Mørket vokser
2025 er ved at runde af, og man ikke kan lade være med at reflektere over, hvor dette år har bragt os hen. For mig er dette forbundet med en stor sørgmodighed.
Billeder flimrer på nethinden. Der er en dansk sundhedsminister, der skåler i champagne, fordi et flertal i folketinget netop har vedtaget loven om fri abort til 18. uge. Han kalder det storladent “en festdag” på alle kvinders vegne. Hvis det viser sig i uge 14, at man venter et handicappet barn, skal man nu ikke længere spørge nogen om lov for at få det “fjernet”.
Der er også kvinden fra den færøske organisation Frítt Val, der græder af glæde, da lagtinget med en enkelt stemmes flertal vedtager lov om fri abort til 12. uge på Færøerne. Nu kan færøske kvinder slippe for deres ufødte børn – lige som danske kvinder!
Hvorfra kommer denne jubel over, at ufødte små frit kan aflives?
Ser man sydpå brager EU-borgerforslaget “My Voice, My Choice” frem. Det kræver, at EU giver alle kvinder i EU, adgang til en betalt abort. Forslaget har indtil nu fået støtte fra flertal i både EU-parlament og i FEMM (EU’s Udvalg om Kvinders rettigheder og Ligestilling).
Hertil kommer en ukritisk opbakningen fra “humanitære” institutioner, som f.eks. Amnesty International til enhver bevægelse mod mere fri abort. En opbakning, der kan begrundes i WHO’s retningslinjer, der anbefaler at fjerne enhver begrænsning af kvinders adgang til abort.
Hvordan har denne tanke, at menneskerettigheder ikke er for alle, fået lov at slå så dybe rødder i vores vestlige samfund?
Det forsvar for abort, man oftest hører, er, at “den ufødte jo ikke er et rigtigt menneske endnu”. En påstand, der har både stærke biologiske og filosofiske argumenter imod sig. Dehumanisering af dem, man gerne vil af med, har altid været en kardinalstrategi for undertrykkere. Er vi slet ikke blevet klogere?
Heldigvis er dette ikke hele historien. Et stille oprør er på vej. Når Retten til Livs unge går på gaden med spørgsmålet om, hvornår det ufødte menneske har ret til at leve, bliver de mødt af mange helt almindelige danskere, der ser med stor modvilje på den danske abortpraksis: “Et menneskes liv starter ved befrugtningen, hvor ellers?” er en typisk reaktion. Også på højskoler, hvor ekkokamre udfordres og den konstruktive debat trænes, opmuntres man af unge menneskers klare afvisning af forenklede påstande. Den fri abort er ikke så indlysende og etisk ukompliceret, som det ofte bliver fremstillet.
Pletter af lys
Ser man ud over Skandinavien og Europa opdager man en voksende pro life-bevægelse, der kæmper med stærke og logiske argumenter for ufødtes lige ret til beskyttelse i samfundet. Det helt specielle ved denne bevægelse er, at dette arbejde overalt går hånd i hånd med et netværk af krisegraviditetscentre eller hotlines for uventede gravide. Her stilles rådgivning, praktisk hjælp og en helt nødvendigt lokal opbakning til rådighed for kvinder, der står i en presset situation med en uventet graviditet, og hvor en abort, de slet ikke ønsker, ser ud som deres eneste udvej.
At behandle alle mennesker ligeværdigt koster! Det koster at give det ufødte mennesker en basal beskyttelse imod drab. Det koster noget af den gravide kvinde, der er alene og uden nogen til at støtte sig socialt eller økonomisk; det koster noget af forældre, der venter et handicappet barn – og det koster langt ud i fremtiden. Derfor koster det også noget af det omgivende samfund, for ingen skal stå alene med ansvaret! At sikre alle menneskers lige beskyttelse forpligter os som fællesskab til at støtte både barnet og dets forældre. Den europæiske paraplyorganisationen One of Us går foran i denne opfordring: Hjælp Europas møde!
Retten til Liv er sat i verden for at bekæmpe den dødskultur, der vil fjerne omkostninger ved at ‘fjerne’ mennesker – den ufødte. Lad os tænde lys ved at kæmpe for alle menneskers lige ret til at være her – og lad os hver dag bære med på alle omkostningerne, der hvor vi kan.