Menneskerettigheder starter i livmoderen
Da jeg var barn, blev der røget tæt ved fester. I gæstfrihedens navn blev fade med cigaretter sendt rundt. I dag ved vi bedre, vi har set billederne af sorte lunger og forkalkede pulsårer, og offentlige steder forbyder nu at ryge indendørs. Fordi vi ved bedre.
Da jeg var ung, måtte man slå børn – et klask i enden eller en lussing, hvis børnene ikke rettede ind. Nu er det ulovligt. I dag ved vi bedre, vi ved, at der er bedre måder at opdrage på.
Fra 1969 til 1980 var børneporno lovligt i Danmark. Forfærdende! I dag ved vi heldigvis bedre, og vi væmmes ved tanken.
I dag ved vi bedre på mange felter og har taget konsekvensen og ændret lovgivningen. På nær ét punkt, hvor samfundet stadig forsvarer retten til overgreb, endda med dødelig udgang til følge. Det handler om abort.
Den såkaldte fri aborts historie er helt absurd: først tog man afstand fra abort som noget ondt, fordi bare tanken om at tage livet af et lille ufødt menneske var rædselsvækkende i sig selv. Men pludselig legaliserede man abort ud fra et såkaldt hensyn til socialt dårligt stillede kvinder. Dernæst promoverede man abort som et omsorgsfuldt gode.
Og nu fejres retten til abort som en menneskeret. Denne ret til at tage det ufødte menneskes liv hyldes i en sådan grad, at selv statsministeren finder det nødvendigt at nævne den i sine nytårstaler. Lige på dette punkt har børnene ikke fortrinsret hos “børnenes statsminister”.
Det ufødte menneskes ret til bare at være til er ikke eksisterende. Det ufødte menneske vejes på en vægtskål, hvor det vurderes, om det lille menneske er perfekt, om omstændighederne er perfekte, om forældrene er perfekte, om økonomien er perfekt osv. Det er svært at slippe gennem nåleøjet.
Alt er vendt på hovedet. De, der forsvarer alle menneskers ret til at leve, og som går imod dødskulturen, anses nu for ekstremister, mens de, der forsvarer retten til at slå ihjel, og som hylder denne dødskultur, ses som frihedskæmpere. Den fri aborts hyldest lyder stadig mere øredøvende skingert, som om det at råbe højest, gør abort mere rigtigt.
Biologien fastslår, at menneskelivet starter ved befrugtningen. Enhver kan se det ufødte menneskes udvikling på nettet. Ingen kan være i tvivl om, hvad der er i maven. Vi ved bedre i dag. Men på trods af denne viden, har vi ikke taget konsekvensen og ændret abortlovgivningen.
Det ufødte menneske bliver ved et voldeligt indgreb frataget den mest basale menneskeret: Retten til at være her. Men i stedet for dette fokus hedder det sig nu, at det bør være en menneskerettighed at kunne tage livet af sit eget barn. Samfundet legitimerer denne ret.
I stedet for massive protester over dette indlysende forfærdelige, så råbes der højere og højere hos meningsdannere, at ”abort er et gode”! Abort er blevet selve symbolet på den ultimative frihed.
Ingen stopper op og spørger sig selv, om den personlige frihed ikke bør have sine begrænsninger, når det går ud over et andet menneskes frihed og liv, ja, koster et andet menneske livet – om ”frihedens” pris ikke er blevet for høj?
Den franske præsident Macron har netop indskrevet retten til abort i den franske forfatning og går nu foran i et arbejde for også at indskrive retten til abort i EU-charteret. Men Macron har glemt, at menneskerettigheder starter i livmoderen sammen med det lille nye menneske. Alle menneskerettigheder bygger jo på det selvsagte, at man har ret til at være her. Har ret til at være til.
Når vi gør retten til at slå ihjel til en menneskeret, betaler vi med vores menneskelighed. Hvornår mon det vil gå op for os, at vi sælger ud af vores egen menneskelighed, hver gang vi tillader, at et lille nyt menneske kasseres?
Hvis abort er et ubetinget gode, hvorfor bliver aborttilhængere da så vrede over at se fotos af fostre, der er blevet aborteret? Måske fordi vi rent faktisk ved bedre i dag. Måske er det også derfor, der bliver råbt så højt, for så kan man ikke høre sin egen samvittighed.
Af Ketty Dahl, billedkunstner