Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Noter fra et foredrag af den svenske psykolog Bjørn Håkonsson

Du valgte det jo selv

Det forudsættes ofte, at aborten i sig selv ikke kan have været traumatiserende for kvinden, og derfor negligeres den abortramtes følelser, både af de nærmeste og af lægen med forklaringer om en svag psyke. Det er, som om det virker socialt uacceptabelt at sørge efter en abort: ”Du valgte det jo selv”.
Følgen er, at kvinden isoleres i forhold til sine følelser. Hun forsøger så at hemmeligholde sin følelse af skyld og skam, og dermed kan der opstå skader på længere sigt. Hendes tidligere åbenhed og spontanitet hæmmes for at undgå at komme i berøring med følelser eller situationer, der måske kunne associere til oplevelsen omkring aborten. Forholdet til de nærmeste kan tage skade, ikke mindst kan det have en negativ indvirkning på parrets følelses- og seksualliv. Hun kan slås med lavt selvværd (omgivelserne kan i bedste mening have indgivet hende den forestilling, at hun ikke var god nok til at blive mor), identitetskriser (hvordan kunne jeg finde på at gøre det?!), og det kan munde ud i selvmordtanker og –forsøg.

Kvindens følelser tages ikke alvorligt

Alt dette – og mere til – fordi systemet eller kvindens nærmeste ikke vil se i øjnene, hvad en abort rent faktisk gør ved en kvinde og dermed tage hendes følelser og problemer alvorligt.

På vore breddegrader er der forsket meget lidt i følgevirkningerne. Spørgsmålet er nemlig ideologisk ladet, og de, der indførte den fri abort, lever stadig og er aktive i bl.a. det politiske liv. I parentes bemærket er det i øvrigt interessant, at feministerne oprindeligt var imod fri abort; man havde åbenbart dengang mere syn for, at det var en kvindes ret at få det barn, hun gik med i maven, hvor omgivelserne måske pressede på for at ”slette sporene”.

Anderledes end en spontan abort

Der er for nylig lavet en norsk undersøgelse, som påviser, at mens den kvinde, som har haft en spontan abort, har stærke følelsesmæssige reaktioner lige efter aborten, er der ikke umiddelbart nogen stærke følelser at spore hos den, der fik foretaget provokeret abort. Ikke før ca. et halvt år senere, hvor så den med den spontane abort er ved at være ovre reaktionerne. Dette mønster stemmer godt overens med det omtalte forsøg på at hemmeligholde eller lægge låg på sine følelser, et forsøg, som imidlertid er vanskeligt at gennemføre i længere tid. Dog kan der for nogle kvinders vedkommende godt gå mange år, før ”låget popper op”. En depression senere i livet viser sig at have sine rødder i den abort, der aldrig blev bearbejdet. Også misbrugsproblemer viser sig af og til at have sin rod i en tidligere abort.

Mulighed for at fortryde i tide

Vores viden om fosteret og dets udvikling øges. Via scanningsapparaterne bl.a. er vi på et relativt tidligt stadium i stand til at se det lille foster bevæge sig rundt derinde med de forskellige kropsdele, vi nu lige kan få øje på. Dermed øges oplevelsen af fosteret som et rigtigt menneske for også den, som ikke i udgangspunktet tænkte sådan. Og dermed bliver det mere plagsomt at vælge abort.

Det betyder, at de moralske spørgsmål omkring abort, som trænger sig på hos kvinden, er nødt til også at blive taget alvorligt af dem, som skal (eller burde) rådgive kvinden. Desværre er virkeligheden alt for ofte den, at samtalen fra lægens side begrænser sig til at handle om mislykket prævention, hvor kvindens tanker oftere kredser om: ”Skal jeg være mor eller ej?” Mao. en tydeligere bevidsthed for hende om, at det er et barn, det drejer sig om.

Forskel på moralsk og psykologisk skyldfølelse

Der bør skelnes mellem moralsk og psykologisk skyldfølelse, hvilket ikke altid sker. Den moralske skyldfølelse er følelsen af ikke at have levet op til sine egne standarder og værdier, mens den psykologiske skyldfølelse drejer sig om en destruktiv mangel på selvværdsfølelse. Til det første har man brug for at blive taget alvorligt i sin skyldfølelse for derefter at kunne arbejde med tilgivelsen; den bliver nemlig først relevant – og forløsende – når også skylden tages alvorligt. Den psykologiske skyldfølelse derimod er af en anden, sygelig art, og der er det ikke tilgivelsen, der forløser.

Obligatorisk samtale før abort i Tyskland

I Tyskland er det et krav, at den abortsøgende skal til en obligatorisk samtale med en familierådgivning, hvor udgangspunktet er et forsøg på at redde barnet. Noget lignende burde indføres herhjemme. Det viser sig, at 10 % fortryder beslutningen om abort i sidste øjeblik, fordi de var så ”heldige” at møde nogen, der fik dem til at mærke efter og overveje en ekstra gang. Tænk, hvis det tal kunne forøges betragteligt med den tyske ordning!

Når alt kommer til alt, er det jo også i høj grad barnets værdi og ret til livet, det handler om.

For mere information læs: Kvalitative Undersøgelser

Skam, svigt og hemmeligheder er overskriften på et foredrag af den svenske psykolog, Bjørn Håkonsson. Han har titel af diakon i den svenske katolske kirke og arbejder bl.a. som psykolog indenfor katolsk familierådgivning. I forbindelse med en høring i den svenske Riksdag om ”Nordisk forskning om familie og familiepolitik”, holdt han et seminar om følgerne efter en abort (post-abortsyndromer) for både kvinden selv og hendes nærmeste.

Psykolog Björn Håkonssons motivation for at gå i gang med området var hans egen erfaring af at føle sig meget utilstrækkeligt klædt på fra sit psykologistudium. Han mødte kvinder i sin rådgivning, som havde svære problemer efter abort. Men hvordan tager man hånd om dem, så de får den rigtige hjælp til at komme videre? Og hvordan påvirker i det hele taget abort kvinden og hendes nærmeste? Dette har han brugt flere år for at sætte sig grundigt ind i, og det følgende gengiver nogle af hans iagttagelser.

Af Ellen Højlund Wibe