En svær balancegang
Etisk Råd afleverede i sidste uge sin anbefaling vedr. fosterundersøgelser.
For et halvt år siden anbefalede et flertal i rådet lidt overraskende, at der indføres fri abort til 18. uge i Danmark. Men denne gang trækkes der lidt mere i håndbremsen. For hvad har det af konsekvenser, at forældre gives en mere og mere detaljeret viden om deres ufødte barn og dets arvemæssige belastning tidligere og tidligere i graviditeten?
Hele bevæggrunden for at foretage fosterundersøgelser er jo, “at der er mulighed for abort i tilfælde af et uønsket fund”, som det hedder. Det er efter rådets vurdering netop denne kobling til abort, der gør fosterundersøgelser til så samfundsmæssigt vigtigt et område, at det ikke kan overlades til fagmiljøer alene. Med en udvidelse af abortgrænsen aktualiseres denne probleatik yderligere.
I udtalelsen opererer rådet således med, at der er forhold hos fosteret, der ikke bør indgå i screeningsprogrammet bl.a. “af hensyn til fosterets interesse i at leve” og “for at undgå stigmatisering af de personer, som lever med disse tilstande”.
Retten til Liv mener:
Det Etisk Råd dybest set ønsker, at vi skal tage stilling til, er, ved hvilke sygdomme og tilstande hos et foster vi som samfund vil være med til at underskrive en dødsdom, og ved hvilke vi ikke vil.
Men det er en svær balancegang, rådet her bevæger sig ud i, hvor prisværdigt forsøget på at redde ufødte med lette handicap end er. Når man først har givet sin tilslutning til, at den ufødte kan blive dræbt alene på et ønske fra moderen, så er det svært at argumentere for, at der er forhold ved dette barn, hun ikke må kende til.
Etisk Råd er med rette bekymret for den liberale eugenik, den massive fosterdiagnostik har ført med sig. At der fødes så historisk få børn med en kendt downs syndrom diagnose, er det indlysende eksempel, og stigmatiseringen af disse mennesker er en kendsgerning, som ofte dokumenteres i medierne.
Der er brug for et langt mere radikalt opgør med den danske praksis omkring fosterdiagnostik og abort, hvis vi skal ændre kurs. Det kræver, at vi for alvor tager ansvar for det menneske, der ikke kan kæmpe for sig selv. Vi kunne starte med at vedtage, at al diagnostik i det danske sundhedsvæsen, også denne, skal foretages alene for patientens skyld, og ikke for at tage livet af nogen.