Kampen for livet
1. oktober 1973 trådte loven om fri abort i kraft. 20 år efter – 1. oktober 1993 – blev Retten til Liv stiftet med sognepræst Orla Villekjær som initiativtager. Vi ser tilbage på starten og spørger, hvad det var, der drev værket.
Forfædelse over et menneskesyn i forfald
Orla Villekjær taler hurtigt og engageret. Han har ikke tabt gløden:
”Situationen dengang var ligesom i dag. Nej, snarere værre i dag. Men også dengang levede vi i et folk, der slår sine ufødte ihjel og driver klapjagt på de handicappede. Ofte spurgte jeg mig selv: hvad gør jeg? Jeg følte mig rådvild, men også fyldt af en forfærdelse over, hvad vi tillader ved abort og hvilket menneskesyn, der ligger bag.
Jeg var for godt tyve år siden formand for Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler, og i forbindelse med et årsmøde der slog det mig, at hvis vi virkelig mener, at barnet fra undfangelsen er et menneske, der har brug for beskyttelse, så burde der være et sted, man kunne mindes abortofrene, og hvor vi som kristne kunne sende et signal om, hvad vi mener om abortens rædsler. Jeg nævnte det i en af mine årsberetninger, og en del mennesker reagerede på det og bad mig gå videre med mine tanker.
Jeg blev kontaktet af Henning Toft Bro, nuværende biskop, dengang ansat ved Radio Midt og Vest. Han lavede et interview med mig, og så accelererede det pludselig.
Jeg puslede med ideen om at lave en park, hvor man kunne mindes ofrene for abort, og fra flere sider fik jeg nu opfordringer til at virkeliggøre det.
Så kom visionen om at lave en fælleskirkelig forening, der kunne iværksætte det. Jeg tog kontakt til frikirkekredse, og efter et stort benarbejde lykkedes det at finde nogen, der delte holdningen. .
En vision bliver til virkelighed
Så blev Retten Til Liv stiftet. Det gik stærkt; på kort tid fik vi over 1000 medlemmer. Men det er et kæmpe arbejde at få en forening til at fungere; heldigvis var der en god bestyrelse.
Men det var ikke noget taknemmeligt projekt. Jeg røg gang på gang i medierne og fik verbale tæsk. F.eks. for at vise filmen ”Det tavse skrig” for konfirmander. Den handler om, hvordan man udfører en abort. Jeg blev udstillet som en, der ville forføre børnene.
Jeg var så naiv, at jeg troede på, at når bare man sagde sandheden, så var det godt, men nu blev der lavet protestskrivelser mod mig i mine menigheder. Jeg inviterede begge mine sogne til at komme at se filmen ved selvsyn. Mange hundrede mennesker mødte op. Da de havde set filmen, rejste den lokale læge sig og udtalte, at filmen var én stor løgn fra ende til anden. Jeg gik helt i chok. Folk ville ikke høre sandheden. Andre bad mig slappe af og gå hjem og grave have i stedet for at føre denne kamp. I mine to sogne blev flere konfirmander meldt ud i protest mod mig.
Til gudstjenester bad jeg også for de ufødte, hvilket fik flere fra menigheden, også velmenende folk fra IM, til at bede mig om at stoppe med det. Men det ville jeg ikke. Når jeg om aftnen så på min sovende datter, Britt, som har Downs Syndrom, så spurgte jeg mig selv: vil du slås for hendes ret til at være her? Og svaret var entydigt ja!
Nogle i menigheden ønskede at gøre livet så surt for mig som muligt for at få mig til at sige op, men heldigvis var der også en stor gruppe i menigheden, som bakkede op og bad for mig. Og efter nogle turbulente år kom konfirmanderne tilbage igen.
Mediestorm og solstrålehistorier
Retten til Liv gik med i protestmarcher mod abort i 1990’erne, hvilket gav stor mediedækning. Især marchen til Christiansborg, hvor mange af de 70 præster, jeg ringede til, deltog. TV fulgte os hele vejen.
Det blev en voldsom oplevelse. BZ’ere kastede æg i hovedet på mig. Der var et massivt opbud af politi med vesir, men de greb ikke ind, før alle æg var kastet. Billedet af mig med æg, der drev ned over ansigtet, blev i øvrigt årets pressefoto og vist i alle medier.
