Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Når barnet ikke lige kommer

Privatfoto

Fertilitetsbehandlingens op- og nedture

Aldersforskellen var rimelig stor, da Judy og Martin Hunskjær Olsen blev gift for 12 ½ år siden. Han var knap 30 og hun knap 20. Han var færdiguddannet arkitekt og hun lige startet på konservatoriet. Så selvom han var klar til at få børn, fulgte de hendes ønske om at få uddannelsen i hus og blive klar til forældrerollen.
Da de efter 5½ år så begge fandt, at tiden var inde, oplevede de den situation, som mindst 10 % af alle danske par oplever: de blev ikke gravide indenfor det første års tid. Faktisk gik de i tre år og ventede og håbede.
Her fortæller de om deres tanker og følelser og ikke mindst de overvejelser, de gjorde sig, da de gik i gang med fertilitetsbehandlingen.

Berøringsangsten

Vi havde nok en berøringsangst i forhold til at forholde os til risikoen for, at vi ikke kunne få børn. Vi blev ved med at finde undskyldninger for, at det ikke lige lykkedes: vi var sikkert stressede ol. Samtidig var det også en sorgfyldt og belastende periode, især den sidste halvdel. Savnet efter et barn var stærkt, og vi fik lidt fobi af barnevogne og den slags.
En dag var jeg til læge med noget andet, siger Judy, og lægen spørger så, da jeg er på vej ud af døren: ”Skal I ikke ha’ børn”? Først fra da af var vi i stand til at se sandheden i øjnene og begynde at handle på det.

Martin fik lavet en sædprøve, og den første prøve viste et nedslående resultat med en sædkvalitet, der lod nærmest alt håb ude. Ved den næste prøve var resultatet dog en smule mere positivt; nu lå sædkvaliteten på lidt under 10 % af det normale, så selvom lægen ikke gav meget håb, så gjorde det spinkle håb om brug af egen sædcelle en stor forskel for dem.
Efter en kort godkendelsesprocedure i forhold til reagensglas-behandling (IVF) var de til et informationsmøde om forløbet med andre i samme situation. Det virkede, som om de sad og legede Gud: ”Nu kører vi dette projekt og kasserer det, der ikke duer”. Det slog os ud! Vi forudså allerede for store etiske dilemmaer.

Det var godt at tale med andre om det

Vi gik hjem og snakkede med noget familie, som havde siddet i samme situation og med samme etiske indstilling som os, nemlig at et befrugtet æg er et lille bitte liv! Det var rart at snakke med dem. Vi bad meget om at finde fred i det, vi skulle.

Ved en konsultation hos lægen understregede han, at han ikke ville gøre noget, som de ikke var med på. Han fortalte, at statistikken siger, at mange æg ikke deler sig. Men gik celledelingen, som den skulle, ville de ikke kassere noget; man kasserede ikke noget, der var levedygtigt.

Efter 2 døgn får man svar på, om befrugtningen er lykkedes, og derefter skal det befrugtede æg lægges ind i livmoren, hvorefter der så typisk går 2 uger, før man kan konstatere, om det er vellykket.

Det var forfærdelige 2 uger, hvor vi bare gik rundt om os selv!
Antallet af befrugtede æg var et stort dilemma for os. Statistisk set ville ca. 1 ud af 12 befrugtes.
Vi valgte at få taget 12 æg ud, hvoraf det lykkedes med befrugtning af de 4 af dem. De to blev lagt op i livmoren, og de to andre kom i fryseren. Også det med fryseæg var et stort dilemma for os; det var mystisk at tænke på, at vi havde sat noget liv på standby ved minus 88 grader! Men vi fik en stor fred. Hvis Gud vil skabe liv i laboratoriet, så er det vel det.

Gravide ved første forsøg!

Vi blev gravide i første forsøg. Efter 5 uger (7. graviditetsuge) blev Judy scannet, og først da fik de kendskab til, at kun den ene var tilbage. Martin jublede over, at der var liv derinde, men for Judy var det mere sorgen over det ene mistede barn, der fyldte på det tidspunkt. De fik dog talt deres forskellige reaktioner godt igennem.

Efter 7. uge gik de over til det normale graviditetssystem. De drøftede, om de ville have en risikovurdering. Lægen fortalte, at barnet med en forhøjet nakkefold var i højrisiko for kromosomfejl. Martin spurgte ind til ”højrisiko” og fik svaret, at det var 1:75. Havde det været i lotto, ville jeg satse stort på udsigten til, at der var 75 % chance mod 1 for at vinde! Lægen foreslog også, at de jo kunne afbryde svangerskabet, men deres svar var et utvetydigt nej!

Ved senere scanning var der ikke noget at komme efter, og Magne lå højt på Apgar scoren, da han kom til verden, sund og rask. Og det er han stadig her knap 4 år senere!

De små liv i fryseren!

Men der var jo stadig et par små liv i fryseren! Judy fortæller, suppleret af Martin: De nedfrosne æg var med i vore bønner, ”de små i Skejby”, som vi kaldte dem. Det var hårdt at have dem der, og det gav rigtig mange følelsesmæssige dilemmaer. Bl.a. følte jeg det som et pres, at de skulle tages imod – og dén følelse gav mig dårlig samvittighed! Hvis jeg havde vidst, det var sådan, ved jeg ikke, om jeg havde gjort det på den måde…

I sommeren 2015 besluttede vi os for at lægge de sidste 2 æg op, og igen var vi med i den gode statistik: optøningen gik godt; jeg blev gravid ved første forsøg! Statistisk set går optøningen godt for 90 %, mens chancen for graviditet efter behandling med fryseæg er 25-30%, hvilket er lidt under behandling med friske æg.

Pga. sommerferien kom vi først til den første scanning i 9. uge. Og da viste det sig, at der ikke var noget liv og næppe havde været det i flere uger. Det var en stor nedtur! De næste 14 dage var ikke bare psykisk hårde, men også fysisk, fordi min krop stadig reagerede hormonelt, som om jeg var gravid. Det var svært at forstå, at det skulle være sådan, siger Judy.

Når æggene er brugt op, er der ikke flere muligheder for fertilitetsbehandling på det offentliges regning (max. 3 forsøg). Så er der kun muligheden på privat klinik tilbage, og det er dyrt.

Vi har Magne; han er en gave! Om han en dag får en søster eller bror, vil tiden vise.

Af Ellen Højlund Wibe

Bragt i Retten til Livs blad LIV oktober 2016