Uden etik får vi diskrimination
Enhedslisten plæderer nu for en abortgrænse på 22 uger. Men dybest set argumenterer partiet for, at der slet ikke behøver at være nogen begrænsning på abort. Abortspørgsmålet skal alene betragtes som et sundhedsfagligt spørgsmål og ikke handle om etik.
Når man på denne måde vil fratage en veldefineret gruppe mennesker deres helt basale rettigheder – i særdeleshed retten til at blive beskyttet imod vold og overgreb – så plejer man at kalde det diskrimination! Historisk har det været en succesfuld strategi for dem, der sad på magten: “Alle mennesker er lige, hvis man altså er en mand”. Eller “alle mennesker er lige, hvis man altså bare er hvid”.
Hvor er argumentet?
Selvfølgelig er abortspørgsmålet et etisk spørgsmål, for det har med mennesker at gøre, og det indeholder helt oplagt en rettighedskonflikt. Der er en konflikt mellem kvindens selvbestemmelse over sin egen krop og fosterets ret til liv. Men hvis man ikke vil udøve rå diskrimination, som Enhedslisten foreslår her, og bare blankt udelukke nogle mennesker fra det ligeværdige fællesskab, alene fordi de er dem, de er (endnu ikke fødte), så er man nødt til at argumentere for sine holdninger: Hvad er det, der giver et menneske ret til ikke at blive slået ihjel? Hvad er det, som fosteret skal leve op til for at opnå samfundets beskyttelse?
I Retten til Liv har vi ikke kunnet finde en sammenhængende definition, der udelukker fosteret, men samtidig inkluderer alle de fødte mennesker, som vi i vores samfund omfatter med beskyttelse. Vi har heller ikke kunnet finde en konsekvent begrundelse for at lade retten til kropslig autonomi overtrumfe en andens ret til liv.
Også den kropslige autonomi har begrænsninger
Kropslig autonomi er en grundlæggende ret for alle mennesker. Men den giver os ikke lov til at slå en anden person ihjel. Dog, hvis der er fare for kvindens liv, og man ikke kan redde dem begge, må denne situation selvfølgelig betragtes som en undtagelse.
Bring debatten om abort tilbage på sporet.