ONE OF US
Det startede som en underskriftindsamling i EU i 2012-13. ”En af os” – så enkelt og præcist kan det siges som et modsvar til dem, der vil sætte spørgsmålstegn ved, hvor meget eller lidt menneske man er på dette tidspunkt. Og dermed om principperne for ligeværd og solidaritet også gælder dette mikroskopiske individ.
Udnyttelse af ”borger-initiativet”
Med Lissabon-traktaten fra 2011 blev ”borger-initiativet” indført i et forsøg på at reducere det demokratiske underskud i EU: Hvis mindst 7 forskellige lande fra EU kan blive enige om at fremsætte et forslag, og man indenfor 1 år er i stand til at indsamle mindst 1 million underskrifter i mindst 7 EU-lande, skal Kommissionen fremføre dette forslag for EU-parlamentet og Ministerrådet, som så skal behandle forslaget og afgive et svar indenfor 3 måneder. Svaret skal indledes med en høring ved organisationerne på højt niveau.
Menneskerettighederne som et tilknytningspunkt for abortmodstanden
Moderne kultur anser stadfæstelsen af menneskerettigheder som den største sejr for menneskeheden, og her er der et oplagt tilknytningspunkt for abortmodstanderne. Der er nemlig ikke tale om fuld ligeberettigelse imellem fødte og ufødte mennesker, før det anerkendes, at menneskerettighederne gælder ethvert individ med menneskelige gener, uanset kvaliteter i øvrigt. Hvis vi begynder at skelne og dermed diskriminere indenfor forskellige kategorier af mennesket, så lever vi ikke op til princippet om lighed for alle.
Derfor er det væsentligt, at menneskets værdi og kvalitet kobles til det befrugtede æg – som et subjekt og ikke et objekt, som noget afsluttet og ikke et middel, som en person og ikke en ting. Hvis denne værdi bliver indskrevet i loven og anerkendes af den kollektive tankegang og fornuft, vil det uvægerligt føre til et konkret forsvar for livet på det tidligste stadie.
Formålet
Det ultimative mål er at princippet om menneskelig værdighed og retten til liv fra undfangelsen indskrives i EU-lovgivningen. Men initiativet sigtede også på at være kulturelt og pædagogisk stimulerende til at vække det europæiske menneskes ånd og konfrontere den enkelte med de overvældende angreb mod menneskeligt liv.
Underskriftindsamlingen 2013
I november 2013 kom ONE OF US, som det første ‘Borgerinitiativ’ nogensinde, i mål med næsten 1,9 millioner underskrifter!
Borgerinitiativet ONE OF US opfordrede EU til ved lov at anerkende det befrugtede æg som ”en af os” og indstille enhver finansiering af aktiviteter, der har med destruktion af menneskeligt liv at gøre, samt finansiel støtte til formål, der bl.a. fremmer abort i lande, hvor dette ikke er tilladt.
Dette blev udmøntet i en opfordring til EU-Kommissionen om at fremsætte et gennemarbejdet lovforslag, der skulle sikre, at livet beskyttes fra undfangelsen i al EU-lovgivning. Herefter skulle lovforslaget behandles i EU-parlamentet.
Kommissionen skyder ONE OF US ned
I april 2014 præsenterede folkene bag ONE OF US-initiativet den erklæring, som 1, 9 millioner borgere havde underskrevet, ved en høring for repræsentanter fra EU-kommissionen og EU-parlamentet.
Men EU-kommissionen afviste i et svar maj 2014 at gå videre med sagen og fastholdt derimod sin egen dagsorden, der bygger på en tro på, at stamcelleforskningen har et stort potentiale, og at adgang til sikre aborter er en naturlig del af kvinders seksuelle og reproduktive rettigheder. Et svar, som komiteen bag ONE OF US-initiativet indgav en klage over i august 2014.
ONE OF US – en sammenslutning
I september 2014 stiftede de 25 europæiske Pro Life-organisationer, der deltog i underskriftindsamlingen One of Us, en ny europæisk Pro Life-sammenslutning med samme navn.
På nationalt plan fortsætter de enkelte landes Pro Life arbejde ganske som hidtil. Men dette nye partnerskab giver mulighed for en mere velorganiseret, målrettet og styrket indsats i Europa med afsmittende effekt i de enkelte lande.
En ny fase med en styrket Pro Life profil i Europa er indledt.
Fejring af ti år som de ufødtes forsvarer i EU
I november 2024 samledes ONE OF US’ medlemsorganisationer til en festlig jubilæumsfejring i Paris. Retten til Liv var med. Båndet de mange organisationer imellem knyttes tættere.
En del organisationer arbejder kun med krisegraviditetscentre og omsorgsarbejde blandt unge mødre, andre samler unge om logisk og overbevisende forsvar for ufødtes lige ret til livet, mens andre igen arrangerer March For Life i større byer, er debatskabende og arbejder mere politisk. Opdelingen ses særligt i de lande, hvor pro life bevægelsen er stor og repræsenteret i mange lokale foreninger. Andre steder, som i Danmark, er vi få, der forsøger at nå det hele.
Derfor er det til stor inspiration at kunne samles til fest – men også at kunne mødes i hverdagen over zoom til inspiration og sparring.
Vi er ikke alene
Det er vigtigere end nogensinde, at europæere, der tror på alle menneskers ligeværd og lige ret til samfundets beskyttelse, står sammen. Presset for at indføre fri abort som en ret i EU bare vokser og vokser.
ONE OF US har påtage sig opgaven som de ufødtes vagthund i EU. Dette er Retten til Liv en del af.
I dag tæller sammenslutningen ONE OF US 50 medlemsorganisationer, der repræsenterer 19 EU-lande. Europa har en stærk pro life bevægelse, der værner om Europas sande værdier: Beskyttelse af liv og menneskelig værdighed samt kærlighed til den personlige og institutionelle frihed! Vi står ikke alene i kampen for de ufødte!
Læs mere: oneofus.eu
Læs om forskellige aktiviteter i One of Us
April 2025: Reaktion på borgerinitiativet: My Voice, My Choice:
- Pressemeddelelse fra ONE OF US
- Appel til EU-kommissionen fra Retten til Liv
- Samlet appel til Kommissionen fra ONE OF US medlemsorganisationer
April 2025: Generalforsamlingens erklæring vedrørende RETTEN TIL LIV for den ufødte
April 2024: Abort som basal rettighed i EU?
Marts 2022: Åbent brev til Emanuel Macron
Marts 2019: Afrika ønsker ikke vestens abortideologi
Februar 2017: Eksperter på tværs af Europa underskriver appel