Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Dilemma 2: Kunstig befrugtning

Ingimage

INDLEDNING

Dette DILEMMA er inspireret af årsmødet 2010 og temaet:’Mission Baby’. To oplægsholdere belyste veloplagt temaet fra to forskellige vinkler. Peter Humaidan, klinikchef på fertilitetsklinikken i Skive, beskrev de faglige aspekter, og Lisbeth Lunde Lauridsen, der sammen med sin mand, Per, har modtaget barnløshedsbehandling i Skive, beskrev de personlige aspekter, en sådan behandling indebærer.

CASE

Lisbeth Lunde Lauridsen fortæller:

Vi havde det første år, vi var gift, to spontane aborter. Allerede den første graviditet gjorde noget ved os. Det, at vide at vi ventede os, gjorde, at barnet var en del af vores liv. Men da vores graviditeter ikke ’lykkedes’, lod vi os undersøge og fandt ud af, at vi højst sandsynligt ikke kunne blive forældre ad naturlig vej.
Der er mange følelser i spil ved at være ufrivillig barnløs. Man kan godt som mand eller kvinde føle skyld, fordi det, som går så let for andre, ikke vil lykkes. Men det var utrolig vigtigt for os, at det ikke skyldtes den ene eller den anden, men at det var OS, der ikke kunne få et barn.
Vi overvejede adoption, men kravene og vores alder gjorde det praktisk umuligt. Derfor begyndte vi at overveje fertilitetsbehandling.
Per og jeg er begge af den opfattelse, at livet begynder ved befrugtningen. Altså at et befrugtet æg er LIV. Derfor måtte vi også sætte os grundigt ind i de forskellige behandlingstilbud. Vi valgte Skive Fertilitetsklinik og fik der anbefalet IVF behandling, dvs. en hormonbehandling af kvinden, hvor ægceller tages ud for at blive befrugtet med mandens sæd i en petriskål.
Den store udfordring for os var nu at forholde os til antallet af æg. Selvom vores ønske om at blive forældre var stort, måtte vi samtidig have vores samvittighed med os, så vi bad om, at der ikke blev befrugtet ret mange æg.
Det viste sig, at ikke alle læger kunne sætte sig ind i de etiske overvejelser, vi gjorde os. Konkret betød det, at vi blev henvist til Peter Humaidan, som virkelig forsøgte at sætte sig ind i vores holdninger og overvejelser.
For os handlede det om at tage ansvar. Vi kunne ikke sætte noget i gang, som måske kunne betyde, at befrugtede æg ikke fik lov til at leve. Derfor gik vi med til at få befrugtet max 6 æg. Vi ville i princippet kunne nå at bruge alle 6 æg inden for 5 år, ved at få dem sat op to ad gangen med to års mellemrum, hvis det usandsynlige skulle ske, at alle viste sig levedygtige.
Vi havde tillid til Peter Humaidan og Skive Sygehus og var nået frem til en form, som vi kunne stå inde for etisk. Det er vi meget taknemmelige for, og det bekræfter os i, at brugere med særlig etiske holdninger ved dialog kan opnå løsninger sammen med sygehusvæsenet.
Efter første befrugtningsforsøg fik vi beskeden: ”Vi er desværre nødt til at kassere alle æggene, da de har flere kerner – så der er ingen grund til, at du kommer i dag.”
Det var en ren mavepumper, for forventningerne havde været så store. Men efterfølgende var det værre. Pludselig kom jeg i tvivl. Betød det, at vi havde kasseret et levedygtigt barn, som blot ville være blevet handicappet? Vi spurgte os for og mødte venlighed, men ikke nogen der kunne vejlede. Men uanset hvad der var sket – om det var levedygtigt eller ej – havde vores hensigt været LIVET – og nåden er stor. Det viste sig til vores store lettelse, at det betød, de ikke var levedygtige.
Allerede anden gang var lykkens gang for os. Ét fint æg blev befrugtet, og vi fik lov at få vores Elisabeth!

BAGGRUNDSVIDEN

Under normale omstændigheder starter en graviditet med, at et æg modnes i æggestokken, frigives ved ægløsningen, opfanges af æggelederen, befrugtes af en sædcelle og vandrer mod livmoderhulen, hvor det gror fast. For nogle par vil dette bare ikke lykkes af kendte eller ukendt årsager. Derfor har man udviklet metoder til at hjælpe denne proces på vej – også kaldet ’kunstig befrugtning’.
Har barnløsheden ingen synlig årsag, forsøges den ret enkle metode: inseminering (IUI), hvor kvinden insemineres med mandens oprensede sædceller på et gunstigt tidspunkt i egen cyklus eller evt. efter hormonstimulation. Med denne metode vil 30 % af parrene blive forældre efter maks. tre forsøg. Man skal dog være opmærksom på, at der efter hormonbehandling kan modnes og dermed befrugtes mere end et æg med flerfoldsgraviditet til følge.

