Af Peter Edlef Nissen, afdelingsmissionær i Luthersk Mission, mag.art. og teolog
Dette forår skulle det være. De seneste års stigende antisemitisme i Europa har øget mit ønske om at gøre min borgerpligt og besøge koncentrationslejrene i Auschwitz. Jeg måtte finde en dybere forståelse for, hvad der foregik dengang, hvordan og hvorfor. Det blev derfor min prioritet at besøge dette grusomme mindesmærke, som på mange områder føles som et fremmedelement i et civiliseret samfund. Det fik mig desuden til at fordybe mig i emnet. Sammen med besøget gav det mig nogle perspektiver, som jeg gerne vil dele her.
Sidste år udkom den ungarske jødiske forfatter József Debreczenis erindringer fra Auschwitz i dansk oversættelse*. På det rædselsfulde ophold i lejren undrede hans sig over tyskerne. Denne civilisation, som både består af store personligheder som Goethe, Röntgen og Beethoven, men også umennesker som Heinrich Himmler: ”både mennesker besat af trang til viden, men også andre, der graver civilisationens grav. Både humanister og maveopsprættere.” Han beskriver, hvordan de nazistiske fangevogtere fik jøder til at medvirke til drabet på jøder, for at nazisterne kunne finde legitimation for deres myrderi i en ’fælles sag’ med deres ofre; hvordan de fik far og søn til at kæmpe imod hinanden om den samme bid mad. Anmelderen Klaus Rothstein har i Weekendavisen kaldt erindringerne en bog om humanismens kollaps.
Efter krigen blev de ansvarlige nazister jagtet med henblik på at blive stillet til ansvar for deres ugerninger. Et af de mest kendte eksempler er Adolf Eichmann, som blev stillet for en domstol i Jerusalem i årene 1960-62. Han var ikke selv med i dødslejrene. Men han var den ansvarlige embedsmand, som organiserede udryddelsen. Den jødiske filosof Hannah Arendt dækkede retssagen som journalist, og det kom der en bog ud af**. Hun påpeger ”den ubehagelige, men ubestridelige mulighed for, at der måske vil blive begået lignende forbrydelser i fremtiden”.
Hun fortsætter: ”Det ligger i selve de menneskelige handlingers natur, at enhver handling, som én gang er dukket op og har indskrevet sig i menneskehedens historie, bliver hos menneskeheden som en mulighed længe efter, at dens virkelighed er begyndt at høre fortiden til… Alene det skræmmende sammenfald mellem den moderne befolkningseksplosion og opfindelsen af tekniske anordninger, der gennem automatisering vil gøre store dele af befolkningen ’overflødige’”.
Noget af det, som slog og skræmte Arendt, var, hvor banalt og let Eichmann forholdt sig til denne forbrydelse mod menneskeheden. Han fremstod hverken pervers eller sadistisk, men var ’forfærdende normal’. Det er en personlighed, som ”begår sine forbrydelser under omstændigheder, der gør det så godt som umuligt for ham at vide eller føle, at han gør noget galt”. Han ville gerne tale om skyld i forhold til embedsforsømmelse overfor sine foresatte (hvad han netop havde lagt vægt på at undgå), men ikke skyld imod menneskeheden, fordi han fastholdt troen på sin nazistiske overbevisning om, at jøder ikke er ligeværdige mennesker, men en ødelæggende trussel mod den menneskelige overraces frihed og trivsel.
Hvad bestiller en artikel om nazismens rædsler i medlemsbladet for Retten til Liv? Ud over at være en frygtelig konfrontation med menneskehedens værste sider, fyldte rundvisningen i Auschwitz mig med en ubehageligt stigende gru i forhold til vores egen tid. Vi blev under besøget igen og igen mindet om, at mindesmærket skal stå for eftertiden som et symbol på noget, vi aldrig må glemme. Men er det bare historie? Skamstøtten over den moderne civilisations bagside råber på en fremtidsperspektivering af nazisternes ’endelige løsning’ på problemet med de såkaldte ’undermennesker’, der ville hindre ariernes lykke i det jordiske paradis. Debreczenis konklusioner og Arendts analyser i lyset af Danmarks nuværende abortpolitik er lamslående. Mange vil sikkert blive dybt forargede over sammenligningen. Jeg tror desværre, den er blevet uhyggeligt nem at drage.
*József Debreczeni, Koldt Krematorium – Beretninger fra landet kaldet Auschwitz (dansk udgave 2025)
**Hannah Arendt, Eichmann i Jerusalem – En rapport om ondskabens banalitet (dansk udgave 2008)
Bragt i Retten til Livs blad LIV juni 2026