Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Vacciner og fosterceller

Ingimage

En etisk problematik

Siden 60’erne har medicinalindustrien arbejdet med humane cellekulturer, der er udviklet fra små vævsprøver fra fostre, der er blevet aborteret. Primitive fosterceller har en række gunstige egenskaber, der gør, at de kan opformeres utallige gange og dermed udvikles til et industrielt produkt, der kan handles og bruges i biologisk forskning og industri.

Men dette indebærer en indlysende etisk problematik. Et lille menneske er blevet nægtet den helt basale beskyttelse i denne verden. Bagefter høster man dets stadig levende celler og bruger dem til kommercielle formål. Bliver det i orden, blot fordi det tjener et godt formål?

Hvorfor bruges fosterceller til udvikling af vaccine?

Visse vacciner består af svækket levende virus. Men vira vil ikke gro på hvad som helst. De reproducerer sig kun i celler. For at dyrke vira nok til udviklingen af en vaccine må man derfor finde en celletype, virus vil vokse i. Da de aktuelle vira er dem, der inficerer mennesker, er humane celler det sted, forskeren gerne begynder at lede.

En af grundene til, at man foretrækker tidlige fosterceller frem for donerede celler fra et voksent menneske, er, at fostercellerne ikke har været uden for livmoderen og derfor ikke er blevet eksponeret for så mange andre vira, der kan forurene den nye vaccine.

Hvilke vacciner produceres vha. fostercellelinjer?

Vaccinen mod røde hunde var en af de første, der blev produceret på fosterceller.
Sammenhængen mellem en infektion med røde hunde hos den gravide og forekomsten af en række alvorlige misdannelser hos fosteret har været kendt siden 40’erne. Det var dog først midt i 60’erne, at det lykkedes at isolere det rubella-virus, der er ansvarlig for sygdommen.

Parallelt med denne opdagelse begyndte man at eksperimentere med fosterceller som vækstmedium. Det viste sig, at fostercellerne havde en række gunstige egenskaber, når rubella-virus skulle dyrkes, svækkes og udvikles til vaccine.

Fostercellelinjen WI-38, som det dengang lykkedes at udvikle til formålet, benyttes den dag i dag til produktion af rubella-vaccine. Vaccinen for røde hunde indgår i børnevaccinationsprogrammets MFR-vaccine.

Flere andre vacciner er blevet udviklet efter samme princip, hvoraf nogle dyrkes på en anden fostercellelinje fra samme periode (MRC-5.) Det drejer sig f.eks. om vaccinen for hepatitis A (MRC-5), skoldkopper og helvedesild (MRC-5) samt hundegalskab (WI-38). Læs mere om historien bag.

I forbindelse med covid-19 pandemien er problematikken igen blevet aktualiseret. Visse af de nye vacciner, der er blevet godkendt mod covid-19, bliver også produceret ved hjælp af fostercelle-linjer. Her er den levende svækkede virus, der optræder i vaccinen, ikke selve coronavirus, men et harmløst forkølelsesvirus, der fungerer som vært for en gensekvens af coronavirus’ spikeprotein. Ved disse vacciner benyttes to andre fostercelleprodukter HEK-293 og PER.C6.

De godkendte vacciner det drejer sig om er AstraZeneca/Oxford (HEK-293) samt Johnson & Johnson – Janssen Pharmaceutical (PER.C6)

Er der fosterceller i vaccinen?

For alle vacciner udviklet på fostercelle-linjer gælder det, at der ikke er fosterceller i selve vaccinen. Den virus, vaccinen udvikles fra, gror i disse celler, men adskilles både kemisk og fysisk fra dem, når virus skal oprenses til vaccineproduktionen.

Der er heller ikke ‘nye’ fostre, der løbende aborteres, for at disse vacciner kan produceres. De forskellige fostercelleprodukter stammer alle fra aborter foretaget for 40 – 60 år siden. Ingen af disse aborter blev foretaget med det formål at bruge fosteret til forskning.

Etisk neutrale celleprodukter, der kan erstatte brugen af fostercelleprodukter i forskning og produktion af vacciner, findes. De senere år har man eksperimenteret med donerede, voksne stamceller og celler fra doneret placentavæv og navlestrengsblod.

I en del tilfælde kan man desuden benytte celler fra et dyrefoster. Mæslinge- og fåresygevaccinerne, der udgør de to andre dele af MFR-vaccinen, er således dyrket på celler fra et kyllingefoster.

Hvordan skal man forholde sig?

