Påstand:
“Kvinden har ret over sin egen krop!”
Svar:
Retten over egen krop er en essentiel menneskeret. Fx er det vores eget valg, om vi vil opereres, når vi er syge. Vores krop er helt igennem vores egen, og vi råder selv over den.
Af netop denne grund mener nogen, at abort skal være lovligt. Et foster befinder sig inde i et andet menneskes krop, og det pågældende menneske kan derfor frit bestemme, om hun vil fortsætte graviditeten eller afbryde den – med døden til følge for fosteret.
Modsat mange andre argumenter for abort forholder dette sig ikke til fosterets værdi eller status. Selv hvis fosteret er et fuldt og helt menneske, kan vi ikke fratage kvinder retten over egen krop ved at tvinge dem til at gennemføre en graviditet.
Argumentet lyder sådan: En kvinde kan ikke forpligtiges til at ”lægge krop” til et andet menneske. Hun har ret til at fratage fosteret brugen af sin krop. Dette vil føre til, at fosteret dør, men det er ikke kvindens ansvar, for hverken fosteret eller nogen andre mennesker har krav på at bruge hendes krop til at overleve. Det lyder umiddelbart meget fornuftigt – om end også meget kynisk.
Et uhyggeligt perspektiv i sin konsekvens
Denne holdning indebærer dog, at abort skal være lovligt i hele graviditeten og uden behov for yderligere begrundelse. Kvindens krop er jo hendes egen, uanset om fosteret er 8 uger eller 39 uger. Men dette er en ret ekstrem position, som de færreste nok vil stå ved. Det er dog den direkte konsekvens af argumentet, og hvis din modpart stejler ved tanken om lovlige aborter af 8-9 måneder gamle fostre, så kunne det måske tyde på, at de alligevel ikke mener, at kvindens ret til egen krop er den afgørende faktor – snarere har det med det tidlige fosters (manglende) værdi at gøre. Det er vigtigt således at få afklaret, om det i virkeligheden er fosterets værdi, I er uenige om, da det i så fald naturligvis er det, der først og fremmest bør være samtalens fokus og ikke kvindens ret til egen krop.
Et spørgsmål om ansvar
Holder din modpart derimod fast i, at kvinden, selv hvis fosteret har fuld menneskelig værdi, stadig kan nægte det brugen af sin krop, ja, så handler det om at bevise, at kvinden rent faktisk har et ansvar for fosteret inde i hende, og at hendes ret til egen krop trumfes af fosterets ret til livet.
I alle tilfælde, undtagen ved voldtægt, gælder det, at kvinden frivilligt deltog i en aktivitet, som muligvis kunne føre til, at et lille menneske ville blive til inde i hende og være afhængig af hendes krop i 9 måneder. Selv hvis hun brugte beskyttelse, var der en risiko. Hun (sammen med faren) er altså ansvarlig for det lille liv, der nu afhænger af hende. Hvis du går ud i din have og spiller bold, og bolden så smadrer naboens rude, så er det også dit ansvar at betale for skaden, selvom det ikke var din intention at smadre ruden, og også selvom du tog nok så mange forholdsregler for at undgå det. Du kan ikke bare sige: Jamen jeg gav kun mit samtykke til at spille bold, ikke til at smadre ruden, derfor er det ikke mit ansvar.
Barnets værge
Og hvad så hvis der er tale om voldtægt? Her er kvinden 100 % uskyldig i tilblivelsen af det nye menneske. Alligevel er det hende og ikke voldtægtsforbryderen, der skal lægge krop til. Er det rimeligt? Nej, der er intet rimeligt ved det! Alligevel mener jeg, hun står med et ansvar for barnet. Og hvorfor så det? Jo, fordi uanset hvor uretfærdige omstændigheder, der har ført til det, så er hun midlertidigt den eneste, der kan holde dette barn i live. Hun er blevet en slags værge for barnet, som blot har brug for næring og et beskyttet miljø i hendes livmoder, indtil det er gammelt nok til evt. at kunne overgives til andre.
Hun står i en situation, hvor hun ved at nægte fosteret adgang til sin krop bliver nødt til aktivt at slå det ihjel. Fosteret er ikke sygt eller døende. Det er præcis der, hvor det helt naturligt skal være på det stadie af sit liv. Derfor kan abort heller ikke sammenlignes med fx at nægte at donere sin nyre til en døende patient. Situationen kan måske nærmere sammenlignes med en presset, måske traumatiseret mor med fødselsdepression, som pludselig nægter at amme sit barn, så det dør af sult. Det er ikke svært at forestille sig en situation, hvor de er afskåret fra omverdenen og modermælkserstatning ikke er tilgængeligt. I den situation er barnet også afhængig af moderens krop for overlevelse. Og hvor meget sympati med eller forståelse for moderen vi end må have, så vil de fleste være enige om, at det er forkert af hende at handle på den måde.
I sidste ende er spørgsmålet, om retten til egen krop er suveræn, eller om der er undtagelser, hvor ansvaret for vores medmennesker vejer tungere. Som mor og som menneske er jeg ikke selv i tvivl.
Af Agnete Maltha Winther, karakteranimator og hjemmegående
Bragt i Retten til Livs blad LIV oktober 2017