Om bristede idealer og om at blive sat fri
Maria har fortalt sin historie til Ellen Højlund Wibe, landssekretær
Otte år gik der, før Maria fik åbnet op for den tunge bagage af fortielse, skam og skyld, som havde fulgt hende i så mange år. En bagage som bragte hende ud i en livskrise, der var tæt på at koste hende ægteskabet og hendes forhold til Gud. Der var nemlig ingen tilgivelse for det, hun havde gjort. Mente hun.
Maria Bentsen voksede op i en sund og varm familie med kristne værdier som det selvfølgelige grundlag for livet. Også forældrenes lederjob på et behandlingshjem for misbrugere pegede i samme retning med kerneværdier som ”kærlighed, accept og tilgivelse”.
Da Maria var færdig med folkeskolen, ville hun ud og gøre en forskel i verden med sit kristne livssyn. Hun tog på en slags bibelskole i Sverige, ”Kreativ Mission”, i et år, og siden fulgte et par år i Australien og Afrika, udsendt for Youth with a Mission (UMO). Da hun vendte tilbage til Danmark, var det for at uddanne sig til sygeplejerske for siden at kunne rejse ud igen med denne uddannelse.
Det var vigtige og værdifulde år i mit liv. Men jeg var nok også lidt naiv dengang, måske lidt firkantet, og der var en tendens til at isolere sig i forhold til omverdenen.
Maria blev kæreste med Bjørn, da hun var omkring 20 år, han et år ældre. Begge havde de deres gang i det kristne fællesskab, og begge havde de samme holdning til sex før ægteskabet: det hørte til indenfor rammerne af ægteskabet. Men, som hun udtrykker det: Idealet mødte begæret! De kunne ikke leve op til deres egne idealer. En følelse af skamfuldhed sneg sig ind under huden; følelsen af ikke at være ren. Og da først den følelse havde sat sig, var det svært at tage kampen op igen; kampen for det ideal, hun dybest set gerne ville efterleve.
Gravid – hvad vil de andre tænke?
Efter et par år ramte virkeligheden som en boomerang. Selvom de havde forsøgt at beskytte sig, var Maria blevet gravid, 22 år gammel. Min umiddelbare reaktion var, at jeg selvfølgelig skulle beholde barnet. Det var jo en del af mit grundværdisæt: man slår ikke et ufødt barn ihjel! Men efter nogle dage vågner hun op en morgen med tanken: Jamen, så kan alle andre jo se, at jeg er faldet i synd, hvis jeg får det barn!
Syndserkendelsen fyldte meget i Marias tanker, men forestillingen, om ’hvad de andre i det kristne fællesskab ville tænke’, fyldte endnu mere. Det var vigtigere at holde på den fromme facade, at fortsætte dobbeltspillet, end at stå ved, at man ikke levede op til sit ideal. De afslørende spor skulle fjernes. Hun ville have en abort.
Hun fik en aftale med lægen om abort 14 dage senere. Bjørn var med. Han var ked af det, men overlod afgørelsen til hende. Lægen spurgte ikke med ét ord ind til beslutningen. Det kunne måske have fået mig på andre tanker, siger Maria tøvende.
Maria husker ikke rigtig noget fra de 14 dage frem mod aborten. Der ligger et mørke over disse par uger; som om det hele er sort. Også åndelig talt. Jeg kan faktisk ikke rigtigt huske noget fra den tid. Jeg tror, at jeg stak hovedet i busken, som strudsen, og bare ventede på at det gik over igen.
Aborten, der skulle sikre facaden
Hun fik aborten i 10. uge. Hun græmmer sig over at fortælle hendes umiddelbare reaktion ovenpå aborten: Jeg var faktisk lykkelig! Nu kunne ingen se, hvad jeg havde lavet. Sporene var fjernet.
Og nu skulle der nulstilles i forhold til at leve efter idealerne. Et år senere blev hun og Bjørn gift.
