Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Nye retningslinier: Omsorg for børn, der overlever abort

Sundhedspersonale på landets fødeafdelinger skal nu med nye retningsliner fra Sundhedsstyrelsen vise omsorg for børn, der overlever en senabort.

Hver tiende viser livsteg i flere timer

I forbindelse med senaborter (dvs. aborter foretaget mellem 12. og 24. uge) sker det i ca. 10 % af tilfældene, at fostret overlever aborten og viser livstegn i op til flere timer efter indgrebet. I takt med at antallet af senaborter er steget markant i de senere år (877 i 2010) har sundhedspersonale oftere oplevet den ubehagelige situation, at de har skullet tage stilling til, hvordan det aborterede, men stadigt levende barn skal behandles. Dette har medført et ønske om klare retningslinier, hvilket har bevirket, at Sundhedsstyrelsen i foråret 2012 udgav en vejledning til landets fødeafdelinger, som henstiller til, at sundhedspersonalet viser omsorg for det døende barn. Dette indebærer bl.a. personalets nærvær: ”Der bør stilfærdigt være et andet menneske i dets nærhed, indtil livstegn ophører.”

Voksende erkendelse af at det er et barn

At opmærksomheden mod det overlevende barn er blevet større skyldes ikke kun, at antallet af senaborter er stigende; der er tilsyneladende i de senere år opstået en udbredt anerkendelse af, at fostret er et barn. Således bruges ordet ”barn” efterhånden uden besvær i brede kredse, hvor man før kun har villet tale om et ”foster”. Anne Vinggaard Christensen, der forsker i, hvordan sundhedspersonale oplever at arbejde med aborter, siger: ”Fostrets etiske status er helt klart under forandring. Der er sket en tydelig ændring i håndteringen, og man taler rigtig meget om at handle etisk korrekt, og det er jo interessant, set i lyset af at vi tillader flere og flere sene aborter. Vi giver lov til at fjerne flere og flere, men samtidig har vi en parallel udvikling med stigende anerkendelse af fostrets status. Det er et paradoks,”.

At overleve med paradokset

Dette stærkt ubehagelige ”paradoks” skal sundhedspersonalet således lære at forholde sig til: På den ene side anerkender man efterhånden, at der er tale om et barn, og på den anden side må man ikke have moralske indvendinger, når det gælder retten til abort. Særligt jordemødrene stilles i en grotesk situation, men også blandt denne faggruppe kan den moralske impuls tilsyneladende let undertrykkes: ”Jordemødre er jo er uddannede til at tage imod levende børn, og i den her situation skal de sikre, at børnene ikke bliver født i live. Men blandt dem, vi har talt med, er der grundlæggende enighed om, at det er vigtigt jordemoderarbejde at tage imod de sene aborter,” (Anne Vinggaard Christensen).

Når erkendelse ikke følges op af etisk ansvar

I udgangspunktet kan det forekomme humant, når Sundhedsstyrelsen henstiller til, at der udvises omsorg for det aborterede, men levende barn, men denne såkaldte ”omsorg” er både kynisk og hyklerisk, for den udøves kun, fordi barnet utilsigtet overlevede drabsforsøget. Og retorikken bliver åbenlyst løgnagtig og afstumpet, når fx Lillian Bondo, formand for Jordemoderforeningen og medlem af Det Etiske Råd taler om ”et barn, der ikke kan leve længere”. Endvidere gør de nye retningslinier det muligt for sundhedspersonalet at dulme de moralske anfægtelser og fralægge sig et etisk ansvar, for man handler jo blot i overensstemmelse med institutionen. En sådan indstilling kommer fx til udtryk i flg. udsagn af Anne Vinggaard Christensen: ”Jeg ved fra mine samtaler med blandt andre jordemødre, at fostre, der udviser livstegn, er den største bekymring hos sundhedsmyndighedspersoner i forhold til at tage sig af aborter. Og en af de måder, man kan håndtere den bekymring på, er ved at have helt klare retningslinjer”. Man anerkender, at der er tale om et barn – og man fastholder retten til at slå det ihjel. Dette forhold kan det store flertal af danskere åbenbart udmærket holde ud at leve med – hvilken skræmmende forhærdelse!

Af cand. mag. Anders Sune Hansen
Bragt i Retten til Livs blad LIV november 2012

Faktaboks:

I følge “Vejledning om kriterier for levende- og dødfødsel mv. skal følgende efterleves:
“Efter dansk lov vil der som udgangspunkt, og uanset baggrunden for at barnet er kommet til verden, være hjælpepligt i forhold til et levendefødt barn. Såfremt lægen efter en samlet vurdering finder, at barnet er levedygtigt, skal fornøden behandling iværksættes. Såfremt det vurderes, at barnet er uafvendeligt døende, skal fornøden omsorg gives.”

Fornøden omsorg

Begrebet ‘fornøden omsorg’ blev derefter skærpet på opfordring af ombudsmanden maj 2012. Sundhedsstyrelsen skrev til landets fødeafdelinger:
”(…) Sundhedsstyrelsen har ikke tidligere præciseret, hvad der skal forstås ved ’fornøden omsorg’. Det er Sundhedsstyrelsens vurdering, at fødeafdelingerne selv har gode forudsætninger for at vurdere dette krav, og for at opfylde det. På baggrund af den konkrete sag vil styrelsen præcisere, at ’fornøden omsorg’ indebærer mere end blot den sundhedsfaglige behandling. Et barn, som er uafvendeligt døende efter ekstremt for tidlig fødsel/sen abortus provocatus, bør ikke efterlades, men der bør stilfærdigt være et andet menneske i dets nærhed, indtil livstegn ophører. Ved et protraheret forløb, skal det sikres, at passende lejring eller smertelindring effektueres efter en gentagen jordemoderfaglig vurdering af behovet. “