Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Når livet tager en uventet drejning

Freja Laursen var 16 år og gik på en kristen efterskole. Et par år tidligere, i 7. klasse, var hun flyttet til Holstebro, og med flytningen flyttede Gud også ind i hendes liv. Hun og moren begyndte at komme i en menighed der, og troen blev en vigtig del af hendes liv. Ikke desto mindre var hun i en alder, hvor ting skulle prøves af, og hvor hun var i opposition til mange ting. Hun havde en kæreste, som hun ikke delte troen med. En dag fandt hun ud af, at hun var gravid…

Hvordan reagerede du, da du opdagede, at du var gravid?

I første omgang virkede det helt uvirkeligt; det kunne ikke passe. Men ret hurtigt gik virkeligheden op for mig, og jeg var nødt til at forholde mig til det. Hvad skulle jeg gøre?! Jeg var ikke i tvivl om, at det drejede sig om et barn, og jeg var jo imod abort. Samtidig så lå det som en fristende, nem løsning på mit problem.

Jeg betroede mig til en veninde på efterskolen, og selvom vi begge egentlig var imod abort, så talte vi alligevel om den mulighed også. Det var meget hårdt at gå med hemmeligheden alene, og efter en tid tog jeg hjem til min mor på weekend og fortalte hende det. Vi græd sammen, og min mor ringede til efterskolen og sagde, at jeg havde brug for nogle dage hjemme – uden at sige hvorfor. Min mor pressede mig på ingen måde til abort, men vi kunne ikke lade være at se det som en mulighed begge to. Min kæreste sagde, han bakkede mig op, uanset hvad jeg valgte.
Faktisk kom jeg så langt som til at skrive under hos lægen til abort. Samtalen bar præg af, at det var rutine fra lægens side, men hun tilføjede dog, at jeg jo kunne ombestemme mig.

Hvad gjorde udslaget til, at du valgte, som du gjorde?

Jeg var hjemme i 2 uger og vejede for og imod. På en ene side var jeg bange for det, jeg ville miste i mit liv; alle min planer der ville falde til jorden. Og ville jeg overhovedet kunne magte opgaven? Jeg ville jo også miste min ungdom. På den anden side: Ville jeg kunne leve resten af mit liv med tanken om, at jeg havde slået mit eget barn ihjel? Ved at stille det sådan op og bruge udelukkelsesmetoden, blev det helt klart for mig, hvad jeg ikke kunne leve med i længden: at slå mit barn ihjel!
Min mor var rigtig glad for min beslutning og også min kæreste. Alle eleverne på efterskolen fik at vide, at jeg var gravid, inden jeg efter de to uger hjemme vendte tilbage til skolen.

Hvordan var reaktionen, da du vendte tilbage?

Langt de fleste var super-forstående. Enkelte lagde dog lidt afstand til mig en tid. Men jeg hørte ingen fordømmelse. Og skolen taklede det rigtig fint. Jeg ønskede mig bare en normal hverdag på skolen.

Hvad skete der med dig selv i løbet af graviditeten?

I begyndelsen var jeg slet ikke klar til at blive mor. Men i løbet af graviditeten blev jeg mere mentalt klar og moden til opgaven, ja, til sidst glædede jeg mig bare enormt meget til fødslen!
Da efterskolen var forbi, brugte jeg månederne inden fødslen på at være i praktik i en vuggestue for at lære noget om at tage sig af små børn. Det var praktik for mig selv!

Den 9. november 2012 kom Hugo til verden, en stor, dejlig dreng på 3740 g. Det var helt fantastisk at se ham!

Hvordan oplever du at være en mor på 17 år?

Det er først og fremmest fantastisk at være mor. Jeg synes, jeg har fået noget, der er meget vigtigere og bedre end det, jeg har mistet. Det siger mig ikke noget at gå i byen nu. Jeg har dog skullet vænne mig til mindre søvn. Jeg skulle også vænne mig til, at nogle i bekendtskabskredsen, har sendt mig visse blikke; men det er ovre nu.
Efter sommeren har jeg planer om at begynde på HF, og så skal Hugo i vuggestue. Når jeg bliver 18, vil jeg gerne giftes med barnets far, og så flytter vi til Odense, hvor han fra sommeren går i gang med sin uddannelse.

Hvad er dit råd til andre 17-årige gravide?

Til andre i samme situation vil jeg give det råd, at de skal tage sig god tid til at tænke sig om og bruge udelukkelsesmetoden, ligesom jeg gjorde. Man skal vide med sig selv, at man kan leve med beslutningen resten af livet. Desuden går livet på ingen måde i stå, selvom man bliver mor på et uplanlagt og tidligt tidspunkt.
Min mor brugte på et tidspunkt det billede, at livet er som en motorvej, hvor man bare kører derudaf efter planen. Men sommetider kører man forkert og kommer ind på en sidevej, som ikke var planlagt. Det udelukker dog ikke, at man ikke senere kan finde tilbage til motorvejen igen – med en ekstra erfaring i bagagen.

Fortalt til Ellen Højlund Wibe
Bragt i Retten til Livs blad LIV maj 2013