Svar:
Livet starter ved befrugtningen. Her dannes den genetiske kombination, der gør et menneske til den, han eller hun er. Ingen andre i verden, (hvis man da ikke er enægget tvilling) har samme genkombination, og man bliver til sin død ved med at “trækkes med” disse gener – stærke såvel som mindre stærke.
Ikke bare genetisk, men også biologisk er der en afgørende forskel på ‘før’ og ‘efter’ befrugtningen. Sammensmeltningen af æg- og sædcelle forvandler to skrøbelige halv-celler til et kraftcenter, der sætter en eksplosion af vækst i gang! Efter bare 3 uger begynder det lille hjerte at slå, og på bare 8 uger, dvs. flere uger før grænsen for fri abort, er det befrugtede æg blevet forvandlet til et 3 cm langt foster med lemmer og organer magen til dem, vi alle har. Efter dette tidspunkt dannes der ikke mere nyt – resten af tiden går med at vokse og modnes – og det bliver man så ved med, indtil man er 18 – 20 år!
Derfor er der ikke noget andet tidspunkt, der giver mening som grænse for livets begyndelse, end befrugtningen!