problemerne på arbejdsmarkedet, problemerne i forhold til den fyr, der er far, i forhold til uddannelsesinstitutionerne m.m..) Hvis kvinden løser problemet ved at tage sit barns liv og lide i stilhed, opdager ingen andre, at noget måske skulle laves om!
3: Er abort mord?
Mord er en juridisk betegnelse for en kriminel handling, og da abort er lovligt i Danmark, i praksis indtil 24. uge, er det i juridisk forstand nok ikke det korrekte ord at bruge. Abort er et indgreb, der – af den ene eller anden grund – stiler efter at standse et bankende hjerte, et menneskeliv, der er i fuld gang med at udfolde sig. Hvis barnet havde været længere henne i graviditeten eller født, ville det være betragtet som mord – og straffet derefter.
4: Mener I, at mange bruger fri abort som en slags prævention? – er det at misbruge fri abort?
Dette spørgsmål er det lidt svært at gå op i. Det er som om, at det er ok at slå et lille barn ihjel, hvis graviditeten er et resultat af et præventionssvigt, men ikke ok, hvis man har gamblet. Hvorfor egentlig? Opfattelsen afslører en meget kynisk opfattelse af kvindeliv, sex og kærlighed.
Kvinder sætter så lidt pris på deres evne til at få børn. En graviditet er altid en mulighed i forbindelse med sex. Hvorfor opfatte det som et stort problem – en fejlkonstruktion, der behøver justeringer? Hvorfor fremstiller kvinder altid sig selv som offer for denne “frugtbarhed” i stedet for at være stolte over den – og kæmpe for plads til den i samfundet?! Hvis man tog sin evne til at få børn alvorlig, ville man måske også tænke sig lidt mere om, før man kastede sig i armene på en mand, som man aldrig kunne tænke sig at dele barn med.
5: Hvad mener I om abort i forbindelse med voldtægt/incest?
Det er heldigvis meget sjældent, at en voldtægt ender i en graviditet. I Danmark kan det tælles på en hånd på årsbasis. Det er værd at nævne, fordi netop denne problematik fylder forholdsvis meget, når vi snakker om abort. De andre godt 15.000 aborter om året har ikke noget med en sådan kriminel handling at gøre.
For vist er det kriminelt, det der er sket, og det er vigtigt at slå fast, også overfor den krænkede. Hun skal have hjælp, mentalt og fysisk, til at komme sig over voldshandlingen, genvinde sin selvrespekt og med tiden få helet de sår på sjælen, som handlingen har efterladt.
Erindringen om forbrydelsen fjernes ikke ved at fjerne barnet. Tværtimod risikerer man at påføre hende endnu et sår på sjælen, et traume, ved at få barnet fjernet ved en provokeret abort. Undersøgelser viser, at en forholdsvis stor procentdel af de voldtægtsramte piger, der var blevet gravide, ikke ønskede abort, fordi de oplevede det som en forlængelse af forbrydelsen. Ved derimod at beholde barnet oplevede de det som en lille sejr over forbryderen. De, der valgte aborten, måske presset til det af velmenende omgivelser, oplevede bagefter aborten som en del af traumatiseringen efter voldtægten.
Hvad så med frugten af forbrydelsen, barnet i maven? Gør forbrydelsen barnet selv til en forbryder, et skadeligt individ, som det derfor er berettiget at udslette? Nej, barnet er et ligeså uskyldigt offer for forbrydelsen, som dets mor er. Og barnet har samme ukrænkelige værdi og ret til livet som alle andre mennesker. Eller mener vi, at et menneske, der er et resultat af en voldtægt, har mindre værdi end andre mennesker…? Kristendommen lærer, at alle mennesker har lige meget værdi, uanset omstændighederne de er blevet til under.
Hvis moren af forståelige grunde ikke orker at tage sig af barnet, er bortadoption oplagt at pege på. Men hun slipper ikke for hverken traumerne efter voldtægten eller for ni måneders belastende graviditet. Derimod slipper hun for de traumer, hun måske ville have fået ved at vælge at abortere barnet.
6: Hvornår i fosterets udvikling er der liv?
