Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Hvis loven om fri abort blev afskaffet igen…

Kun få mennesker taler med begejstring om abort. Den mest udbredte holdning er, at abort er trist og noget, man skal undgå. Mange siger, når talen falder på emnet, at de aldrig selv kunne finde på at få foretaget en abort, for det er jo at slå et barn ihjel. Alligevel støtter langt de fleste den fri abort, og begrundelsen er altid den samme: Blev fri abort afskaffet, ville kvinderne igen være henvist til kvaksalvere, køkkenborde og strikkepinde med fare for liv og lemmer.

Men er det nødvendigvis sådan, det vil gå? Har dette skrækscenarie overhovedet noget med virkeligheden at gøre, eller er det bare noget, der er blevet gentaget igen og igen med det resultat, at man er holdt helt op med at forholde sig til, hvordan et samfund uden abort rent faktisk kunne se ud?

Fik vi fri abort, fordi de illegale aborter var farlige?

Det er givet, at der er kvinder i Danmark, der har fået foretaget illegale aborter under rystende forhold. Alle har hørt eller læst disse voldsomme beretninger. Men hvor frygtelige de end er, så er det misvisende at lade denne gruppe kvinder tegne hele billedet. Alt tyder nemlig på, at disse historier hører til undtagelserne.
De illegale aborters farlighed er blevet belyst løbende siden 30’erne af læger, der har arbejdet med området. Det har kunnet lade sig gøre, fordi de kvinder, der har haft komplikationer i forbindelse med aborter – det være sig legale, spontane eller illegale aborter – er blevet hospitalsindlagt og dermed registreret. Med forskellige omregningsmodeller og inddragelse af det danske register over dødsårsager har man kunnet lave et skøn over omfanget af illegale aborter og deres farlighed. Sådanne beregninger er lavet både i 30’erne, i 50’erne og i slutningen af 60’erne, og hver gang er man – lidt undrende – kommet frem til den konklusion, at de illegale aborter, selv med de mest pessimistiske skøn, ikke var farligere end de legale.

Antallet af illegale aborter

Beregningerne gør samtidig op med de meget luftige forestillinger om, hvor mange illegale aborter der faktisk var. Hvor man i abortdebatten gennem tiden har jongleret med tal på både tyve, tredive og halvtreds tusind årligt, konkluderer de faktiske beregninger noget helt andet. Man skønner, at antallet af illegale aborter har ligget på omkring tre tusind årligt frem til 1940, hvorefter det er steget til omkring ti tusind frem til 1950. Herefter er antallet igen faldet støt til et niveau på omkring et par tusind årligt frem mod 1970.
Lægger man det skønnede antal af illegale aborter sammen med antallet af legale aborter, vil man i løbet af 40’erne se en stigning fra tre til tolv tusind aborter årligt – et niveau, som det samlede aborttal holder sig nogenlunde på frem til indførelsen af den fri abort i 1973.
Stigningen i 40’erne falder sammen med udviklingen af mere sikre abortteknikker på både det illegale marked og på hospitalerne, men den falder også sammen med en øget vækst i samfundet og en generel forbedring af den økonomiske situation. Dette tegner et lidt andet billede af den abortsøgende kvinde, og den risiko hun var villig til at løbe, end det man normalt præsenteres for.
Af en eller anden grund er disse beregninger aldrig blevet offentlig ejendom, og kvaksalver-myten har helt frem til i dag tjent som begrundelse for den fri abort. Men den holder ikke. Vi fik ikke fri abort i Danmark, fordi de illegale aborter udgjorde et alvorligt helbredsproblem. Abort er et politisk, ideologisk projekt!

Ville vi få strikkepindene tilbage?

Derfor kan man heller ikke bruge frygten for kvaksalvere, køkkenborde og strikkepinde som begrundelse for at opretholde abortloven.
I en globaliseret verden, med fri bevægelighed over grænser og med en omfattende internethandel vil der altid være ‘sikre’ provokerede aborter til salg. Det ville selvfølgelig ikke være helt så ukompliceret som at konsultere det lokale sygehus, men det ville ikke udgøre et helbredsproblem.
Men kan man så overhovedet opnå noget ved at forbyde abort? Ja, det tror jeg faktisk godt, man kan. For lov skaber adfærd. Da den fri abort blev indført i 1973, steg antallet af provokerede aborter til over det dobbelte. Mange har påstået, at denne fordobling alene var et udtryk for, at de illegale aborter blev synlige, men det er der, som tidligere nævnt, intet som helst fagligt belæg for. Abortloven skabte en ny adfærd. Da fortrydelsespillen for fem år siden blev frigivet i håndkøb med det formål at forhindre uønskede graviditeter på grund af ubeskyttet sex, skete noget tilsvarende. Salget steg så hurtigt og voldsomt, at det kun kan tolkes som en øget risikovillighed hos de – primært unge – kvinder, pillen var målrettet til. Indgreb skaber adfærd.
Det samme gælder den anden vej. Jeg tror, at en afskaffelse af abortloven ville få en markant betydning for det enkelte menneskes syn på sig selv og sin evne til at sætte børn i verden.

Polen har gjort det!

Men faktisk behøver vi ikke forholde os hypotetisk til en sådan situation. Vore polske naboer har gået et stykke af vejen! Efter 40 år med fri abort gennemførte man ved systemskiftet i 1993 en kraftig begrænsning i adgangen til provokeret abort. Trods voldsomme protester fra aborttilhængere og advarsler om katastrofale følger for de polske kvinder er de målbare fakta, at der på ti år kun er registreret et enkelt dødsfald, der kan henføres til en illegal abort, at spædbarnsdødeligheden og antallet af spontane aborter er faldet, at den generelle dødelighed i relation til graviditet og fødsel er faldet, at antallet af teenagergraviditeter er faldet, og at antallet af spædbørnsdrab er faldet. Lov skaber adfærd.

Hvad skal der til for at få samfundet til at ændre holdning?

Det menneskesyn, abortloven repræsenterer, er vokset frem af en uhellig alliance mellem et kassetænkende samfund og det moderne menneskes ønske om at forme sit eget liv med så få begrænsninger som muligt. I et sådant politisk, ideologisk projekt reduceres det ufødte barn til en tom skal, der kan fyldes med muligheder eller kasseres alt efter situation og behov. Sagen er bare, at dette menneskesyn ikke holder i mødet med virkeligheden.
Mange kvinder beskriver deres overvejelser for eller imod abort som en kamp mellem fornuften og følelserne. Fornuften lytter til omgivelsernes forventninger og forsøger at leve op til konventionerne for ‘et godt liv’. Følelserne lytter til moderhjertet, der gerne vil beskytte sit barn på trods af alle vanskeligheder. Fornuften kalder moderhjertet for egoistisk og vifter med ‘den fri abort’. Følelserne taber alt for ofte kampen mod fornuften.
Vores chance for at ændre samfundets holdning til abort er at tale solidarisk til moderhjertet. Ved at anerkende ethvert barns ret til livet stiller vi os ubetinget på moderhjertets side. De problemer, fornuften peger på, kan der jo gøres noget ved politisk, økonomisk, menneskeligt, hvis man har viljen. Men et moderhjerte, der taber kampen, er utrøsteligt. Det må der være flere end os, der kan se.

Vi må aldrig give op!

Af Kerstin Hoffmann, cand. med.

Artiklen er udgivet i Retten til Livs blad LIV, november 2008

Læs også: De illegale aborter – et kompetent alternativ eller russisk roulette?
af Lau Sander Esbensen, Bibliotek for Læger marts 2000