Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Gravid med kræft

Mit livs tungeste beslutning

Det var i 2016. Mia Nielsen var 31 år, gift og mor til to små piger, da hun finder ud af, at hun er gravid med ønskebarn nummer tre. Glæden er stor, indtil noget viser sig at være galt. Hun fortæller her om sit livs tungeste beslutning og dens eftervirkninger.

Alt var godt …

Alt er som det skal være. Jeg er dog i tiden op til graviditeten til læge flere gange, da jeg føler lette smerter og ubehag i den vestre side af maven. Jeg kommer til forskellige undersøgelser, men der er ikke noget at se. Med ro i sindet glæder jeg mig over graviditeten. Jeg har før oplevet spontane aborter, men denne gang virker alt godt. Jeg har voldsom kvalme, det har været et godt tegn ved mine graviditeter med pigerne. Jeg tænker derfor, at alt er, som det skal være. Jeg passer mit arbejde og nyder tiden med min lille familie.

Men alt var ikke, som det skulle være …?

Da jeg er et par måneder henne i graviditeten, og min mave er begyndt at vokse, kan jeg mærke en hård knude nederst i maven. Jeg undrer mig og kontakter min veninde, som er jordemoder. Hun har heldigvis mulighed for at scanne mig samme aften på den private klinik, som hun arbejder på. Jeg glæder mig over et fint lille hjerteslag, men på scanningen kan vi også begge se en stor knude i mit underliv. Min veninde beroliger mig med, at det med al sandsynlighed er en godartet cyste, men at jeg selvfølgelig skal kontakte lægen.

Jeg bliver herfra sendt til scanning på sygehuset. Flere læger er inde forbi og kigge på mig; der er meget tvivl, men resultatet bliver, at jeg skal have en MR-scanning til trods for, at jeg er gravid. Ventetiden er lang, men efter flere ugers ventetid bliver jeg ringet op. Jeg er på arbejde, da jeg i telefonen får at vide, at min MR-scanning har vist tydelige tegn på, at der op af mit barn i maven vokser en stor svulst på min ene æggestok, som kunne ligne kræft. Jeg får en indkaldelse til operation, som endeligt skal vise, om der er tale om en godartet eller ondartet knude.

Efter operationen vågner jeg op og har det rigtig dårligt som følge af narkose, morfin og den stress, som min krop er i. Jeg er stadig helt omtåget, da overlægen kommer ind med et alvorligt udtryk i ansigtet. Hun fortæller mig, at der ikke er tvivl om, at det er kræft. Nu skal de finde ud af hvilken type, inden de kan foreslå videre behandling.

Hvordan reagerede du på lægens besked?

Jeg er fuldstændig lammet af chok og uvirkelighedsfølelse. Jeg kan bare huske, at min mand spørger, om jeg kommer til at dø af det her; det kan de ikke svare på endnu. Det eneste, jeg kan tænke på, er vores to små piger på 2 og 5 år.

De næste dage er tunge at komme igennem. Jeg føler, at jeg venter svar på, om jeg skal leve eller dø. Om mine piger skal vokse op uden deres mor. Det føles som at have en pistol for panden i mange dage.

Æggestokkræft har alvorlige prognoser, min knude var på størrelse med en stor tennisbold. Det er et dårligt tegn, kan jeg forstå. Jeg kaster op, kan ikke stå på mine ben og kan ikke sove. Samtidig kan jeg kigge ned på min gravide og runde mave. Jeg er nu på grund af ventetider allerede gået ind i 4. måned af min graviditet.

Alle omkring mig er kede af det og i chok, barnet i maven er nok den mindste af deres bekymringer. Jeg har efterhånden været til så mange scanninger, hvor der har været fokus på knuden, men hvor mine øjne har haft fokus på det lille barn og det lille hjerte, som slog raskt derudaf. Der er ikke på noget tidspunkt fokus på, om det er en dreng eller en pige.

Efter adskillige dage er der svar på testresultaterne af knuden og yderligere scanninger. Jeg er slet ikke klar til at høre det; det er så voldsomt. Svaret kan have skæbnesvanger betydning for resten af mit og min families liv.

Lægen kommer på aftalt klokkeslæt ind på den lille enestue og fortæller mig, at knuden umiddelbart var indkapslet. Altså håber man, at kræften ikke har spredt sig. Jeg har en sjælden type af æggestokkræft, som man ofte vil kunne måle i blodet, hvis den har spredning. Måden, man kan måle det på, er ved at måle HCG-niveauet i blodet. Det samme hormon, som kroppen udskiller, når man er gravid. Det vil sige, at man kun kan følge med i, om kræften har spredt sig, hvis jeg ikke længere er gravid. Hvorfor de på det kraftigste råder mig til en abort, så de kan følge med i, om jeg skal have kemobehandling.