Livet starter ved befrugtningen. Netop i befrugtningsøjeblikket dannes den genetiske kombination, der gør et menneske til den, han/hun er. Ingen andre i verden, (hvis man da ikke er enægget tvilling) har samme genkombination, og man bliver til sin død ved med at “trækkes med” disse gener – stærke såvel som mindre stærke.
Ikke bare genetisk, men også biologisk er der en kolossal forskel på før befrugtningen og efter befrugtningen. Sammensmeltningen af æg- og sædcelle forvandler to skrøbelige halv-celler til en energibombe, der sætter en hel vækst-eksplosion i gang! Efter bare 3 uger begynder det lille hjerte at slå, og på bare 8 uger, dvs. flere uger før grænsen for fri abort, er det befrugtede æg blevet forvandlet til et 3 cm langt foster med lemmer og organer magen til dem, vi alle har. Efter dette tidspunkt dannes der ikke mere nyt – resten af tiden går med at vokse – og det bliver man så ved med, indtil man er 18 – 20 år! Derfor er der ikke noget andet tidspunkt, der dur som grænse for livets begyndelse end befrugtningen!
7: Er der nogen fysiske eller psykiske følger efter en abort?
De psykiske følger, som ofte ses efter en provokeret abort er: angst, depression, en følelse af mindreværd og ændret selvrespekt. Skyld, håbløshed, en følelse af at være glædesløs, lidt mere menneskesky og indesluttet. En fornemmelse af tab og en uforløst sorg.
Nogle oplever også en hævn-eller hadfølelse imod dem, der påvirkede beslutningen og nogle nævner også en ændret holdning til de andre børn – en form for kynisme. Der kan også forekomme søvnløshed, mareridt, spiseforstyrrelser og misbrug af alkohol og stoffer.
Følelsen af skyld er svær at tale om, men kan ofte give en trykket stemning imellem ægtefæller, eller skabe en indre konflikt straks eller senere.
Ca. 20 % (hver 5.!) oplever en eller flere af ovenstående symptomer i så alvorlig og langvarig grad (måske livsvarig), at professionel behandling er påkrævet.
På det fysiske område er der risiko for komplikationer i form af blødning og underlivsbetændelse. Ved 5 % af abortindgrebene (både kirurgisk og medicinsk) foretages efterfølgende en udskrabning på baggrund af mistanke om efterladt foster- eller graviditetsvæv i livmoderhulen. Der er også en lille risiko for sterilitet efter en abort. Endelig vil gentagne aborter forøge risikoen for, at man føder for tidligt ved en senere graviditet.
8: Er abort ikke i orden, hvis morens liv er i fare?
I udgangspunktet er det vigtigt at slå fast, at moren og det ufødte barns liv har samme værdi. Men i den yderst sjældne situation, hvor det er forbundet med fare for morens liv at fortsætte graviditeten, så skal der for det første sættes alt ind på at forsøge at bevare både morens og barnet liv så længe, det er muligt. Hvis man så er nødt til at vælge, ja, så kan man ikke kalde det et abortindgreb i normal forstand, men mere en livsreddende situation eller en nødret. Og her er det på sin plads at se på, at moren allerede indgår i en social og følelsesmæssig sammenhæng med andre mennesker, så det vil opleves som et større tab for flere, hvis det er hendes liv, der mistes. Der findes imidlertid også eksempler på, at en kvinde har valgt at ofre sit liv for sit barns skyld. Det er i givet fald en afgørelse, der kun kan træffes af hende selv.
9: Hvis det ufødte barn er handicappet, er det så ikke bedst, hvis det bliver aborteret?
Hvis vi går ind på denne tankegang, har vi for det første nedskrevet de handicappedes værdi generelt. Ved at råde til abort ved handicap, siger vi jo indirekte, at de ikke har samme ret til livet som os andre og dermed ikke samme værdi. Det er en stor hån mod de handicappede! De er fuldgyldige mennesker og værdifulde ligesom alle andre.
Dernæst vil vi også have diskussionen om, hvem der afgør, hvilket handicap der er alvorligt nok til en abort; handicap kan jo være af så mange forskellige slags. Hvem skal afgøre det?! Og ud fra hvilke kriterier? Og hvad mener man om 5 år?