En dag tilbød Arne Munk os at låne en grund i Vedersø til en mindelund. Arne var en stor dynamisk kraft i arbejdet, også selvom vi ikke altid var enige i udtryksformen. I samtaler med Arne fandt jeg ud af, hvor markant Kaj Munk havde været imod abort, og at Vedersø derfor var et godt sted at etablere en mindelund. Folk rystede på hovedet af os, og der opstod slagsmål med det offentlige om grunden.
Men omtalen gav også noget positivt. Jeg blev inviteret ud at tale mange steder, f.eks. til en paneldebat på Århus Universitet på jurastudiet om fosterets juridiske stilling. Jeg blev i den grad angrebet af de studerende og kaldt sort og middelalderlig, men jeg fik meget taletid.
Kort tid efter ringede en af de studerende og sagde:” Kan du huske mig? Jeg var en af dem, der angreb dig hårdest til debatten? Jeg var ikke klar over, jeg faktisk var gravid på det tidspunkt, og min kæreste prøvede at presse mig til en abort, men jeg kunne ikke dræbe mit barn. Du havde ret i det, du sagde! ” Ja, er det ikke en solskinshistorie?!
Ved en Jesus-march i Kolding kaldte jeg abortlægerne for bødler. Det udløste en voldsom reaktion, og igen gik medierne til angreb. Jeg blev ringet op af biskop Geil, som bad mig uddybe, hvad jeg mente. Jeg sagde, at definitionen på en bøddel er, at det er en, der er ansat af det offentlige til at aflive andre mennesker på det offentliges vegne. Geil sagde, at han godt kunne forsvare min definition af ordet, men så var medierne pludselig ikke interesseret længere. Geil forbød mig dog at bære præstekjole ved en demonstration mod abort, men faktisk tror jeg, han var ked af hele situationen. Han var under pres, måske fra kirkeministeriet.
Det koster at gå ind i kampen
Først bagefter ser man, hvor meget det har kostet at gå ind i kampen, men jeg føler alligevel, jeg er blevet beskyttet af Gud. Jeg havde den indstilling, at medierne og andre kunne banke mig alt det, de ville. Jeg ville ikke bøje mig! Hver gang jeg ser på Britt, min datter, ved jeg, det var rigtigt. Jeg oplevede det som et kald fra Gud, at jeg skulle gå ind i dette, og Han tog vare på mig, for ellers ville jeg have været helt psykisk ødelagt i dag. Men det har været hårdt for min kone og mine børn. Selvom de deler mine holdninger, så var det for hårdt hele tiden at blive forbundet med abortproblematikken og høre på de verbale tæsk, jeg fik.
Retten til Liv satte dengang dagsordenen pga. den megen medieomtale. Retten til Livs arbejde har siden været mere konsoliderende, men Retten til Liv bør også være udadfarende, så vi sætter dagsordenen igen. Jeg er derfor meget spændt på Korsmarksaktionen. (Interviewet blev foretaget før Korsmarkaktionen september 2013. Red.) RTL skal både være sorgbearbejdende og udadfarende.
Kun en vækkelse kan afskaffe abortloven
Jeg tror stadig på, at loven kan afskaffes, men jeg tror ikke længere, det vil ske gennem partipolitik. Nej, forudsætningen er vækkelse, fornyelse og bøn. Det er vigtigt at se, at her i Danmark dæmoniseres tilværelsens inderste kerne, nemlig kærligheden mellem mand og kvinde og kærligheden mellem forældre og børn. Det er åndskamp. Vort folk befinder sig i en slags folkelig psykose. Ligesom hos tyskerne i 30’erne, hvor det er fuldstændig uforståeligt, at folk accepterede overgreb på deres nabo. I dag lukker vi øjnene for overgrebet på de ufødte.
At få øjnene op for sandheden er faktisk en byrde, der bliver lagt på os af Gud. Retten til Liv skal også fastholde de kirkelige bevægelser på sporet, for vi bliver så let handlingslammede. Mange kristne føler sig i dag afmægtige. Mange er konfliktsky og tør ikke gå ind i kampen. Andre har ikke det psykiske overskud, og andre igen mener ikke, de kan ”overleve” på deres arbejde, hvis de går markant ud med synspunkter omkring abortmodstand. Men det er vigtigt, at vi ikke taber mælet og resignerer, for resignationen er livsfarlig. Den medfører død. Derfor er der stærkt brug for Retten til Liv!”
Af Ketty Dahl
Bragt i Retten til Livs blad LIV november 2013