Samtidig havde man ved scanning opdaget mange blodpropper i mine lunger som følge af kræft og graviditet. Jeg skulle derfor i blodfortyndende behandling så hurtigt som muligt. Jeg kunne ikke komme i blodfortyndende behandling lige inden en abort.

Du skulle træffe en beslutning …

Ja, al denne information skal jeg rumme på meget kort tid. Samtidig med lettelsen over, at jeg med al sandsynlighed kan komme rask tilbage til livet igen. Jeg er parat til at gøre alt, hvad de siger, hvis jeg bare kan komme hjem og være mor for mine piger igen. Jeg er stadig i chok og meget påvirket af angst, da jeg skriver under på, at de må udføre en abort. Jeg får blot at vide, at det skal gå så hurtigt som muligt. Jeg skal begynde at faste med det samme. Jeg når slet ikke at have mig selv med. Jeg tør slet ikke lade mig selv tvivle på beslutningen. Lige der er der kun én mulighed, og det er at sikre, at jeg kan komme hjem til min familie igen.

Jeg bliver efter fasten kørt ned på operationsgangen til aborten. Jeg er følelsesmæssigt lammet, inderst inde har jeg lyst til at skrige og løbe min vej. Men jeg ved også godt, at det her skal overstås. Jeg ligger med stille musik i ørene, da indgrebet udføres, imens tårerne løber ned ad kinderne på mig. Jeg er slet ikke forberedt på, hvor mange følelsesmæssige konsekvenser det her kommer til at have for mig.

Var der noget, der kunne være håndteret anderledes fra sygehusets side?

Jeg er hele vejen igennem forløbet blevet mødt af støttende og empatiske læger og sygeplejersker. Jeg havde mange gode samtaler og vejledning igennem hele mit forløb. Men jeg erfarede også, at lægerne selvfølgelig først og fremmest skal tage beslutninger og vejlede ud fra, hvad der er bedst at gøre for at få dig rask igen. Jeg nåede ikke helt at spørge mig selv, om jeg havde hjertet med, og om jeg tog beslutninger med mine værdier i behold. Der gik det for mig alt for stærkt – men det var samtidig nødvendigt. Og det var mine vilkår på det tidspunkt.

Og efter indgrebet?

Efterfølgende efterlod det mig dog med en masse skyld og tvivl. Lige umiddelbart efter indgrebet fyldes jeg af sorg og tomhed. Jeg kan slet ikke stoppe med at græde. Folk omkring mig reagerer med lettelse, helt forståeligt, der er meget at være taknemmelig for. Jeg kan bare ikke helt mærke det. Jeg er i sorg, også mere end jeg selv havde forestillet mig. Mine tanker er på mit barn, som jeg har valgt og skrevet under på, ikke skal leve mere. Jeg oplever faktisk, at det er meget svært for folk omkring mig helt at forstå min sorg.

Jeg går til kontrol for kræften i tiden efter, og jeg insisterer på at tale om aborten, da den var primær for mig, og kræften var blevet sekundær. Lægen som har vejledt mig siger, at vi måske skulle have haft en dybere snak inden indgrebet. I dag er jeg dog selv i tvivl, om det ville have gjort noget nemmere for mig.

Det tog mig mange år at bearbejde det. I årene efter gik jeg med en tomhedsfølelse. Jeg kunne ikke helt finde hoved og hale i mine egne følelser. Jeg manglede noget, men vidste ikke helt hvad. Jeg tog mange store og livsændrende beslutninger og kæmpede meget med mit mentale helbred og fik mange fysiske stress symptomer. Jeg er aldrig helt blevet den samme igen efter den oplevelse.

Gør du dig tanker om beslutningen i dag?

Jeg ved i dag, at den beslutning jeg tog, var både urimelig og rigtig på samme tid. Jeg tog ikke kun en beslutning for mig selv. Jeg tog en beslutning for dem, som elsker mig og har brug for mig. Jeg har haft så meget skyldfølelse, og det har haft store omkostninger for mig. Men i dag er jeg taknemmelig for, at lægerne var så stålfaste i deres vejledning. De skulle ikke lade følelserne råde, og jeg havde brug for at læne mig op ad noget.

For at sikre mit eget liv, måtte jeg give mit barns liv. Der er noget så naturstridigt i det dilemma. Jeg ville ønske, at jeg aldrig havde skullet træffe en sådan beslutning. Men det skulle jeg altså, med pistol for panden og inden for få timer. Jeg må finde ro i tanken om, at det barn formentlig havde en mission, nemlig at gøre opmærksom på kræften og redde mit liv. For sådan blev det.

Fortalt til Ellen Højlund Wibe, landssekretær
Bragt i medlemsbladet LIV februar 2023

Relateret læsning:

Håb for gravide i kemoterapi

Når kvindens liv er i fare – argumenter