I stedet burde vi tænke, at de handicappede er mennesker, som på en særlig måde appellerer til vores medmenneskelighed og derfor kan være med til at fremme disse gode værdier i samfundet. De har brug for ekstra omsorg og støtte, og det har deres pårørende også, så det ikke bliver for stor en belastning i hverdagen med det ekstra arbejde, som det jo ofte er at have en handicappet tæt inde på livet. Derfor bør den offentlige støtte på handicapområdet heller ikke forringes, tværtimod.
Endelig må vi slå fast, at hvad enten man er fysisk eller psykisk handicappet, eller lidt af hvert, så er det på ingen måde ensbetydende med, at man ikke kan bidrage med noget værdifuldt til sine omgivelser. Nogen ved aktivt at bidrage til samfundet, andre mere ved deres blotte tilstedeværelse.
Når nogle kan sige, at det vel er bedst for den handicappede, at få livet afbrudt i tide (ved abort), så er det spørgsmålet, om ikke dette dækker over det moderne menneskes uvilje mod at acceptere også det uperfekte og besværlige som en side af livet. Og så skynder man sig at afgøre på den handicappedes vegne, at det er bedre for det at slippe for livet – måske i virkeligheden for selv at slippe for besværet!
10: Kvinden har vel ret til at bestemme over sin egen krop?
Ja, det har hun! Men når et lille menneske er blevet til i hendes krop, så er det ikke længere bare en del af hendes krop, som var det en blindtarm el. Det er en gæst i hendes krop med sin egen DNA m.m., men det har samtidig brug for hendes beskyttende krop i de første ca. 9 måneder og derefter også omsorg i de næste mange år.
Så kvindens ret til at bestemme over sin egen krop er altså begrænset af andre menneskers rettigheder, her barnets. Også selvom barnet i udgangspunktet ikke var ’planlagt’. En uplanlagt graviditet giver hende ikke retten til at slå sit ufødte barn ihjel.
11: Synes I mænd bør have mere at skulle have sagt, når det kommer til abort?
At få et barn sammen er et fælles ansvar, uanset om det var planlagt eller ej. Der skal jo to til at få et barn! Derfor bør faren til barnet leve op til sit ansvar og støtte barnets mor i at beholde barnet og ikke bare lade afgørelsen være op til hende alene – eller lægge et pres på hende for at få en abort. Kvindens ret til at afslutte sit barns liv er efter vores opfattelse en misforståelse, og at udvide denne ret til også at gælde manden ville være en katastrofe.
I bund og grund handler det om at indse, at det er et lille, uskyldigt menneskeliv, vi har med at gøre, og der findes ingen undskyldning for at gøre sig til herre over et andet menneskes liv, heller ikke det lille menneske i mors liv.
12: Hvis man er alt for ung til at blive mor, er abort så ikke okay?
Det er selvfølgelig ikke nogen ønskesituation at blive gravid som f.eks. 15-årig, og vi opfordrer derfor til at vente med et aktivt sex-liv, til man netop er parat til også at tage den ”risiko” på sig, som det indebærer: nemlig at der kan komme et barn ud af det. Er man ikke parat til det, er man heller ikke parat til sex.
Eller endnu bedre: Find den du elsker og vil have børn med og bliv gift. I en kristen optik er ægteskabet ganske enkelt den bedste ramme omkring kærligheden, sexlivet og de børn, der bliver til.
Men har man nu, som meget ung været i seng med en fyr, ja, så må man også være villig til at tage konsekvensen af sine handlinger, hvor svært det end er i situationen – for et lille nyt menneske er blevet til.
Den meget unge mor har særligt brug for, at der er et netværk omkring hende (forældre, kæreste, venner), der bakker hende op, følelsesmæssigt og praktisk, både under graviditeten og når barnet er kommet. Et netværk der sender et signal om, at vi er der 100 % for dig og dit barn. Har hun ikke et særligt velfungerende netværk, er der desto mere brug for, at det offentlige byder ind med hjælp.
Endelig er bortadoption også en mulighed, som der bør stå større respekt omkring: en mor, der ikke selv kan overskue opgaven, men som i stedet for at slå sit barn ihjel vælger at give det til et barnløst par, der brændende ønsker at få et barn at tage sig af. Mange oplever byrden af en bortadoption som betydeligt mindre end byrden af en abort!
