Jeg var på apoteket i mandags.
Tre unge mennesker, vel egentlig mest børn, havde nummeret før mig. To blonde tynde piger og sammen med dem en dreng, der skulle være lidt fræk og Karlsmart.
De skulle have en fortrydelsespille. Der var ingen spørgsmål eller råd forbundet med salget – og da de gik ud, sagde den ene pige til den anden ”Drik vand til”.
Så ulideligt let kan et lille nyt menneske tages af dage, inden det overhovedet har set dagens lys
Det er til at tude over. Samtidig græmmes jeg over mig selv, hvorfor råbte jeg ikke op: ”Red barnet! Tag ikke den der dødspille!” – ”Du kan jo ikke ”bare” bløde dit barn ud i toilettet efter en ubetænksom weekend”.
Men jeg er for fej.
Hvorfor gør vi det så nemt og så forkert – og så fejt og egoistisk?
Jeg har ikke noget at lade andre høre, som ikke får råbt op. Men stor tak til hver den, der pipper op for fostrene og forældrene, der ikke ved deres eget bedste. Især tak til medarbejdere og bestyrelse i Retten til LIV. I står på Uriasposter, det mærkede jeg igen i mandags. I har brug for hvert et skulderklap og hver en forbøn.
Tak fordi I tør, hvor vi andre tier.
Og lad os fortsat bede om, pippe, der hvor vi kan og håbe på, at menneskesynet igen må ændres, så det enkelte menneske får værdi og skal værnes fra undfangelse til naturlig død.