For par, hvor insemination ikke lykkes, eller hvor barnløsheden f.eks. skyldes sammenvoksede ægledere, tilbydes reagensglasbefrugtning (IVF). Ved denne metode stimuleres kvinden hormonelt, således at flere æg udvikles i æggestokken. Disse æg udtages, hvorefter sædceller tilsættes, og befrugtning afventes. Det hele foregår på laboratoriet. Hvis mandens sædkvalitet er nedsat, kan man udvide behandlingen med mikroinsemination (ICSI), hvor man anbringer en enkelt sædcelle direkte i det udtagne æg. Hvis befrugtning lykkes, anbringes det befrugtede æg i kvindens livmoder, hvor man håber, det gror fast. Med disse metoder opnår 75 % at blive forældre efter maks. tre forsøg.
Men den tekniske succes har en etisk pris. For at opnå de gunstige resultater er man nødt til at udtage og befrugte en del flere æg, end man har brug for, så man kan udvælge de bedst egnede til behandlingen. Normalt oplægges kun et befrugtet æg ad gangen, men overskydende befrugtede æg må nedfryses i op til 5 år og kan så optøs og bruges ved et evt. senere forsøg. 40 % af de befrugtede æg går dog til ved nedfrysning/optøning.

Det ’kunstigt befrugtede’ æg er sparsomt beskyttet af loven. Det er således tilladt at kassere befrugtede æg, der skønnes at være af for ringe kvalitet. Det er ligeledes tilladt at nedfryse befrugtede æg, selvom 40 % går til grunde og at bruge overskydende befrugtede æg til forskning i op til 14 dage. De sidstnævnte procedurer kræver dog forældrenes skriftlige accept. Ønsker forældre at beskytte livet fra undfangelsen, er det derfor nødvendigt, at alle etiske overvejelser er afklaret med behandlende læge, inden behandlingen sættes i gang.

Om håndteringen af befrugtede æg sagde Peter Humaidan bl.a.: ”Klinikkens opgave er at hjælpe folk med at få børn. Det offentlige betaler for maksimalt tre gennemførte behandlingsforsøg, og vi må kun lægge ét æg op i 1. og 2. forsøg hos yngre kvinder (hos kvinder over 35 år, to æg). Derfor er vores fokus at udnytte mulighederne bedste muligt. Når vi udtager 8 – 10 æg, befrugtes ca. 70 %, og heraf vil måske halvdelen være brugbare. Ligesom i naturen er der en stor udskillelsesproces i gang. De dårligt egnede æg, går ganske enkelt til grunde og bliver ikke til børn. Men det kan godt lade sig gøre at gennemføre et behandlingsforløb med færre æg, blot man er opmærksom på, at man derved har en lavere chance for succes. Det er den enkelte læge, der må afgøre, om han/hun kan stå inde for en sådan behandlingen. Personligt vil jeg gerne imødekomme etisk begrundede ønsker og under de rette omstændigheder også ønsket om ikke at udtage/befrugte mere end to æg, hvis parret har etiske betænkeligheder ved nedfrysning af overskydende æg.”

SPØRGSMÅL TIL OVERVEJELSE

  1. Er det altid forkert at kassere befrugtede æg?
    1. Hvis der er sandsynlighed for, at det ikke vil kunne udvikle sig i livmoderen?
    2. Hvis det med sikkerhed ikke vil kunne udvikle sig (f.eks. når ægget er blevet befrugtet med to sædceller)?
    3. Hvad er det, der giver det befrugtede æg status og beskyttelsesværdi?
  2. Er det forkert at lade befrugtede æg nedfryse, når man ved, at 40 % ikke vil overleve? Kan man argumentere for, at dem, der går til grunde, måske havde gjort det alligevel?
  3. Hvordan påvirker man eller påvirkes man af et system, der ikke har de samme etiske grundholdninger som en selv?
    1. Er man som bruger af fertilitetsbehandling med til at legitimere, at det spæde liv udsættes for f.eks. forskning i DK?
    2. Er man som kritisk bruger med til at skærpe opmærksomheden på etikken og dermed med til at øge sikkerheden for det befrugtede liv i DK?
  4. Er de etiske dilemmaer omkring barnløshedsbehandling begrundelse nok for at arbejde for en afskaffelse af behandlingen, sådan som nogle politikere taler for?

Bragt i Retten til Livs blad LIV juni 2010