Endelig skal vi ikke være for hurtige til at dømme de unge mødre som ikke-egnede til opgaven. Der er mange af dem, der modnes med opgaven (og allerede i løbet af graviditeten), og som – evt. med god støtte – bliver meget ansvarlige mødre. Barnet betød måske også en ændring til det mere positive i deres liv.
13: Hvordan kan I forsvare at vise billeder af aborterede fostre?
Det er altid med store overvejelser bag, at vi skrider til billed-argumentation! Det, vi gør ved at vise billeder, er at trække den virkelighed frem i lyset, som fortalere for fri abort sjældent viser. Og det er jo den virkelighed, sundhedspersonalet ser i øjnene, når de foretager en abort! Vi ønsker hverken at føre skræmmekampagne eller formidle gold retorik, men at oplyse! Men når det gælder abort, så er oplysning om, hvad der faktisk sker, en modbydelig oplysning! Men er det kun de ansatte på sygehuset, der skal se virkeligheden i øjnene, mens den skjules meget bekvemt for resten af befolkningen?
Man kunne indvende, at man bør omgærde de døde med respekt, og det er også en overvejelse, vi har i forbindelse med disse billeder. Men vores fokus er et andet. Her drejer det sig nemlig om fostre, som har været udsat for et voldeligt overgreb! Og vi viser billederne for at forhindre, at andre fostre ender på samme måde. Vi ønsker ikke at udstille andres ulykke for at være interessante, men for at advare! At bruge billeder som argumentation og dokumentation for overgreb har været brugt på vigtige tidspunkter ned gennem historien. Alle husker de meget stærke billeder af børn med brændende napalm på sig, som gik verden rundt, eller de frygtelige billeder af afpillede fanger fra koncentrationslejre i Tyskland efter 2. verdenskrig. Eller billeder af udsultede, fluebefængte børn fra Afrika. Disse billeder rører ved noget i os alle og får os ofte til at handle på en eller anden måde. Vores konklusion er, at det danske samfund har fået et så ureflekteret forhold til abort, at der skal stærke midler til at ændre på det. Og det kan disse billeder måske medvirke til.
14: Bortadoption – er det ikke at svigte barnet?
Bortadoption anses af nogen som værre end abort. Holdningen synes at være, at man svigter sit barn ved at overlade de til andre og lade det vokse op med tanken om en mor, der forlod det. Så hellere helt fjerne det ved en abort!
At bortadoptere sit barn er uden tvivl en svær følelsesmæssig proces, men at denne løsning i den grad er kommet i skammekrogen er dels et udtryk for den udbredte holdning, at det ufødte menneske ikke har nogen selvstændig værdi og ret til livet; det afgøres ud fra, om det er ønsket eller ej. Dels er det et udtryk for den manglende vilje til at indse, hvilken smertefuld bagage en provokeret abort er for alt for mange kvinder. Mange af dem giver udtryk for, at kunne de have valgt om, ville de have valgt det mindste onde: bortadoption. Så havde de kunnet leve med bevidstheden om, at ’jeg gjorde alt for, at mit barn skulle få det godt i en situation, hvor jeg ikke selv magtede den opgave’. Og netop sådan bør vi alle se på det – og dermed skabe langt større respekt omkring den kvinde, der i en vanskelig livssituation vælger at bortadoptere sit barn. Bortadoption bør komme ud af skammekrogen i vores samfund og blive et reelt alternativ til abort i de vanskelige tilfælde. Barnet får jo – i langt de fleste tilfælde – et godt hjem hos kærlige og omsorgsfulde forældre, der ikke selv var i stand til at få børn. Med stigende barnløshed er det også en hån mod disse, at så mange ufødte børn slås ihjel, samtidig med at der ikke er nok danske børn til dem, der gerne vil adoptere dem.
For barnet er der ganske givet følelsesmæssige udfordringer ved at vokse op med bevidstheden om at være adopteret. Men det er langt fra ensbetydende med et dårligt liv, og også for den, der vokser op med sine biologiske forældre, kan livet byde på følelsesmæssige og andre udfordringer.
Udarbejdet af Landsekretær Ellen Højlund Wibe og kommunikationssekretær Kerstin Hoffmann