Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Bibelen og mit ufødte medmenneske

Hvad er det, der tvinger mig som kristen til at forsvare de ufødtes ret til at leve? Denne tekst er en kort introduktion til Bibelens budskab om mit ufødte medmenneskes enestående værdi.

Bibelen lærer, at mennesket har en iboende værdighed – en værdi man ikke skal fortjene sig til ved at kunne noget, men som man har alene af den grund, at man er et menneske. En værdighed man har helt fra befrugtningen.

En sådan værdighed kan man ikke tage selv – den kan kun gives udefra. Til gengæld er der heller ingen, der kan tage denne værdighed fra et andet menneske. Det er derfor vi må forsvare vort ufødte medmenneske mod abort!

Skabt og elsket af Gud

Mennesket er ikke et produkt af tilfældig udvikling i et upersonligt univers. Allerede på Bibelens første blad rammes det enkelte menneske ind af sin skaber:

”Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.” (1 Mos 1,27).

Denne korte tekst har fire vigtige pointer om Guds forhold til mit ufødte medmenneske.

1: Mit ufødte medmenneske er skabt og villet af Gud.

Der er en skabervilje bag din og min indtræden i denne verden. Det gælder også mit lille ufødte medmenneske. Guds medvirken ved det enkelte menneskes skabelse og liv uddybes flere steder i Bibelen.

” Det var dig, der dannede mine nyrer, du flettede mig sammen i min mors liv. Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt, underfulde er dine gerninger, jeg ved det fuldt ud! Mine knogler var ikke skjult for dig, da jeg blev formet i det skjulte, blev vævet i jordens dyb. Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje; alle dagene stod skrevet i din bog, de var formet, før en eneste af dem var kommet. Hvor er dine tanker dyrebare for mig, hvor stor er dog summen af dem, Gud! Tæller jeg dem, er de flere end sandet, bliver jeg færdig, er jeg stadig hos dig.” (Sl 139,13-18)

“Dine hænder dannede og skabte mig, og nu skifter du sind og tilintetgør mig! Husk, at du formede mig som ler, og nu gør du mig til jord igen.” (Job 10,8-9)

”Men nu har Herren talt, han som har dannet mig fra moders liv …” (Es 49,5)

“Herrens ord kom til mig: ‘Før jeg dannede dig i moders liv, kendte jeg dig, før du kom ud af moders skød, helligede jeg dig; jeg gjorde dig til profet for folkene.'” (Jer 1,4)

2: Mit ufødte medmenneske er skabt i Guds billede

At være skabt i Guds billede gør mennesket til noget særligt. I mit ufødte medmenneske møder jeg Gud.

Den norske præst Børre Knudsen har sagt det så præcist (En præst og en plage):

”Gud ligner ingenting. Han har kun ét billede, og det er Menneskesønnen. Vi bærer hans billede. I mennesket møder du Gud. At slå et andet menneske er egentlig en majestætsfornærmelse. At dræbe et ufødt menneskebarn er mere end en fornærmelse. Det er det samme som at forkynde, at Gud er død. Fosteret er selve duften af Gud. Gud og fosteret aborteres i samme operation”. (Børre Knudsen).

Det er derfor vi ikke må tage de ufødtes liv – disse små er Guds billede.
I Salme 8 understreges menneskets værdighed yderligere:

”Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det? Du har gjort det kun lidt ringere end Gud, med herlighed og ære har du kronet det.” (Salme 8,4-6).

3: Det hele begynder ved undfangelsen

Om skabelsen står der, ’… som mand og kvinde skabte han dem’. At være menneske er altså at have et køn – være mand eller kvinde. Og i det seneste århundrede, fik man endelig bekræftet, at det netop er i undfangelsen det afgøres, om man er en pige eller en dreng. Det er i undfangelsen, at mennesket bliver til – manden eller kvinden.

Også Guds eget liv på jorden startede ved en undfangelse, og det er en begivenhed, Bibelen har beskrevet i detaljer i Lukasevangeliet (Luk 1,26-38).

”Helligånden skal komme over dig og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn.” (Luk 1,35)

Sådan beskriver englen Gabriel begivenhederne for Maria. Josef får lidt senere samme besked i en drøm:

”Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru; for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden”. (Mat 1,20)

At Kristus blev ’undfanget ved Helligånden’ har den kristne kirke bekendt hver søndag siden oldtiden. Og det er ikke uden grund, at denne detalje er med, for dermed fjernes enhver tvivl om, hvornår et menneskes liv begynder. Med sit liv som foster har Kristus helliget ethvert menneskes liv fra undfangelsens øjeblik – også vores lille ufødte medmenneskes liv!

4: Elsket – og skabt til at elske

Den sidste vigtige grund til at kæmpe for min ufødte næste er, at Bibelen lærer, at hun/han er skabt af en Guddom, der elsker! Vort ufødte medmenneske er elsket af Gud og nedlagt i hende/ham er evnen til og længslen efter at elske Gud tilbage. Dette er en konsekvens af, at være skabt i Guds billede – at bære evnen til at elske.

Johannes skriver:

”Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud … Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham … Vi elsker, fordi han elskede os først.” (1 Joh 4,7,17,19).

Hele Guds formål med at skabe er, at Han ønsker at blive elsket igen. Og at dette at kende Gud ikke har med alder og størrelse at gøre, gør evangelisten Lukas opmærksom på med sin lille fine beretning om Maria, der få dage efter undfangelsen rejser til sin kusine, Elisabeth, der i sin høje alder er gravid med sønnen Johannes. Lukas fortæller:

“Da Elisabeth hørte Marias hilsen, sprang barnet i hendes liv, og hun blev fyldt af Helligånden” (Luk 1,39-45).

Johannes, som på dette tidspunkt måske har været i uge 24, mærker, at han er i Guds nærhed og springer af fryd, på den snævre plads. Hans netop undfangne slægtning, Jesus Kristus, Guds søn, var kommet på besøg. Omfanget af dette er overvældende.

Gud har skabt enhver af os, fordi han elsker os og længes efter at have fællesskab med os. ’For før verden blev grundlagt, har Gud i ham [Kristus] udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed’, skriver Paulus (Ef 1,4). Dette gælder også mit lille ufødte medmenneske!

Kampen for mit ufødte menneske er kampen for evangeliet

Derfor er det også en misforståelse, at skille kampen mod abort fra kampen for evangeliets udbredelse. Man hører nogle gange argumentet, at vi som kristne ikke skal tale så meget om alt det vi er imod (f.eks. fri abort) men i stedet skal tale om det vi er for – altså Guds kærlighed til ethvert menneske. Men disse to kan ikke skilles ad. Det er to sider af samme mønt. Tror vi åbenbaringen, at Gud er kærlighed, og at Hans kærlighed rækkes til alle mennesker, så tvinger det os til at kæmpe for hans elskede barn – mit lille medmenneske. Den værdighed man tager fra mit ufødte medmenneske tager man fra hele menneskeheden.

Den tyske teolog Helmut Thielicke siger det ret præcist:

”Menneskets storhed bygger ene og alene på den kendsgerning, at Gud i sin ufattelige godhed har gjort det til genstand for sin kærlighed. Gud elsker os ikke, fordi vi er værdifulde, vi er værdifulde, fordi Gud elsker os.”

Det er derfor vi ikke må slå ihjel før eller efter fødslen, stjæle, lyve, bedrage, hovmode os eller noget som helst andet, der gør vor næste fortræd – for min næste er elsket af Gud! Så enkelt er det.

Kerstin Hoffmann, kommunikationssekretær, januar 2018