Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Kan en scanning manipuleres?

Åbent brev fra en medicinstuderende, bearbejdet af læge Vibe Hellmund

Er det etisk korrekt, at vi mennesker, som ser det ufuldstændige tæppe fra undersiden, tillader os at sige, vi har nok viden til at handle, som om vi så det færdigvævede tæppe fra oversiden? Ufuldstændig viden er bestemt brugbar og bør anvendes, men går grænsen ikke ved noget så værdifuldt som potentielt tænkende, handlende og følende liv?

En skelsættende oplevelse

Disse betragtninger tager udgangspunkt i en oplevelse, jeg havde som medicinstuderende. Af respekt for det ufødte liv, vælger jeg at fortælle om det, der skete, men af hensyn til patienten og min lægelige forpligtigelse over for denne vælger jeg at gøre det anonymt.

En aften på gynækologisk afdeling kom en kvinde ind akut efter at have opdaget, at hun var gravid. Hun havde regnet sig frem til, at det var omkring grænsen for fri abort, og hun var på forhånd indstillet på at få foretaget en abort, da hverken graviditet eller at skulle tage sig af et barn hang sammen med hendes planer på det tidspunkt i sit liv. Man regnede med, at der med stor sandsynlighed ikke ville være socialt, psykologisk, økonomisk eller helbredsmæssigt grundlag for en abort efter 12. uge, dvs. en senabort, såfremt hun var længere henne end de 12 uger.

Der vil altid være en vis usikkerhed forbundet med de scanninger (bl.a. ultralydsscanning), der vurderer, hvor gammelt fosteret er. Det er bl.a. afhængig af, hvordan fosteret ligger. Jeg stod ved siden af og kiggede med på scanningen, mens den bliver foretaget. Som medicinstuderende og stadig med mit fagområde som læge i dag, er jeg ikke i stand til at vurdere et fosters alder. Det gøres af specialister.

“Vi vender skærmen væk”

Det første, der undrer mig, er den information, som blev givet til mig i bedste mening og i læringsøjemed: ”Vi vender skærmen denne vej (dvs. væk fra patienten), for der er ikke grund til, at patienten ser det, når hun allerede har taget stilling. Det er tortur”. Der var altså en holdning om, at den gravide ikke behøver forholde sig til et bankende hjerte. Måske fordi det før de 12 uger ikke betragtes som liv? Er det etisk forsvarligt, at vi fratager patienten mulighed for at forholde sig til fakta omkring det liv, de bærer i deres mave, også selv om de skulle blive følelsesmæssigt berørt af det?

Der kom mere til, der fremkaldte undring. Kort efter, at man lagde ultralydshovedet på maven, bemærkedes følgende: ”Fosteret ligger optimalt for vurdering af dets alder”. 12 uger og 2 dage. Uanset hvordan man scannede, kom man ikke under de 12 uger og 1 dag. Kvinden var meget bekymret, da graviditeten helt klart var uplanlagt og barnet dermed uønsket.

Billede fra optimal scanning blev kasseret

Man valgte at lave en kontrolscanning ca. en time senere. Jeg fik også lov til at stå ved siden af denne. Der gik et par forsøg med at foretage en måling, og så faldt denne kommentar: ”Fosteret ligger ikke så godt som før, men acceptabelt”. Alderen blev beregnet til 11 uger og 6 dage. De første scanningsbilleder blev kasseret, og det sidste lagt i journalen. Der blev booket en akut tid på operationsstuen, og kvinden blev kørt direkte derop.

Da jeg efterfølgende spurgte, hvorfor man valgte et mindre godt billede frem for et godt billede, var svaret, at man også måtte tage hensyn til patientens livssituation. Det, der foregik, var klart forkert i en abortmodstanders øjne og muligvis også på kant med lovgivningen.

Hvad vil der ske, hvis vi tør værdsætte det uforudsigelige?

Ud over de helt grundlæggende spørgsmål om et menneskes værdi og ret til livet, kan man stille spørgsmål ved, om det er meningen med livet, at vi skal planlægge det, som vi vil. Har vi med den fremherskende ret til selv at bestemme og trygheden ved forudsigelighed fortrængt glæden ved at modtage den gave, som et barn er? Er vores liv så stressende eller så præstationsorienteret, at vi ikke kan håndtere uventede situationer? Hvad ville der ske, hvis vi i højere grad værdsatte det uforudsigelige? Måske ville vi komme mere i balance ved at bruge vores intuition frem for kun fornuften. Det kunne være, vi åbnede op for en større menneskelighed til gavn for os selv og andre omkring os.

Med venlig hilsen

En tidligere medicinstuderende og i dag færdiguddannet læge.
Artiklen er bragt i Retten til Livs blad LIV februar 2015. Identiteten på artiklens forfatter er kendt af redaktionen.