Svar:
Der findes nok ikke nogen større krænkelse, en kvinde kan komme ud for, end en voldtægt. Ved en voldtægt tvinges en kvinde med vold eller trusler om vold til et samleje. Voldsmanden kan være en helt ukendt, men det kan også være en person, kvinden kender. Ikke bare bliver kvinden tvunget til fysisk intimitet – hun tvinges også til en handling, der kan resultere i et barn.
Dette er så grænseoverskridende, at voldtægt burde have den aller højeste prioritet fra myndighedernes side. En kvinde, der er blevet voldtaget har brug for og krav på samfundets beskyttelse, hjælp og støtte – og for retsforfølgelse af voldsmanden.
Men hvad så med barnet?
Her er et sandt dilemma. Hvad vejer tungest – kvindens ret til at sige nej til en påtvungen graviditet eller den ufødtes ret til livet?
I Retten til Liv arbejder vi ud fra den præmis, at den ufødte er et værdifuldt menneske helt fra starten. Ligesom kvinden skal beskyttes mod overgreb, ligesådan mener vi, at den ufødte skal beskyttes mod overgreb.
Ved en voldtægt, der ender i en graviditet, har kvinden helt ufrivilligt fået et lille menneske i sin varetægt. Men det kan ikke klare sig uden hende. Hvordan handler vi i andre situationer, når dette sker?
Et tankeeksperiment
En familie har solgt alt hvad de ejer og har investeret i en båd for at sejle jorden rundt. Pludselig ude i rum sø klatrer en nødstedt flygtning om bord. Han er forkommen af at have drevet rundt i vandet siden et forlis. Familien har nu to muligheder – enten kan de tage sig af ham til de engang når i land, eller også kan de smide ham over bord, så han drukner. Ville vi ikke tænke, at denne familie var forpligtet til at tage sig af den nødstedte mand, og at det ville være moralsk forkasteligt at smide ham overbord?
Et medmenneske er noget helt særligt. Vi har i de fleste situationer ret til – og mulighed for at sige nej til opgaven, hvis vi ikke ønsker at hjælpe et andet menneske. Men vi har ikke ret til at tage et andet menneskes liv.