Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
Den nye omsorg

22 graviditetsuger

Foto: Life Issues Institute

Den nye omsorg

BLOG: At slå de mindste ihjel er ikke omsorg. Det er en grotesk fordrejning af omsorg.

.

En af de få muligheder, vi som samfund har for at sikre et kommende barns sociale velfærd, er, at barnet som udgangspunkt er ønsket.

Sådan skrev for nylig 12 professorer indenfor det sundhedsfaglige i netmediet Altinget som en del af et forsvar for fri abort til uge 22. For at sikre børns sociale velfærd, bør man altså kunne nægte ”det kommende barn” selve livet. Jeg taler fra en mindre uddannet baggrund. Men jeg har øjne og Google billeder. ”Det kommende barn” ligner et barn.

Så hvad driver de 12 professorer? Jeg må desværre svare: Omsorg. De er ikke psykopater. Dette er omsorgsfulde mennesker, der kigger på en ulykkelig situation, fx med et meget sygt, ufødt barn, hvor forældrene ønsker at skåne sig selv, barnet eller søskende for sygdommens følger.

Så det er også omsorg, når professorerne beskriver, hvordan man ved senaborter, hvor der er chance for livstegn … får tilbudt en injektion i fosterets hjerte, der stopper dette, inden aborten igangsættes. Meget få vælger imidlertid denne løsning… Mange tilkendegiver tværtimod, at de var glade for den korte stund, hvor de i fred kunne give kærlighed til og tage afsked med det nyfødte barn, trods den ulykkelige situation.

Kan en sådan ekstrem situation virkelig kalde på en paradoksal ny form for omsorg? En omsorg hvor vi slår ”det nyfødte barn” – som det nu pludselig kaldes – ihjel?
Hvis forældre fødte et sygt barn efter 9 måneder, ville ingen af de 12 professorer komme med en sprøjte til at stoppe det bankende hjerte. Og hvis de gjorde, ville det vende sig i de fleste af os. Håber jeg. Men jeg kunne jo selv se ”omsorgen” i det, professorerne argumenterer for…

Efter 50 år, hvor abort og social velfærd er blevet kædet sammen, så er det ikke underligt at vores blik for medmennesket sløres. Og det gælder ikke kun de ufødte mennesker. Magtfulde stemmer talte i 50året den aktive dødshjælp op. Det er den nye omsorg igen, næsten selvindlysende, nu hvor vi i 50 år allerede har brugt døden som omsorgsmiddel i aborter.

Der er brug for, at vores blikke fokuseres opad på Gud, så vi igen kan se rigtigt på de mindste iblandt os. De er en af os. Vi var alle fostre, ufødte og børn. Og det var Gud også. At slå de mindste ihjel er ikke sand omsorg. Det er en grotesk fordrejning af omsorg.
Der er brug for, at Retten til Liv og alle gode røster taler den nye omsorg imod.

Af Kristoffer Nyrup Dahl, formand for Retten til Liv. Bragt som leder i Retten til Livs medlemsblad LIV februar 2024

Læs også: Ja, menneskers rettigheder gælder også for de ufødte, Altinget