Muren dækker det hele
Hvordan beskriver man verdens grusomhed, kynisme og afstumpethed uden at vise den direkte? Ja, gå ind og se den Oscar-nominerede film ”The Zone of Interest”, som går i biograferne lige nu, og gå derfra rystet i din grundvold uden at have set en eneste voldscene.
”The Zone of Interest” beskriver familien Höss, som boede i en kommandørbolig klods op af verdens største udryddelseslejr Auschwitz i Polen. Faderen i familien, lejrkommandant, Rudolf Höss, som senere blev hængt for sine forbrydelser mod menneskeheden, passer omhyggeligt sit arbejde i kz-lejren og planlægger minutiøst henrettelserne af jøderne i gaskamre og bygningen af nye, mere moderne og mere effektive krematorieovne, så man kan udvide kapaciteten af ligbrændinger pr. dag. Hver dag efter arbejde går han hjem til sin kone og lyshårede børn, der leger i den blomstrende have med swimmingpool lige på den anden side af muren ind til lejren. Mens de sidder og nyder børnenes leg og roserne i haven, kan man se røgen fra krematorierne drive hen over stedet. Man kan høre togene, der kommer med tusinder af jøder til lejren, man hører vagthundenes gøen, vagternes råben og menneskers jamren, men man ser dem ikke, – for muren dækker for det hele.
Hans kone, Hedwig Höss, får tøj, sminke og minkpels fra døde jødiske kvinder, hans søn leger med guldtænder gravet ud af jødiske munde, inden disse mennesker brutalt blev henrettet. Alt foregår med største lethed og naturlighed. Og det er netop denne naturlighed og selvfølgelighed, der er så kvalmende forfærdelig, for man får et kig ind i det sorteste hul i menneskesjælen. Hvordan kan en mand, der henretter børn på den ene side af muren, gå hjem om aftenen og kærligt putte sine egne børn?
Med fare for at blive beskyldt for at ”trække nazikortet”, kan man ikke lade være med at tænke: Er det bare forhistorie, eller er vi også i dag blinde for, hvad der foregår på den anden side af ”muren”? Laver vi vort eget lille paradis godt pakket ind i fortrængninger og skyklapper for menneskelig lidelse og drab, der med ulidelig lethed formidles som naturligt, selvfølgeligt, lovligt og det bedste for alle parter? Filmens budskab går ud over den historiske kontekst og lader os alle blive ramt af det spørgsmål.
Det globale dødstal i 2023 var ifl. WHO 61 millioner mennesker, – men her var ikke medregnet de 45 millioner ufødte små mennesker, der blev dræbt ved abort. 45 millioner ufødte mennesker slået ihjel ved abort bare i 2023… Abort er den hyppigste dødsårsag i verden. Alligevel bliver dette tal nærmest ikke omtalt. De mange små tabte menneskeliv er et skyggetal, der forties og ignoreres. Man fristes til med henvisning til filmen ”The Zone of Interest” at påstå, at der er bygget en mur mellem deres lidelser og tavse skrig og så haven på den anden side, hvor man lever som de tre små aber: ikke se, ikke høre, ikke tale.
Disse små ofre har ingen taleret, de er reducerede til nogen, der på trods af deres menneskestatus, har færre rettigheder end dyr. Hver eneste dag udføres der i Danmark 40 aborter, hvilket årligt løber op i over 14.000 menneskeliv døde på abortbrikse på pæne, sterile, danske sygehuse, – disse små aborter opbevares i miljørigtige bøtter (bevares, – det skal være ordentligt!) og sendes derefter videre til krematorieovne og begraves,- i nogle tilfælde-, i fællesgrave på danske kirkegårde. Det foregår i det stille.
For få år siden fik Me-too-bevægelsen bylden af årtiers fortiede overgreb mod kvinder til at briste og materien flød pludselig ud i fuld offentlighed på mange arbejdspladser. Pludselig fik man øjnene op for, hvad der var foregået i magtens rum. Hvornår kommer det samme til at ske med abortbylden, – som også trykker hos mange kvinder, der selv har været igennem aborter, og som har måttet leve med den mentale smerte, de havde ved indgrebet, men som ingen har lyst at gå ind i? (og da slet ikke magthaverne, der sekunderet af folkestemningen hylder retten til at tage livet af sit eget barn) Hvornår rives muren, der fortrænger alle uhyrlighederne, ned, så vi ser, hvad der forgår?
