Kampen for livet i abort og eutanasi
Af Jonathan Haahr Oehlenschläger, stud.theol.
2023, 50-året for indførelsen af fri abort i Danmark, har virkeligt budt på en optænding af to af de mest afgørende etiske debatter herhjemme: abort og eutanasi (aktiv dødshjælp). WHO’s anbefalinger om, at abort skal være sikret lige til fødslen samt den amerikanske højesterets ophævelse af Roe v. Wade fra 2022 havde allerede sat gang i den danske debat om abort og særligt en mulig udvidelse af abortgrænsen, og med statsministerens folkemødetale i juni 2023 faciliteredes også debatten om eutanasi. Det Etiske Råds udtalelser fra efteråret 2023 om begge emner har været med til at forstærke debatterne yderligere, og det ser ud til at fortsætte, senest med Lægeforeningens udmelding om, at de også ønsker en udvidelse af abortgrænsen samt Ebbe Preislers drab på sin hustru i julen.
Pity-argumentets rolle
Selvom det er to forskellige debatter, mener jeg dog, at de på mange punkter er båret af de samme argumenter og samme menneskesyn. Særligt tydeligt bliver det i appellen til det, man ofte i engelsksprogede pro-life-organisationer kalder pity-argumentet, medlidenhedsargumentet. Eller ’at slå ihjel for at lindre’.
Pity-argumentet går ud på, at en eller anden omstændighed gør, at den menneskelige livskvalitet bliver så forringet, at det er okay at slå ihjel. I eutanasispørgsmålet kender vi det i begreberne værdigt liv og værdig død med argumentet om, at noget lidelse bliver så ubærligt at bære, eller at mennesket i kraft af sygdom bliver i stand til så lidt, at livet ikke længere er værdigt at leve. I abortspørgsmålet blandt andet i udsagnene om, at et uønsket barn ikke skal sættes i verden, at børn ikke skal vokse op i fattigdom, eller at et barn med sygdom eller handicap vil komme til at lide for meget eller være en for stor byrde for forældrene. Fælles er det, at der fra menneskers side, med en appel til en eller anden omstændighed, foretages en vurdering af, hvornår menneskelivet er værd at leve, og hvornår det ikke er – enten det så er ens eget eller andres liv.
Selvom der selvfølgelig også findes andre argumenter for både abort og eutanasi, virker det derfor også umiddelbart inkonsekvent, at Etisk Råd i sine to nye udtalelser på den ene side advarer mod en legalisering af eutanasi og på den anden side støtter en udvidelse af abortgrænsen til 18. uge. Fra udtalelsen om eutanasi fremgår det, at i hvert fald nogen medlemmers argument mod eutanasi er, at det risikerer ”at true princippet om, at vi har samme krav på respekt og værdighed uafhængigt af, hvor meget vi lider, og hvor høj livskvaliteten vurderes til at være”. Endvidere lyder det, at hvis ”vi tilbyder dødshjælp, så siges det, direkte eller indirekte, at nogle liv ikke er værd at leve” *. Amen til det. Men man kunne spørge, om det samme ikke kunne siges i abortspørgsmålet, om vi ikke ved netop at tilbyde abort, direkte eller indirekte, siger, at nogle liv ikke er værd at leve?
Menneskesynets rolle
At der er en tæt sammenhæng mellem abort og eutanasi, pegede allerede den evangelikale teolog og filosof Francis Schaeffer på i flere værker op gennem 1970’erne og start-1980’erne. Schaeffer var dybt optaget af den måde, ideer og ideologi påvirker vores handlinger, og han mente, at abort- og eutanasispørgsmål dybest set var et menneskesynsspørgsmål.
