Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
En lov, der beskytter ufødte

Foto: Ingimage

Lovgivningen

Af Søren Krarup, jurastuderende

Når man diskuterer, hvorfor de uskyldige ufødte fortjener, at deres ret til liv anerkendes, støder man ofte på indvendinger om, at en udmøntning af ’pro-life’-sidens principper i praksis enten ikke lader sig gøre, eller ville føre til urimelige resultater.

Ved første øjekast forekommer det som en vanskelig opgave at udrede, hvorledes retsordenen konkret skulle ændres, og følgende er på ingen måde tænkt som en fyldestgørende juridisk behandling af emnet. Jeg vil imidlertid mene, at helt almindelige strafferetlige principper kan bruges til at skære igennem denne gordiske knude og give os praktiske svar på, hvordan en strafferet, der ikke diskriminerer børn ud fra, om de befinder sig inden for eller uden for livmoderen, ville se ud.

Definitionen af den ufødte er afgørende

I realiteten kunne man – ud over selvfølgelig at fjerne lovhjemlen til at udføre aborter i sundhedslovgivningen – nøjes med at tilføje én paragraf til straffeloven (1) , som vi fx kunne kalde § 2 a:

”§ 2 a. Ufødte børn er personer. Hvor forbrydelsens natur tillader det, straffes forhold begået mod ufødte på samme måde, som hvis gerningen var rettet mod et født barn.”

Det centrale spørgsmål er nemlig her, såvel som når man diskuterer abort i øvrigt, hvorvidt de ufødte kan karakteriseres som personer/menneskeligt liv. Anerkendes dette, det vil sige, fastslås det ved lov, at de ufødte kan være ofre for forbrydelser, følger det af sig selv, at abort-indgrebet er en strafbar og voldelig handling, nærmere bestemt drab efter straffelovens § 237 (2).

Når det ufødte barn udsættes for skade i livmoderen

Disciplinen består herefter i at anvende teorierne om forsæt, forsøg, medvirken osv. på det enkelte tilfælde: Den voldelige mand, der er utilfreds med at have gjort sin kæreste gravid, og som tilskyndes til at slå hende i maven med et bat af sin lige så voldelige ven, men som kun formår at ramme kvinden på låret, straffes således for drabsforsøg over for barnet og for grov vold mod kvinden, mens vennen straffes for medvirken til begge dele.

Vores hypotetiske § 2 a ville derudover ikke blot beskytte ufødte børn mod aflivning ved abort, men også mod bl.a. uagtsomt manddrab, fareforvoldelse og vold, hvor sidstnævnte både kunne bestå i det oplagte tilfælde af slag mod kvindens mave, men også i fx fosterskadelige arbejdsforhold samt moderens indtagelse af hård spiritus eller narko mens hun har viden om, at hun er gravid. Man kunne med fordel samtidig udvide området for reglerne om erstatning til ofre for forbrydelser, så eksempelvis barnet, der får et liv med mén som følge af, at moderen under graviditeten blev ramt af en spritbilist, har et klart grundlag for erstatning.

Den der – måske – ikke vidste bedre

Tilbage står spørgsmålet om forholdet mellem straffen til den, der efter en lovændring på ulovlig vis afliver et ufødt barn contra strafansvaret for den, der medvirker hertil. Det er tvivlsomt, om de kvinder, der har troet på den udbredte anti-videnskabelige propaganda om, at de ufødte ”bare er en klump celler”, kan siges at have haft det fornødne forsæt til at medvirke til abort-lægernes aflivning af et menneske.

Selvom sammenligningen kan forekomme bizar, kunne man for at demonstrere denne pointe forestille sig en mand, der udøvede vold mod en person, klædt ud som et fugleskræmsel på en mark, i den tro, at der virkelig var tale om et fugleskræmsel. Voldsudøveren befinder sig i en vildfarelse om, hvad det egentlig er, han slår på; han er ikke klar over, at det drejer sig om et menneske – og derfor kan man ikke tale om forsætlig voldsudøvelse.

…og den, der vidste bedre

Omvendt har de, der udfører aborter, pga. deres lægefaglige viden en klar forståelse af realiteterne i handlingen, nemlig at de ufødte er mennesker som du og jeg, og denne viden er ensbetydende med direkte forsæt. I takt med, at flere opnår viden om, at abort indebærer aflivning af et menneske, må man dog skærpe vurderingen.

En anden faktor i fastlæggelse af straffen kunne være abort-lægens krænkelse af sin særlige rolle som helbreder, derved at udførelsen af en abort er et brud på den hippokratiske ed (3) – ganske som vi som samfund straffer hårdt, når gerningsmanden er politimanden, der begår tyveri, advokaten, der begår underslæb eller handicap-hjælperen, der begår overgreb mod den, det er meningen, han skulle tage sig af.

Den gravide mor (og en far, der enten tilskynder til foretagelsen af aborten eller forholder sig passiv), har ligeledes et særligt ansvar som forælder til det uskyldige barn, om end der dog kan være konkrete omstændigheder, der fører til, at straffen bør nedsættes – se hertil også momenterne i straffelovens § 238, stk. 1 som er citeret i denne artikels fodnote 1.

I relation til det netop skrevne skal det nævnes, at en strafferetlig reform selvfølgelig ikke kan stå alene, men samtidig står det klart, at det som i så mange andre sammenhænge er både nødvendigt, effektivt og etisk at værne om det, vi værdsætter som samfund, ved bl.a. at strafbelægge overgreb herimod.

Og hvad er mere værdifuldt end uskyldigt, menneskeligt liv?


Fodnoter

  1. Samt enten fjerne eller omformulere § 238:§ 238. Dræber en moder sit barn under eller straks efter fødselen, og det må formodes, at hun har handlet i nød, af frygt for vanære eller under påvirkning af en ved fødselen fremkaldt svækkelse, forvirring eller rådvildhed, straffes hun med fængsel indtil 4 år.Stk. 2. Er forbrydelsen ikke fuldbyrdet, og har handlingen ikke påført barnet skade, kan straf bortfalde.
  2. § 237. Den, som dræber en anden, straffes for manddrab med fængsel fra 5 år indtil på livstid.
  3. Eden stammer fra oldtiden og er en etisk rettesnor for læger:  Den hippokratiske ed

Bragt i Retten til Livs blad LIV maj 2021