I ”The Zone of Interest” diskuteres med største selvfølgelighed rundt om kaffebordet, hvordan man mest effektivt får udryddet jøderne, – de er uønskede ”ikke-mennesker”. I abortdebatten herhjemme diskuteres åbenlyst og med selvfølgelighed, om man skal kunne tage livet af de ufødte ved 12 ugers grænsen, ved 18 uger eller endda længere henne i graviditeten. Politikere, sundhedspersonel og medier taler om disse aflivninger, som var det en teoretisk debat, der ikke for alvor involverer menneskeliv. De ufødte ses som ”ikke-mennesker”, der ikke tillægges nogen menneskerettigheder eller ligeværd. Vi er alle blevet syltet ind i mantraet om, at det kan ødelægge kvinders muligheder og selvbestemmelsesret, hvis graviditeter ikke kun handler om såkaldte ønskebørn.
Men hvert af disse små liv har betydning, ønsket eller uønsket, – det er små mennesker, der får stjålet deres mulighed for at være til i egen ret. De 45 millioner årlige aborter burde få os til at hige efter et samfund, hvor vi rykker ind på bænken og byder de ny velkomne. Et samfund, hvor vi skaber de bedst tænkelige muligheder for at være familie, simpelthen fordi livet er værdifuldt i sig selv.
I Danmark viser abortankenævnets tal for 2022, at antallet af aborter på grund af handicap aldrig har været højere, fordi der bliver fundet og fjernet flere og flere med handicap. Kun de perfekte, man fristes næsten til at sige ”ariske”, skal tilsyneladende have fri adgang til livet. Er der virkelig ingen alarmklokker, der ringer, når man på de sociale medier kan læse folks velmenende indlæg om, ”hellere abort end at få et uværdigt liv med et handicap”… har vi virkelig intet lært af historien? Det handler tilsyneladende ikke længere om, hvordan vi kan gøre livet godt for dem med et handicap, men om hvordan vi ”til deres eget bedste” får dem fjernet i tide.
Vi kan ikke længere påstå, at alle mennesker har lige ret til at være her, når dem med særlige udfordringer bliver slået ihjel, uanset om intentionen er, at man ønsker at mindske smerten og udfordringerne for både den ufødte og forældrene. Abort er blevet et åbenlyst middel til at få sorteret de uperfekte (og omkostningstunge) fra. Og der tales frit og frejdigt om det: ”Jamen, havde I ikke fået det undersøgt” lyder den undrende, næsten anklagende sætning, når et par får et barn med handicap, – underforstået: ”så I kunne have fået det fjernet!”
I ”The Zone of Interest” omtaler Höss aldrig jøderne som mennesker, men som ”ladninger”, der kommer til lejren for at blive ”fjernet”. Herhjemme går man helst ikke ind i debatten på fosterets side, men har låst meningerne fast på ”kvindens rettigheder”. Man omtaler helst ikke de ufødte som mennesker, men som ”fostre” vel og mærke ikke i den lægefaglige betydning: nemlig et menneske på et bestemt udviklingsstadie, men derimod i betydning et ”ikke-menneske”, for man skulle jo nødig få fornemmelsen af, at vi tager rigtige, autentiske menneskeliv med abort!
Hos familien Höss går fru Höss rundt og nyder sin paradisiske have, der ligger klods op ad helvede, hun planter vin og roser op ad muren for at skjule den, og der vises idylliske nærbilleder af smukke blomster. Og meget sigende ser man så, hvad det er, der får blomsterne til at vokse så eventyrligt, – nemlig, at havejorden tilføres menneskeaske fra krematorieovnene på den anden side af muren.
Parallellerne til abortvirkeligheden står i kø. Gad vide, om den euforiske lovprisning af muligheden for at kunne tage et lille uønsket menneskes liv, så man kan skabe sit eget lebensraum, virkelig er prisen værd…?
Af Ketty Dahl, billedkunstner