Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Alle har ret til at råde over egen krop

Alle har ret til at råde over deres egen krop, men den ret er ikke grænseløs. Ingen har ret til at gøre hvad som helst med sin egen krop. Jeg har ikke ret til at svinge med næven hvor som helst (f.eks. der hvor din hage befinder sig). Retten over ens egen krop begrænses altså af andres rettigheder.

Donation af nyre og ’donation af livmoren’ til barnet – er der en forskel?

Problemet med en uønsket graviditet er, at fosteret befinder sig inde i kvindens krop. Spørgsmålet er altså, hvor tungtvejende fostrets ret over sin krop er i forhold til kvindens ret over sin. En parallel, som abortfortaleren kan bruge for at tydeliggøre sit argument, er retten til at afstå fra f.eks. at donere en nyre.”Ingen kan uden videre forpligtes til i ni måneder at koble sig på nogen andens biologiske liv. Kvindens livmoder kan her sammenlignes med en kuvøse, og et foster kan ikke kræve at få denne behandling. Kvinden kan stille “kuvøsen” til rådighed, hvis hun vil, men er ikke moralsk forpligtet til det”.
Essensen i dette argument ligger i følelsen af urimelighed i forhold til moralsk forpligtelse. Der er ingen, der behøver at donere sin nyre, hvis man ikke vil, selvom det medfører døden for nyrepatienten. Dette forringer ikke nyrepatientens menneskeværd. Tanken er i stedet, at det ikke er en del af et menneskes ret at kunne kræve en hvilken som helst medicinsk behanding. Behovet for en nyre er ikke det samme som at have ret til en nyre. Nyredonorens tilladelse er også nødvendig, og uden den har nyrepatienten ikke ret til nyren.

Der er forskel på ‘at lade dø’ og ‘at tage liv’

Holder denne sammenligning mellem donation af ens nyre og ’donation’ af ens livmor til fosteret? Jeg mener, at argumentet har mindst tre alvorlige svagheder. For det første findes der en moralsk relevant skelnen mellem den passive handling: at lade nogen dø (jf. eksemplet med nyrepatienten) og den aktive handling: at dræbe et foster. I det ene tilfælde dør personen af den allerede tilstedeværende sygdom, der gjorde at behovet for donation blev aktuelt. I det andet tilfælde dør fosteret pga. abortindgrebet. Den, der får foretaget aborten, er altså den direkte årsag til, at fosteret dræbes. I donationseksemplet er det den allerede tilstedeværende sygdom, der dræber. Dette er en moralsk relevant skelnen. Vi kan undertiden have ret til at afstå fra at hjælpe, men det giver os ikke ret til at slå ihjel. Retten over sin krop kan højst være retten til ikke at afgive sin nyre (eller sin livmoder), men den ret er ikke det samme som retten til at dræbe et andet menneske uanset dette menneskes størrelse og afhængighedsgrad.

Forældre er moralsk forpligtede overfor deres barn

For det andet ligger der et forældreansvar i relation til det ufødte barn. Fosteret er ikke “hvem som helst”. Det er den gravide kvindes (og mandens) datter eller søn, og dette medfører visse moralske forpligtelser (som endogså faderen har). Hvis det ufødte barn skal behandles som “hvem som helst”, og hvis kvinden (og manden) ikke har et særligt moralsk ansvar for at tage vare på sit afkom, ja, så medfører det, at det er moralsk acceptabelt at afbryde graviditeten når som helst. Kvinden skulle da – hvis dette var tilfældet – af en hvilken som helst grund kunne ønske at graviditeten afbrydes, selv i 25. eller 30. uge, noget som samfundet ikke ville acceptere. Barnets chancer for at overleve uden for livmoderen er faktisk irrelevant, hvis man skal sammenligne livmoderen med en kuvøse.

