To sider af samme sag
Af Kerstin Hoffmann, kommunikationssekretær
13. juni 1995 åbnede Abortlinien. Dagen før skriver den daværende landssekretær Benna Asmussen Hørlück i en pressemeddelelse:
Rådgivning og hjælp til de kvinder, som er i tvivl, om de skal få en abort eller føde deres barn, er et forsømt område indenfor det offentlige social- og sundhedsvæsen. Nu sætter foreningen Jeg vil leve – Center for Retten til Liv egne ressourcer ind for at råde bod på det. Det sker ved, at de i morgen, d. 13. juni, åbner en anonym telefonrådgivning kaldet Abortlinien. Her kan kvinder både før og efter abort søge hjælp.
Foreningen var på dette tidspunkt knap to år gammel, og åbningen var grundigt forberedt.
Tanken om rådgivning var med fra start
I Retten til Livs grundlag er der en klar bevidsthed om, at den fri aborts afvisning af de ufødtes rettigheder helt automatisk sætter kvinden i en voldsom svær situation. Er hendes ufødte barn ikke noget værd, så er hendes følelser for det jo næsten pr. definition heller ikke. Et af foreningens tre formål har derfor fra starten været – som det formuleres i vedtægterne: “at arbejde for, at der skabes bedre rådgivning til og vilkår for gravide kvinder, således at fosterdrab ophører.” Foreningen skulle altså ikke kun aktionere imod abort, men også være i stand til at række ud til dem, aborten berører. Abortlinien var med i tankerne fra starten.
Jeg spurgte foreningens første formand, Orla Villekjær, hvordan man dengang taklede den indbyggede vanskelighed, der ligger i dette at melde klart ud imod abort – og samtidig være diakonal.
”Jeg ser på det fra lidt en anden vinkel”, fortæller han. ”Før Retten til Liv åbnede Abortlinien, var der stort set ikke nogen hjælp til abortsøgende. Alt dette med støttesamtaler er jo kommet til langt senere. Der var dengang en meget massiv modstand imod at problematisere abort. Så hvis ikke vi, der kæmper for de ufødtes lige ret til livet, skulle stå op for kvinder, der er i tvivl om abort, hvem skulle så? Det er to sider af samme sag!”
Men I må have gjort jeg nogle tanker?
”Helt klart. Jeg tror, det var et besøg hos vores søsterorganisationer i Norge, der endeligt bekræftede os i, at vi var på rette vej. Her havde man nemlig valgt at dele arbejdet i to selvstændige organisationer. Den ene havde alene “kamp”- siden med. De prioriterede opgaven at gøre befolkningen opmærksom på, at provokeret abort rent faktisk er drab på et ufødt barn, men havde altså ikke noget terapeutisk arbejde. Den anden organisation havde totalt givet afkald på “kamp”- siden og havde alene den sjælesørgeriske, terapeutiske side som sit formål. Da vi mødte disse organisationer, blev det klart for os, at en sådan opdeling har store svagheder. Det er svært at gå kompromisløst ind i kampen for de ufødte, hvis man ikke har mulighed for at hjælpe abortlovens øvrige ofre. Modsat er det svært at finde motivation i et terapeutisk arbejde under den nuværende lovgivnings vilkår, hvis man ikke ved, at der et andet sted i organisationen kæmpes for at for at ændre denne destruktive lovgivning. Da gode norske venner frarådede os den norske model, blev vi bekræftet i, at vi herhjemme havde valgt den rigtige løsning. Efter min opfattelse har vores historie yderligere bekræftet dette,” slutter Orla Villekjær.
Reaktioner
Den store udfordring de første år var at gøre Abortlinien kendt. Dengang blev der trykt 50.000 informative pjecer, som blev omdelt på biblioteker, apoteker og udsendt til alle lægehuse. Retten til Livs medlemmer gjorde en stor indsats. Efterhånden som internet og Google-annoncer kom til at spille en større rolle, blev det lettere. Men med det øgede kendskab til Abortlinien kom der også flere modreaktioner.
Af flere omgange er Abortlinien blevet beskyldt for at manipulere kvinder til at føde et barn, de ikke ønsker, fordi det er en organisation, der er imod abort, der driver Abortlinien. Disse anklager har aldrig været saglige og er aldrig blevet dokumenteret.
Det er snarere en helt anden sammenhæng, der gør sig gældende. Det har været interessant at observere, hvordan Retten til Livs aktioner hver gang er blevet fulgt op af en øget aktivitet på Abortlinien. Når vi vover pelsen og kæmper i det offentlige rum for de ufødtes naturlige ret til at leve, så øjner de kvinder, der presses til at få en abort, de ikke ønsker, nyt håb! Deres barn er også værd at kæmpe for!
Choose Life
Oktober 2013 lancerede Abortlinien lancerede kampagnen Choose Life målrettet den uventet gravide kvinde. Det var helt i foreningens ånd, at dette faldt sammen med opstillingen af Korsmarken ved Hedensted til minde om 16.000 ufødte, der dette år havde mistet livet i en abort.
Med Choose Life -kampagnen var ønsket at åbne døren til en anden udvej end abort – gennem opmuntring.
Biografreklame, radiospot, abribus
Kampagnen, der havde til hensigt at lede til Abortliniens telefonrådgivning, var målrettet de 20-24 årige, som står for 25 % af alle aborter. Kampagnen bestod af et landsdækkende biografspot, en tilsvarende radioreklame, samt udvalgte abribus reklamer i busskure, der var placeret omkring uddannelsessteder i en række større jyske byer.
Kampagnen medførte, at antallet af henvendelser til Abortlinien steg mærkbart over de næste par år.