Vi er ikke så meget anderledes
“Jeg tror ikke, at vi turnerpiger er meget anderledes end alle andre. I hvert fald ikke de turnerpiger, jeg kender. Udover, at man skal stikke sig hver dag og have nogle piller, når man nærmer sig pubertetsalderen, og måske kan se lidt anderledes ud, og ikke blive så høj som de fleste – ja, så tror jeg faktisk ikke, at der er noget specielt anderledes ved at være turnerpige. Sådan oplever jeg det i hvert fald ikke. Jeg kan gøre de ting, jeg gerne vil, og har det ret afslappet med at skulle have en sprøjte med, hvis jeg f.eks. er på ridelejr eller spejderlejr eller overnatter hos nogen. Jeg forsøger ikke at skjule det, alligevel er jeg da ikke sikker på om alle mine kammerater er klar over det – det ved jeg faktisk ikke. Jeg tænker ikke så meget over det, og derfor snakker jeg jo heller ikke så meget om det.”
Udviklingen behøver ikke at gå så stærkt
Christine er 14 år. Hun er født med det såkaldte turnersyndrom. Siden hun var 6 år har hun fået behandling med et væksthormon. På den måde vokser hun mere end hun ville have gjort uden. Hun er i dag godt 155 cm høj. Lidt under middel i hendes klasse. Men hun bli´r sandsynligvis ikke ret meget højere.
“De fleste fra min klasse er ved at vokse mig over hovedet. Det er ikke noget problem for mig, men det kan det jo godt være for nogle. Min udvikling går heller ikke i samme tempo som deres. Det kan godt mærkes nu, hvor vi er kommet i puberteten. De fleste piger i min klasse går vildt højt op i drenge – det gider jeg slet ikke. Jeg elsker heste, og det er det, der interesserer mig. På det punkt er jeg nok anderledes end de andre i klassen. Måske ændrer det sig, når jeg begynder på kønshormonbehandling. Det gør man for at få gang i menstruationen og den kvindelige udvikling i det hele taget. Så der er måske en chance for, at jeg begynder at interesserer mig for drenge og sådan… men det er altså ikke noget, der behøver at gå særlig stærkt.”
Forældre bliver skræmt
Det er muligt at konstatere turnersyndromet hos et barn allerede meget tidligt i fosterudviklingen. De der får at vide de venter et barn med turnersyndrom, vælger næsten alle en abort frem for at føde barnet. Det er ikke et forhold, Christine kender så meget til, og har tænkt noget særligt over.
“Hvis jeg skal prøve at sætte mig i de forældres situation, så kan jeg forestille mig, at de vælger abort, fordi de bliver skræmt over at høre, at deres barn ikke er et normalt barn. Jeg tror ikke, der er så mange, der ved, hvad det vil sige at have turnersyndrom. Jeg ved ikke, hvad de får at vide, men jeg kunne forestille mig, at det ikke er så meget, og sandsynligvis får de kun alt det værste at vide. De forestiller sig vel, at de ikke kan klare det. Jeg ved ikke, hvad mine forældre tænkte, da de fik at vide, at jeg var sådan en. De vidste ikke noget om det inden, jeg var født, men fik det vist at vide ret hurtigt efter. De har aldrig fortalt mig, hvad de tænkte. Jeg tror ikke mine forældre har haft det vanskeligt med det. I de første år deltog de en del i turnerforeningens arrangementer, men det gør de ikke mere.. Der kan man jo ellers få en del hjælp og støtte. Nu er jeg også ret heldig, for jeg kender da nogle piger, man kan se det mere på. En veninde, jeg har fået gennem turnerforeningen, har fået fjernet nogle store halsvinger på siden af halsen. Det har jeg ikke haft noget af. Jeg er også høj i forhold til de fleste turnerpiger. Det eneste min mor skal gøre, er at køre mig til Hillerød Sygehus en gang hver tredje måned. Der kontrollerer lægerne min vækst og udvikling, og styrer de doser, jeg skal have af væksthormoner m.m. Men man skal jo nok spørge mine forældre for at finde ud af, hvor meget de synes, det kræver. Jeg oplever det selv ret problemfrit, og tænker ikke så meget over, at jeg er turnerpige.”
Af Benna Hørlück, på baggrund af samtale mellem Christine og Kirsten Rosendahl
Udgivet i elevhæftet: Når livet begynder, 1999/2007