Men ikke nok med det. Med dette resonnement har kvinden ikke engang en moralsk forpligtelse til at holde barnet i live, efter det er født. Hvis hun har ret til at tilbagholde sin livmoders beskyttelse af det ufødt barn, så har hun samme ret til at nægte barnet, sine bryster, fysisk omsorg og kærlighed, når det er født. Kvinden har jo “ret over sin krop”, og hvis ikke hun vil, behøver hun ikke gøre noget for barnet, som gør indgreb i hendes ret. Men dette er absurd og en helt urimelig tolkning af, hvad “kvindens ret over sin krop” bør indebære. Denne rettighed modsvares jo blandt andet af kvindens forældreforpligtelser.
Hvis barnet – i lighed med donations-sammenligningen – skal betragtes som “hvem som helst”, indebærer det endvidere, at kvinden (og manden) ikke har nogen moralsk forpligtelse til at tilbyde barnet mad – det er jo forældrenes mad, og de har ret til at give den eller undlade at give den. Kvinden har da ikke nogen moralsk pligt til at bruge penge på barnet eller til at yde det psykisk og fysisk beskyttelse.

Den moralske relation i lovgivningen

Der råder en speciel moralsk relation mellem barn og forældre. Forældre har forpligtelser overfor barnet, selv lovfæstede forpligtelser, for det er jo deres barn. Det er derfor de sociale myndigheder kan fratage forældre forældremyndigheden, hvis de forsømmer deres barn. Er det da så mærkeligt at lovgive mod en forsømmelse af det, som barnet har brug for, for at overleve, selvom barnet stadigvæk skulle befinde sig i livmodern? Faktum er, at det biologiske forældreskab begynder i og med befrugtningen. Derfor er det også rimeligt, at forældreansvaret gælder fra og med befrugtningen. At udskyde forældreansvaret vilkårligt er intet andet end aldersdikriminering mod det ufødte barn.

At være årsag til barnets eksistens medfører først og fremmest ansvar

Der findes en tredie grund til, at sammenligningen mellem nyrepatienten og det ufødte barn ikke holder. Den potentielle nyredonor er ikke årsag til nyrepatientens behov for en nyre og er derfor mindre pligtig at hjælpe nyrepatienten. Men kvinde og manden, som lå med hinanden, er årsag til det ufødte barns eksistens og behov. Kvinden (og manden) er faktisk “skyldige” i, at barnet nu har brug for en “kuvøse”.
Måske ville nogen indvende, at kvinden – netop fordi hun har et medansvar og er årsag til det nye menneskes eksistens – dermed har en særlig ret til at nægte det nye menneske sin livmoder. Problemet med et sådant argument er, at det får uønskede og absurde konsekvenser. Det skulle medføre, at hun som forælder har en nærmest absolut ejendomsret over sit barn, blot fordi det er hendes. Men ingen har ret til at undertrykke eller dræbe sit barn med argumentet: “jeg er jo årsagen til mit barns eksistens”. Forældreskabet indebærer i stedet et ekstra ansvar overfor den, hvis eksistens man er ophav til. Det rette udtryk skulle snarere være: “har jeg sat et barn i verden, så har jeg ansvar for at tage hånd om det”. Dette indebærer, at selvom man er årsag til et barn, så har man ikke dermed retten til at tage barnets liv.

Opsummering

Lad os nu sammenfatte ræsonnementet. Kvindens ret over sin krop siges at være en rettighed, som overtrumfer fosterets ret over sin krop på samme måde, som en organdonors ret til sin nyre overtrumfer nyrepatientens ret til en nyre.

Men en graviditet kan ikke sidestilles med en medicinsk behandling (donation) eftersom …

  1. denne sammenligning ikke tager hensyn til den moralsk relevante skelnen mellem at dræbe og lade dø,
  2. de rettigheder og forpligtelser, der ligger i forældre-barn-relationen helt enkelt ser anderledes ud og er stærkere end dem, der findes mellem medborgere eller mellem fremmede (donorer og modtagere),
  3. parret faktisk er årsagen til det ufødte barns unikke behovssituation og derfor har et særligt ansvar for at imødekomme disse behov. Forældrene har et biologisk grundet ansvar til at beskytte og hjælpe deres afkom. Kvindens ret over sin krop kan ikke overtrumfe det ansvar. Forældreforpligtelsen er indskrevet i lovgivningen (for at undgå forsømmelse og vanrøgt), og der er intet mærkeligt i at ville udvide lovgivningen til også at omfatte det ufødte barn.

Af Mats Selander, leder af Människorätt för Ofödda (MRO)

Artiklen er oversat fra svensk af Anders Sune Hansen

Udgivet: 16. april 2016