Et nyt år med debat om abort
Vi ser ind i et år, hvor abortsagen for alvor bliver sat på højkant. Abortforkæmperne har udset sig abortgrænsen, som den nye kampplads. Den manglende logik bag en 12 ugers-grænse er ved at trænge sig på. Har kvinder ret til at bestemme over egen krop, hvorfor så kun så kort tid?
Vi må insistere på at gå en anden vej. Det handler ikke om en uge fra eller til. Vi må forsvare den ufødtes ligeværdighed og udfordre vore medmennesker med stærke og logiske argumenter. Hvad er det, vi forlanger af de ufødte, før vi som samfund vil beskytte dem?
Vi er her alle på helt mirakuløs vis
Svend Brinkmann skriver noget interessant i et debatindlæg. Anledningen er DR’s nytårsudsendelse, hvor han deltog i (viste det sig til hans fortrydelse) en pænt redigeret og tam udgave. Han skriver:
Mennesker har ikke værdi i kraft af deres dygtighed og præstationer. Vi har værdi, alene fordi vi findes. Og fordi vi findes, kan vi “se på solen bli’ orange / Årh… hvor er det bare smukt”, som han [Andreas Odbjerg i sangen “Hvad skal verden med sådan en som mig?”] synger. Odbjergs sang er ingen overoptimistisk jeg-kan-alt-hymne, men er tværtimod en bekræftelse på, at vi alle er her på helt mirakuløs vis, hvilket vi har vi lov til at være, også selv om vi ikke opnår fantastiske ting og egentlig synes, det hele er lidt svært.
Vi deler stærke og grundlægende værdier med mange af vore medmennesker. Det er disse værdier, vi skal gribe fat i og fastholde, når vi taler om den ufødtes ligeværd og naturlige plads i vores samfund. Alle mennesker har værdi, alene fordi de findes – også vores ufødte lille medmenneske. Afskriver vi den ufødtes plads, har vi afskrevet vores egen.
Godt nytår!