En folkeafstemning
Et flertal i Ohio (56% vs 44%) har i nat dansk tid stemt for, at fri adgang til abort skal indskrives i delstatens forfatning.
I Ohio har et forbud imod abort efter 6. uge (den såkaldte hjerteslagslov) været gældende, siden Højesteret sidste sommer satte staterne fri til at implementere egen abortlov. Men nattens folkeafstemning viser, at hjerteslagsloven ikke havde et solidt befolkningsflertal bag sig. Spørgsmålet er nu, om borgerne i Ohio er klar til at leve med den nye virkelighed.
Organisationen Protect Women Ohio udtrykker stor bekymring for, hvordan loven skal udmøntes i praksis. De konkluderer: “Denne forfatningsændring er farlig og ekstrem. Den truer forældres rettigheder og kvinders sundhed og sikkerhed i Ohio og tillader smertefulde senaborter.”
Flertal ønsker restriktiv abortlov
Afstemningen i Ohio er et eksempel på, hvor splittet USA er i abortspørgsmålet. Men der er nu langt flere nuancer i dette, end en afstemning ‘for eller imod fuld adgang til abort’, kan rumme.
En bred undersøgelse fra april i år viser, at to ud af tre amerikanere ønsker betydelige begrænsninger i adgangen til abort, og at hele 42% mener, at abort højest skal være en mulighed i helt særligt kritiske tilfælde.
Man kunne måske forsigtigt konkludere, at det, et flertal af amerikanere ønsker, er en forfatningssikret men restriktiv adgang til abort.
Det lange seje træk
I Retten til Liv deler vi den amerikanske Pro Life bevægelses ønske om, at ethvert menneskes liv må blive beskyttet fra undfangelsen. Der er en rettighedskonflikt i abortspørgsmålet mellem kvindens ret over egen krop og fosterets ret til at leve. Men retten over egen krop kan aldrig inkludere retten til at tage et andet menneskes liv.
Samtidig er det indlysende, at alle lovændringer må ske ad demokratisk vej. Derfor er opgaven for den amerikanske Pro Life bevægelse – nøjagtig som for os – at arbejde for en generel holdningsændring. Der er brug for visioner for en verden, hvor både den sårbare gravide og det ufødte menneske beskyttes og favnes af fællesskabet.
At omfatte svage grupper med lige rettigheder har altid været det lange seje træk.