I 1972 udgav han bogen ’Back to Freedom and Dignity’ (red. 1982), hvor han påpeger den svækkelse af menneskesynet, som han mener, er sket i hans generation og, nærmest profetisk, skriver, at ligesom abort er blevet tilladt, vil også eutanasi blive det**. Ifølge Schaeffer giver det kristne menneskesyn nemlig et fundament og argument for, at menneskets værdi er intrinsisk funderet (dvs. iboende, red.), og i takt med at dét menneskesyn nedvurderes, nedvurderes følgelig også menneskets ukrænkelige værdi, hvorfor abort og eutanasi bliver tænkeligt.
Udover at fundere menneskelivets værdi intrinsisk, som Schaeffer så stærkt påpeger, bidrager det kristne menneskesyn også med i hvert fald et andet vægtigt element i eutanasi- og abortspørgsmålet: det hævder, at menneskelivet er en gave, og at mennesket derfor ikke er livets herre, men modtager.
Min oplevelse er, at der i rigtigt mange argumenter for eutanasi og abort – også i det føromtalte pity-argument – er en eller anden skjult antagelse om, at det går den anden vej rundt: at mennesket har ret til selv at bestemme, hvordan menneskelivet skal være og udforme sig. Og derfor også har ret til at tage menneskeliv, når vi ikke oplever dem som meningsfyldte eller værdige at leve.
C. S. Lewis opstiller i ’Abolition of Man’ fra 1943 et scenarie, hvor mennesket, i takt med stigende genetisk og teknisk kundskab, vil opfatte sig selv mere og mere som en livets herre, der kan manipulere og forme livet, som man selv ønsker det, uden hensyn til nogen som helst moral. Lewis kommer ikke eksplicit ind på hverken abort eller eutanasi, og det er ikke sikkert, at vi ender i et helt så dystopisk scenarie, som han forestillede sig, men jeg mener, at tankesættet om, at det er menneskets ret at bestemme, hvordan livet skal være, et bærende i mange af udsagnene omkring både eutanasi og abort.
Vores opgave
Som vist er eutanasi- og abortspørgsmålet enormt tæt forbundne, og følgelig må pro-lifere også være i klar modstand til både eutanasi og abort. Hvordan gør vi så det? Vi kan for eksempel pege på de mange historier fra virkeligheden, hvor mennesker har oplevet det som meningsfyldt og værdigt at leve på trods af en uforudset omstændighed, der måske indebar nedsat livsudfoldelsesmulighed. Rigtigt mange udformninger af pity-argumentet er konkrete historier med mennesker, der har oplevet en omstændighed i deres liv som ubærlig. Måske skal de beretninger suppleres, fx med historien i dette nummer af LIV, hvor Benny fortæller om det meningsfulde i at have et barn med handicap.
Vi kan også bruge mere logiske argumenter, for eksempel det man på engelsk kalder trot out a toddler. Argumentet er særligt stærkt mod abortversionerne af pity-argumentet og går ud på at erstatte fosteret med et barn. De kunne fx lyde: ”Hvis det var et barn og ikke et foster, der havde dette handicap, ville det så være okay at slå det ihjel?” eller: ”Hvis det var et barn og ikke et foster, der voksede op hos en enlig mor, der havde svært ved at få det til at løbe rundt, ville det så være okay at slå det ihjel?”, og vil i de fleste menneskers ører selvfølgelig resultere i et nej.
Og endelig må vi både praktisere og videregive det kristne menneskesyn, enten vi så funderer det i eksplicit kristen tro eller ej. Et menneskesyn, der insisterer på, at mennesket har en iboende værdi, blot ved at være til, og at vi derfor ikke må slå ihjel. Et menneskesyn, der insisterer på, at menneskelivet er en gave, som mennesket modtager, hvorfor vi ikke kan gøre os til herre over, hvordan det skal udforme sig, og hvornår det er værdigt at leve.
*Etisk Råds udtalelse, s.7-8
** Francis A. Schaeffer, Back to Freedom and Dignity i Francis A. Schaeffer, The Complete Works of Francis A. Schaeffer, (Westchester, IL, Crossway, 1982), 1, s. 367.
Bragt i Retten til Livs blad LIV februar 2024