Den vigtige undtagelse
Jeg plejede at mene, det var såre enkelt. Som abortmodstander har jeg altid haft den holdning, at den eneste situation, hvor en abort kan forsvares er, når den bogstaveligt talt udføres for at redde morens liv. For hvis ikke vi kan redde dem begge, så er det vel bedre at redde én, end at de begge dør?
En dag blev jeg spurgt: ”Hvad hvis hun er gravid med tvillinger, og lægen skal vælge hvem han vil redde, moren eller de to fostre? Så er det to liv mod ét.”
Spørgsmålet udstillede min nytteetiske måde at ræsonnere på og gjorde mig samtidig opmærksom på at jeg havde været doven. Fordi jeg aldrig har hørt om et egentligt scenarie, hvor en læge havde mulighed for at redde fosteret frem for moren, så havde jeg aldrig dykket ned i det filosofiske dilemma.
Jeg kunne ikke komme med noget godt svar på spørgsmålet, men min intuition skreg, at det ville være helt forkert, hvis moren skulle dø, for at fostrene kunne leve, uanset hvor mange fostre der var.
Jeg var forvirret. Betød det her, at jeg faktisk ikke inderst inde anså et foster for lige så værdifuldt som den kvinde, der bærer det? Jeg har siden da tænkt rigtig meget over det og vil her dele mine overvejelser.
Abortproblematikken handler helt generelt om ret og ansvar.
Fosteret har, som alle andre mennesker, ret til liv og til beskyttelse imod overgreb. Men kvinden har en grundlæggende ret til at bestemme over sin egen krop. Det betyder bl.a., at en kvinde selv skal have lov til at bestemme, om hun vil hjælpe et andet menneske gennem fx bloddonation.
Sådan fungerer en graviditet bare ikke. Her har kvinden reelt kun to muligheder: At hjælpe fosteret eller at slå det ihjel. Der findes ikke en mulighed for ”ikke at hjælpe.” Og eftersom jeg ikke mener vores ret til kropslig autonomi kan retfærdiggøre drab, så er den gravide kvinde pålagt opgaven at ”hjælpe” fosteret ved at bære det til termin. Man kan sige, at hun får et midlertidigt værge-ansvar for det lille menneske.
Men hvad så, når det handler om liv eller død for kvinden og/eller fosteret, så melder der sig nogle interessante spørgsmål: ”Er der tilfælde, hvor det er ok at slå ihjel?” Og: ”Hvor langt rækker det værge-ansvar, den gravide har over for fosteret?”
For at få styr på mine tanker har jeg valgt at tage udgangspunkt i nogle konkrete tænkte scenarier.
Scenarie 1
Kvindens liv trues direkte af fosteret/graviditeten.
Hvis fosteret udgør en trussel mod kvindens liv, må det være rimeligt at anskue en abort som en slags drab i selvforsvar.
Et eksempel på dette kunne være en graviditet uden for livmoderen. Hvis ikke embryoet fjernes i tide, kan det være farligt og i værste fald fatalt for den gravide.
Scenarie 2
Kvindens liv trues af noget, der ikke er relateret til graviditeten, men behandlingen er skadelig for fosteret.
Her begynder det at blive komplekst, og det giver mening at tale om værge-ansvaret, og hvor langt det egentlig rækker. Jeg har ikke noget endeligt svar, men jeg kan med sikkerhed sige, at jeg ikke mener den gravide kvinde kan pålægges at ofre sit liv for sit barn, hverken moralsk eller juridisk. Det forlanger vi jo heller ikke af forældre til fødte børn, skønt vi beundrer dem, der træffer et sådant valg.
Man kunne forestille sig en gravid, der får konstateret kræft. Lad os sige, lægen har tre muligheder:
- Ordinere den mest effektive og skrappe behandling, som med sikkerhed ville slå fosteret ihjel.
- Nægte at behandle kvinden før fosteret er fuldbårent vel vidende, at det vil føre til kvindens død.
- Ordinere en mindre effektiv behandling indtil fosteret kan tages med kejsersnit og derved acceptere en lille forringelse af kvindens chancer for overlevelse.
Jeg hælder selv til, at mulighed nr. 2 er uacceptabel, selv hvis vi kun havde de to første muligheder at vælge imellem, for det er forkert at ofre ét menneske mod dets vilje for at redde et andet menneske. Men hvis vi har den 3. mulighed, så virker det rimeligt at forlange, at man strækker sig lidt i bestræbelserne på at redde begge liv. Hvor grænsen helt præcis skulle gå, ved jeg dog ikke, og jeg er åben for, at jeg kunne tage fejl.
Scenarie 3
Fosterets liv trues. Behandlingen er afhængig af og udgør en risiko for kvinden.
Hvad hvis man nu fandt en livstruende defekt hos fosteret, som man havde mulighed for at udbedre, hvis man opererede på fosteret, mens det stadig lå i livmoderen? Skulle man så kunne tvangsindlægge kvinden til at undergå operationen? Vi kunne måske endda sige, at risikoen for komplikationer hos kvinden var minimal. Går det ind under det ansvar, hun har som midlertidig værge? Nej, det mener jeg ikke. Her vil man med rette kunne tale om, at kvinden har et valg mellem ”at hjælpe” eller ”ikke at hjælpe”.
Kropslig autonomi er en vigtig og grundlæggende rettighed. Og derfor kan man ikke pålægge gravide bestemte handlinger, der gavner fosteret. Vi er tilbage ved det simple: en gravid kvindes kropslige autonomi er begrænset, men kun i det omfang at hun ikke må udøve alvorlig skade på eller dræbe fosteret.
Scenarie 4
Kvindens liv trues af noget uden relation til graviditeten. Behandlingen er afhængig af og skadelig for fosteret.
Nu bliver det weird, men bær over med mig. Lad os forestille os en gravid kvinde, som er dødeligt syg men ikke i risiko for at dø inden for de næste 7-9 mdr. Lægen kan måske kurere hende hvis han tager stamceller fra fosteret til morens behandling. Dette indgreb vil dræbe fosteret. Man kunne endda tage den længere og forestille sig, at hun med vilje blev gravid, blot for at bruge fosteret til sin egen behandling. Skal hun have lov til det? Ikke hvis du spørger mig! for det er ikke i orden at ofre ét menneske for at redde et andet. Det går begge veje.
Og hvad har jeg så lært?
Jeg vil ikke sige, at min holdning har ændret sig, men jeg hviler langt mere i den, og jeg har fået større forståelse for nuancerne og for alle de faktorer, der spiller ind i, hvad jeg nu opfatter som en kompleks problematik.
En graviditet er en helt unik situation. Den binder to mennesker sammen i en form for hierarki, hvor fosteret er helt afhængigt af kvindens krop for overlevelse, mens kvinden sagtens kan leve uden fosteret. Det har betydning i forhold til, hvordan vi agerer i de her tragiske situationer, hvor vi faktisk ikke har mulighed for at redde dem begge. Vi kan sagtens opfatte kvinden og fosteret som ligeværdige og alligevel erkende, at kvindens ansvar for at passe på fosteret i maven har en grænse, når det kommer til at bevare hendes eget liv.
Af Agnete Maltha Winther, karakteranimator, hjemmesgående mor
Bragt i medlemsbladet LIV februar 2023
Relateret læsning: Håb for gravide i kemoterapi