En international bevægelse
Det kan lyde som noget af en selvmodsigelse, at visse feministiske grupper skulle betegne sig selv som ”Pro-Life” dvs. som modstandere af fri abort. Ikke desto mindre findes der på verdensplan adskillige sådanne feministiske Pro-Life-bevægelser, der anser abort som et voldeligt overgreb på såvel mor som barn. I forhold til mere traditionelle feministiske bevægelser tillægges altså ikke bare kvinden, men også det ufødte barn nogle grundlæggende menneskerettigheder. I dét perspektiv ses den fri abort som en faktor, der har skadet kvinderne.
Pro-Life-feministerne kan ikke – udover hævdelsen af kvindens og det ufødte barns rettigheder – beskrives som en homogen gruppe, og dens tilhængerne findes globalt blandt både religiøse og ikke-religiøse. Den mest profilerede af disse Pro Life-grupper er den internationale organisation Feminists For Life, der blev grundlagt i USA i 1972 af de medlemmer, der blev ekskluderet af NOW (National Organization for Women) pga. deres forkastelse af abort.
De første feministerne og abort
De feministiske bevægelser betragtede i 1800-tallet abort som socialt betinget, og man anså kvinden som tvunget ud i abort, fordi hun var økonomisk afhængig af manden. Særligt kvindesagsforkæmpere som Susan B. Anthony og Elisabeth Cady Stanton fordømte på den baggrund abort som en forbrydelse og et onde, som det mandsdominerede samfund havde påtvunget kvinden. (Læs mere: Feminismens historiske forsvar for ufødtes ligeret. )
Feministers argumenter imod abort
Pro-Life-feministernes ideologi bygger på et ikke-voldeligt værdigrundlag, der anerkender livets og barnets værdighed. Heroverfor ses aborten netop som et voldeligt overgreb, der hverken respekterer det ufødte barn eller livet som sådan. Kendetegnende for Pro-Life-Feminismen er, at den betragter abort som en forkastelse af et fundamentalt aspekt ved kvindeligheden, nemlig moderskabet, som tværtimod kræver særlig beskyttelse. Abort ses derfor som en nedvurdering af kvindens status som kvinde.
Bevægelsen forsøger at fremstille abort som en forældet løsning, der skal overflødiggøres, idet socialt dårligt stillede kvinder skal tilbydes økonomisk hjælp, og idet man finder adoptionsmuligheder for eksempelvis handicappede børn.
En Pro-Life-Feminist udtaler: ”Ved at opmuntre samfundet til betragte en kvindes barn som en ejendel, der kan smides væk, styrker aborten forestillingen om, at også kvinden selv er en ejendel, der kan smides væk, og hun ses på som et genanvendeligt sex-objekt.
Det er ikke nogen tilfældighed, at den største finansielle bidragsyder til sagen om retten til fri abort er Playboy Foundation. Når alle kvinder har adgang til fri abort er mandens ansvar for graviditeten blevet fjernet” (Cecilia Voss Koch). En anden Pro-Life-Feminist, Susan Maronek, udtaler: ”Der ligger en mærkelig ironi i, at Pro-Choise-Feminister (aborttilhængere) tilslutter sig abort og definerer den som en fundamental kvindelig rettighed i stedet for at betragte den som en fundamental og ødelæggende udnyttelse”.
Artikel ved cand. mag. Anders Sune Hansen. Bragt i Retten til Livs blad LIV oktober 2010