Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
RED EN MERE

RED EN MERE

9. juni går Retten til Liv på gaden for at redde ufødte. Vi går for at redde en mere - og en til - og en til.

Aktion – red en mere!

Lørdag den 9. juni markerer Retten til Liv 45-året for fri abort ved at gå i optog fra Nørrebro til Rådhuspladsen med 3.000 balloner og appellen: Red en mere!
3.000 svarer til antallet af ufødte, der mister livet i en abort hvert år i København og på Frederiksberg.
Formålet er at synliggøre disse små medmennesker og appellere til københavnerne om at redde dem. Redde en mere – og en mere – og en mere.

At få et barn er en social begivenhed, der ikke kun berører kvindens eget liv, men hele hendes netværk. Mange uventet gravide ender med at vælge en abort, de ikke ønsker, fordi de mangler opbakning. Derfor appellerer vi til kæresten, studiekammeraten, naboen, kollegaen, socialrådgiveren – alle dem, der direkte eller indirekte har indflydelse på hendes valg. Red en mere!

Vision for dagen

En stor flok, der sammen med Retten til Liv ønsker at være med til at redde børn fra abort og mødre fra at blive presset til noget, de egentlig ikke ønsker, går i optog fra Kingos Kirke på Nørrebro til Rådhuspladsen (4,4 km). Optoget er fuldt af unge og gamle, familier og barnevogne. Alle har balloner – lyserøde og lyseblå mellem hinanden – 3.000 i alt. På Rådhuspladsen klippes balloner fri og stiger til vejrs.
Hver ballon repræsenterer et barn i København eller på Frederiksberg. Hver ballon bærer ønsket, om at ét barn mere må blive reddet fra abort, og én mor mere må få den hjælp og respekt, hun behøver for at give sit barn livet! (Aborttal 2010 for Københavns Kommune: 2623 Frederiksberg: 361)

Program

kl. 13.00: Samling og introduktion i Kingos Kirken.
Kl. 13.30: Afgang fra Kingos Kirke – Nørrebrogade – Frederiksborggade – Købmagergade – Strøget – Rådhuspladsen. (Ca. 4,4 km)
Kl. 15.00: Ankomst til Rådhuspladsen
Kl. 15.15: Kort tale ved sognepræst Henrik Højlund
Kl. 15.30: Proklamation:

Hvert år mister 3.000 ufødte livet i en abort i København og på Frederiksberg!
Hver eneste af disse små er værdifulde mennesker, som har brug for vores beskyttelse!
Hver ballon bærer ønsket om at et barn må blive reddet fra abort og en mor må få den hjælp og respekt, hun har brug for, for at give sit barn livet!
RED EN MERE!

Herefter klippes balloner fri og stiger til vejrs.
(Balloner er produceret i biologisk nedbrydeligt materiale og sendes afsted med afklippet snor.)
Kl. 16.00 – 17.30: Gadedialog. Unge fra Retten til Liv går på Strøget for at tale med folk om abort på tomandshånd.

Mere info

Fyld bilen med familie og venner
Har du ledige pladser i bilen eller mangler du kørelejlighed? Skriv det til os (på rettentilliv.dk eller i en messengerbesked til os), så kan vi sætte folk i forbindelse med hinanden.

Vær med til at fylde balloner
Kl. 9 lørdag morgen skal 3.000 balloner fyldes med helium! Vi har brug for 24 mand til at bemande heliummaskinerne, binde knuder osv. Er der en gruppe friske (unge) mennesker, der melder sig? Og hvorfor ikke gøre det sammen med dem, du i forvejen hænger ud med?!