Retten til Livs årsmøde 2019
Lørdag den 6. april fejrede Retten til Liv sit Årsmøde og markerede samtidig foreningens 25 års jubilæum.
25 år
Dagen blev en anledning til at se tilbage på 25 år, hvor debatten om abort ikke har fået lov til at forstumme, og hvor vi med stor taknemmelighed kan fejre, at der er børn og unge rundt omkring i landet, der er i live, fordi en mor fik mod til at følge sit hjerte efter at have talt med en rådgiver på Abortlinien.
Men der blev også anledning til at se frem på nye 25 år, hvor frimodighed og engagement vil være drivkraften bag en række nye initiativer, hvor det ufødte menneskes naturlige ret til livet vil blive forsvaret, og hvor den konstruktive og overbevisende samtale om abort vil være i højsædet.
Gæster fra Færøerne
Foreningens første formand, sognepræst Orla Villekær gav et engageret og spændende tilbageblik til foreningens første tid. Fra Færøerne deltog gæster fra Retten til Livs søsterorganisation, Pro Vita. Foreningens næstformand gav et spændende indblik i den situation færingene lige nu står i, hvor stærke kræfter arbejder for at indføre fri abort på Færøerne, mens en stor del af befolkningen stadig ønsker at fastholde den restriktive abortlov, der lige nu gælder (svarende til den abortlov, der var gældende i Danmark fra 1956).
Når de svageste frarøves deres menneskeværd
Dagens tema var: Når de svageste frarøves deres menneskeværd. Jens Lomborg, frimenighedspræst fra Skjern og formand for Evangelisk Luthersk Netværk, talte om det vigtige, der sker med os og vores selvforståelse, når det for alvor går op for os, at Gud selv var et foster!
Årsmødet blev afsluttet med en forbønsgudstjeneste med skriftemål og nadver, ledet af frimenighedspræst Brian Christensen. Liturgien var hentet fra forbønskampagnen 40dageforlivet.dk.