Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Interview med læge Anne Nordahl Broen, Norge

Et underbelyst emne

Følelsesmæssige traumer efter en abort har lige siden den fri aborts indførelse været et fortrængt og underbelyst emne ikke bare i den officielle debat, men også blandt fagfolk. Mange aborttilhængere har i tidens løb direkte afvist, at der overhovedet fandtes et problem her.

Således udtrykte psykolog Anette Jacobsen i en oplysningspjece fra Komiteen for Sundhedsoplysning i begyndelsen af 80’erne: ”Der har tidligere været en udbredt forestilling om, at kvinder, der fik fremkaldt en abort, fik det psykisk dårligt (følte skyld og sorg) i en længere periode efter aborten. Efter ti år med fri abort ved vi, det er en myte.”

I de senere år er der imidlertid foretaget flere undersøgelser, der dokumenterer, at problemet i høj grad er reelt. I foråret 2004 blev en ny norsk undersøgelse offentliggjort*. Vi har stillet forfatteren bag undersøgelsen, læge Anne Nordal Broen, nogle spørgsmål:

Hvad var din motivation for at gå i gang med projektet?

Jeg havde en interesse for temaet helt fra den tid, da jeg studerede medicin i Oslo i 1970’erne. På den tid var der megen debat i det norske samfund, om der skulle være en lov om selvbestemt abort eller ej. (Loven blev vedtaget i 1978. Red.). Senere har jeg selv oplevet at få en spontan abort, og flere af mine veninder har haft en spontan eller provokeret abort. Dermed blev dette område endnu mere aktualiseret. Jeg syntes, der var for lidt forskning og viden om disse livs-hændelser, som så mange kvinder oplever.

Hvordan forløb processen omkring afdækning af området?

Jeg oplevede en del vanskeligheder i starten i forhold til at få et samarbejde i gang med personalet på en gynækologisk afdeling og i forhold til at få bevilliget penge (stipendium) til at foretage forskningen. Men efterhånden gik arbejdet godt, og de kvinder, som var med i undersøgelsen, stillede op gang på gang til interviews. Jeg har mødt skepsis fra kolleger og andre, men har også fået mange positive reaktioner på, at jeg har forsket i dette tema – om psykiske eftervirkninger efter spontan og provokeret abort.

Hvad blev – kort fortalt – konklusionen på din forskning?

Kvinderne med spontan abort er dem, som har det vanskeligst de første uger efter en abort. De har mange psykiske traumereaktioner, angst, depression og svære følelser. Ikke desto mindre går deres plager relativt hurtigt over; efter 6 måneder er det værste over, og de er stort set tilbage ved det ”normale”. Kvinder med provokeret abort har det derimod ikke så vanskeligt kort tid efter aborten, men for nogen af dem hænger de psykiske vanskeligheder længe ved. Ca. 20 % af disse kvinder er to og fem år senere fortsat plaget i hverdagen pga. aborten, mest i form af, at de ikke orker at tænke på, snakke om eller føle noget i forbindelse med aborten. De prøver at fortrænge minderne, og dette kan være med til at give dem dårligere livskvalitet med angst og negative følelser som sorg og skyld. Alligevel føler de ofte en lettelse over, at aborten blev foretaget, så de har blandede følelser i forhold til det. Jeg fandt også frem til, at kvinder, som følte sig presset af andre, især af barnets far, havde øget risiko for at få det vanskeligt efter aborten. Ligeledes dem, som i forvejen havde et dårligt psykisk helbred, dem som havde været meget i tvivl om at vælge abort og dem, som egentlig var skeptiske i forhold til selvbestemt abort.

Kan der være grund til at tro, at resultatet havde set anderledes ud i Danmark?

Nej, det kan jeg ikke se nogen grund til. De kulturelle forhold og samfundsforholdene er jo temmelig ens i Norge og Danmark.

*Læs undersøgelsen: The course of mental health after miscarriage and induced abortion: a longitudinal, five-year follow-up study

Af Ellen Højlund Wibe