Nogen måneder senere føder en søster et barn, og da Bjørn holder det i sine arme, græder han. Ikke af rørelse, som søsteren troede, men af sorg og fortrydelse. Der er ikke nogen umiddelbar reaktion at spore hos Maria. Men alligevel er der taget hul på en snigende livskrise, som varer ved i de næste 8 år, og hvor dobbeltspillet ødelægger hende mere og mere. En anden søsters død efter et længere kræftforløb i begyndelsen af denne periode skubbede måske også til det forkrampede dobbeltspil.
Facaden var i orden overfor det kristne fællesskab; hun var stadig den gode, fromme pige. Men der var også en anden, verdslig side af hendes liv, når hun var i job-sammenhæng. Det var på en måde nemmere at være i en verden, hvor abort var accepteret. Så slap jeg for at føle mig forkert dér. Føle mig som en synder. For den følelse var meget dominerende hos hende i de år. ”Nåde”, det var for dem, der havde dummet sig lidt. Men for mig var der ikke noget håb. Og derfor kunne det egentlig være lige meget, at jeg levede dette dobbeltliv.
Et højskoleophold blev et vendepunkt
Maria og Bjørn fik et par piger i løbet af disse 8 år. Alligevel begyndte deres ægteskab at skrante. Så meget så skilsmisse var på tale. Bjørn forsøgte at ruske op i mig; få mig tilbage til virkeligheden, væk fra dobbeltlivet. Men så fik han en idé. Efter 8 års ægteskab skulle de tage på højskole sammen.
Det blev et vendepunkt for Maria. På Mariager Højskole (Pinsekirkens Højskole) er der en lærer, der ser Maria. Ser at der er noget, der ikke hænger sammen i hendes liv. Han inviterer til samtale, og intuitivt føler hun, at ’nu er det nu’. Hun fortæller ham om sin hemmelighed, der har gnavet i hendes sjæl i de mange år.
Så sker der noget mærkeligt. Læreren beder hende lukke øjnene et øjeblik. Og da ser jeg Jesus! Jeg får et syn af ham. Og ikke nok med det. Min søn kommer imod mig og siger: ”Hej mor”! Han lignede en blanding af sine to søstre. Jesus tager mit barn op på armen og går sin vej.”
Den Maria, der lukkede øjnene, var en anden end hende, der åbnede øjnene igen. Nu kunne jeg trække vejret frit. Jesus havde vist mig, at hans nåde også var stor nok for mig. Og jeg kunne give slip på barnet. Jesus havde mit barn og passede på det. Jeg var virkelig sat fri af skylden, som havde tynget mig i alle de år og havde drevet mig til et ødelæggende dobbeltliv.
Maria endte med at gå på højskolen i 3 år. Der var så meget, hun måtte have styr på: Hvem var jeg, når jeg ikke var Maria med skyld og skam? Min skyld er i dag naglet til korset.
Marias råd til de kristne fællesskaber er, at vi på den ene side skal turde være tydelige på Bibelens sunde etiske retningslinjer for livet, bl.a. at sex hører til indenfor ægteskabet. På den anden side skal vi også turde italesætte det at falde i synd, gerne konkret, og anerkende at problemet er der i kristne sammenhænge. Og ikke mindst pege hen på tilgivelsen hos Jesus.
Maria deler i dag sin historie
Maria er i dag fri af sin skyldfølelse i forhold til aborten. Den ejer hende ikke længere. Men hun føler et ansvar for at dele sin oplevelse med andre. Første gang var det rigtig svært og en stor overvindelse. Men jeg oplevede, at når jeg delte det med andre, mistede det sin magt over mig.
Nu deler hun sin livshistorie hvert år med eleverne på Mariager Højskole, hvor hun stadig har sin daglige gang, nu som timelærer og køkkenhjælper. Hun er også en af de frivillige rådgivere på Abortlinien og sidder med i Retten til Livs repræsentantskab.
Maria vil også gerne ud i andre sammenhænge og dele sin livshistorie og sit vidnesbyrd om tilgivelsens helende virkning ind i hendes liv. Hun er med i Retten til Livs nye talerkorps (se side 14), så dermed er der en mulighed for at booke hende til et arrangement, hvor aborttemaet sættes på dagsordenen og med hendes egen erfaring som et stærkt vidnesbyrd.
Bragt i medlemsbladet LIV maj 2019