At producere vacciner på vævskulturer fra aborterede fostre er bare et enkelt led i en længere kæde af etiske problematikker:

  1. En provokeret abort fratager et selvstændigt menneske livet.
  2. Bio-industrien udvikler et salgsprodukt af væv fra dette lille menneske.
  3. Vaccineproducenter aftager celleproduktet og udnytter det til forskning og produktion.
  4. Forbrugeren/samfundet efterspørger produkterne og legitimerer den kommercielle brug af fostercellekulturer.

Hvis det ufødte liv respekteres fra undfangelsen, brydes kæden. Industrien vil finde andre løsninger, og dette etiske dilemma vil forsvinde. Det må altid være vores første og største opgave at kæmpe for beskyttelse af ufødt liv!

Men det er også en oplagt opgave at arbejde politisk imod den tingsliggørelse, der ligger indbygget i benyttelsen af væv fra det aborterede foster i forskning og bioteknologisk industri. Dette er et samfundsansvar.

Sidst og ikke mindst kan man handle som forbruger og kræve gennemsigtighed på dette område. Ved at sige nej til vacciner, der fremstilles på disse cellekulturer, og efterspørge alternativer, kan man være med til at forsvare den ufødtes værdighed og skabe opmærksomhed om hele dette problemområde. Samtidig kan man støtte forskning og medicinsk produktion, der respekterer ufødt liv.

Brug af vacciner indeholder dog også andre tungtvejende etiske overvejelser end den her nævnte – bl.a. hensynet til de medmenneske, for hvem det vil være fatalt at blive smittet.

Uanset hvad må den enkelte respekteres i dette at følge sin samvittighed!

Den katolske kirkes holdning

Den katolske kirke er et af de få kirkesamfund, der har udarbejdet en helt konkret vejledning på dette område. Her fastholder man, at vacciner produceret på føtale celler udgør et moralsk problem også for forbrugeren.

Man argumenterer dog for, at der findes forskellige grader af ansvar. Den moralske implikation ved at aftage et produkt, der er skaffet til veje afledt af en etisk uacceptabel handling (den provokerede abort og udtagning af væv til forskning) kaldes ‘passiv’ i forhold til det ‘aktive’ ansvar udøverne af selve den etisk uacceptable handling bærer. Her spiller også afstanden i tid i forhold til den oprindelige abort ind.

Konkret peger man på følgende:

  • Den enkelte opfordres til at benytte alternative vacciner, hvis de findes.
  • I de tilfælde, hvor der ikke findes eller stilles alternative vacciner til rådighed, løses man fra den moralske pligt til at undgå vaccinerne, hvis den sygdom, der ønskes vaccineret imod, udgør en betydelige sundhedsfare for ens medmennesker.
  • Denne undtagelse skal dog på ingen måde opfattes som en legitimering af den oprindelige abort eller brugen af cellelinjer i forskning og industri.
  • Tværtimod opfordres man til at lægge pres på medicinalvirksomheder og statslige sundhedsagenturer og opfordre dem til at producere, godkende, distribuere og tilbyde etisk acceptable vacciner, der ikke skaber samvittighedsproblemer for hverken sundhedsudbydere eller de mennesker, der skal vaccineres.

Katolske holdning covid-19 vacciner
Katolsk holdning rubella
Religious Concerns

BAGGRUND

Celleprodukter der bruges i produktion af vacciner

WI-38 og MRC-5 er fostercellelinjer, der løbende udvikles fra en nedfrossen pulje af originale celler. Hver celle kan pga. den eksponentielle vækst give ophav til et meget stort antal celler. Disse fosterceller har dog ikke en uendelig delingsevne, så en dag vil puljen være brugt op.

  • WI-38 er en fostercellelinje fra et pigefoster, der blev aborteret i 1964, fordi familien følte, at de havde for mange børn (G. Sven et al., 1969).
  • MRC-5 er en fostercellelinje fra et 14 uger gammelt drengefoster. Den 27årige mor fik en provokeret abort af “psykiatriske grunde”. (J.P. Jacobs et al, 1970).

HEK 293 og PER.C6 er fostercellelinjer, der ved modifikation med virus-dna har opnået evnen til at dele sig uendeligt. Produktet er derfor selvsupplerende.

  • HEK-293 er en cellelinje udviklet på celler fra et foster, der blev aborteret i 1972. Viden om årsagen til aborten er gået tabt. (Dr. Alex van der Eb, 1972)
  • PER.C6 er en cellelinje udviklet på celler fra nethinden fra et 18 uger gammelt foster, der mistede livet i en provokeret abort, bl.a. fordi moderen blev forladt af barnets far. (Dr. Alex van der Eb, 1985)

Læs mere:

HEK-293 and PER.C6 Cell Lines Using AD5
HEK293: An Essential Human Cell Line with a Unexpected Origin

Af Kerstin Hoffmann, kommunikationssekretær 26. april 2021