Når abort ikke er på tale
Teresa* er 17 år, da hun finder ud af, at hun er gravid første gang. I dag har hun 3 børn i alderen 2½, 5 og snart 8 år. Abort kunne ikke komme på tale for Teresa. Men hun slap ikke for en sej kamp med et system, der især de første år ikke var indstillet på at hjælpe hende med udfordringerne, men mest af alt oplevedes som et overvågningssystem, der stod parat til at fjerne barnet, hvis hun begik en fejl.
Teresa fortæller her, hvad hun har været igennem, og hvilken hjælp hun kunne ønske sig i et samfund, der ikke hyldede abort som løsningen på udfordrende situationer.
Interview ved Ellen Højlund Wibe, landssekretær
Hvad var din umiddelbare reaktion, da du fandt ud af, at du var gravid som 17-årig?
Tanken på abort faldt mig aldrig ind. Jeg har altid været modstander af abort, også selvom det ikke ligger som en holdning i min opdragelse. Er man voksen nok til at have sex, er man også voksen nok til at tage ansvaret for et barn på sig. Min kæreste bakkede mig op i beslutningen, men alle andre omkring mig mente, at abort måtte være den eneste løsning. Da de fandt ud af, at jeg ikke var til at rokke i min overbevisning, accepterede de mit valg.
Vennerne forsvandt mere eller mindre; de fortsatte med deres (fest)liv, men jeg følte et ansvar for at passe på mit barn i maven. Da maven voksede, oplevede jeg i stigende grad, at folk så skævt til mig i det offentlige rum, i bussen f.eks. Jeg så nok meget ung ud, og jeg vidste godt, hvad deres forargede blikke betød.
I løbet af graviditeten blev jeg indkaldt til kommunen (Odense, red.) flere gange. Undersøgelserne skulle med min unge alder som begrundelse afdække behovet for hjælp og støtte. Jeg var 18, da barnet blev født, og min kæreste 20 år. Først hen imod slutningen af graviditeten fik jeg mistanke om, at noget andet var på spil fra kommunens side.
Jeg fødte en sund og rask pige, og på 4. dagen kom jeg hjem til min mor, som jeg boede hos endnu. Samme eftermiddag skulle min kæreste og jeg stille i retten, og vi havde på forhånd hyret vores egen advokat. Dommen lød: tvangsfjernelse af barnet! Undersøgelsen, som kommunen byggede sit krav om tvangsfjernelse på, var fyldt med fejl, og vores advokat ankede sagen.
Men barnet fik vi ikke med os hjem. Ikke før 3 måneder senere da vi vandt sagen. Denne tid ligger hen som i en tåge for mig. Både følelser og detaljer er væk fra min hukommelse. Ét ugentlig besøg hos den plejefamilie, vores barn var anbragt hos, var, hvad det blev til.
Da vi endelig fik vores barn hjem, fulgte endnu en vanskelig tid. Kommunen stillede store krav til os. F.eks. at vi ikke måtte tage barnet med os, når vi handlede ind. At vi ikke måtte holde jul med andre. Jeg oplevede det som overvågning, ja, nærmest som en hævn overfor os, fordi vi havde vundet sagen, og nu ville de så se, om de alligevel kunne fælde os for noget. Samtidig stod vi også famlende overfor forældreopgaven og kunne godt bruge hjælp til det.
Hvilken form for hjælp kunne du have brugt i den situation?
Et tilbud om støtte og hjælp, ikke krav og overvågning. Jeg hørte om en anden kommune, som havde et ”Klar til barn”-kursus. Det var lige, hvad jeg havde brug for, men det tilbud fandtes ikke i Odense Kommune.
Hvordan gik det så?
Vi tog lidt sagen i egen hånd, fordi kravene fra kommunen til os var helt urimelige. Men samtidig var vi også bange for at blive opdaget, så vi gik med en frygt hele tiden.
Et års tid efter gik min kæreste fra mig, og jeg flyttede til en anden kommune (Fredericia). Jeg blev gravid igen, men faren til barnet skred, da han fandt ud af, at abort heller ikke denne gang kunne komme på tale. Fordi jeg nu var 20 år, var jeg for gammel til kurset ”Klar til barn”, som denne kommune tilbød unge mødre. Det kunne jeg ellers godt have brugt.
Fredericia Kommune var ikke kontrollerende på samme måde som Odense, men jeg oplevede alligevel deres hjælp som mangelfuld. Det virkede, som om viljen til at hjælpe var der, men ressourcerne manglede. Nogle gange glemte de aftaler.
Du blev ikke boende i Fredericia…?
Nej, jeg flyttede efter et års tid til Guldborgsund Kommune, og det er det bedste, jeg har gjort! Den bliver ellers ofte fremhævet for negative sager, men min oplevelse har været positiv hele vejen igennem.
Her blev jeg gravid igen, og også denne gang skred barnets far. Men der skete samtidig det positive, at faren til mit andet barn vendte tilbage. Han fortrød, at han havde ladt mig i stikken – han havde dog taget sig af vores fælles barn i den mellemliggende tid – og vi blev faktisk gift for knap et par år siden. Han har også taget forældreansvaret for de to børn, han ikke er far til, på sig, og vi ser frem til, at han kan få lov at adoptere dem som også sine børn, når vi har været gift i 2 år.
Så alt er idyl nu?
Nej, vi har stadig udfordringer, der går på alvorlig sygdom hos den yngste og udredning omkring ADHD hos den mellemste. Men den store forskel er, at i denne kommune møder vi folk indenfor det kommunale, der gerne vil hjælpe os med udfordringerne. Vi får jævnligt besøg af en familiebehandler, som spørger til vores aktuelle behov og indretter hjælpen efter behovet. I perioder skruer de op for indsatsen og så ned igen, når behovet ikke er så stort.
Jeg var meget på sygehuset med den yngste i den første tid, som fejlede nogen alvorlige ting (det går bedre nu), og så tog familiebehandleren de to store med på ture, f.eks. til Zoo og andet, der kunne give dem gode oplevelser. Og familiebehandleren følger også med mig – for at være de der ekstra ører der lytter med – når jeg er hos lægen, og det drejer sig om f.eks. udredningen omkring min mellemstes ADHD.
Hvad drømmer du om for fremtiden?
Jeg vil gerne have et par børn mere! Men jeg satser også på at få mig en uddannelse, ud over den SOSU-assistent uddannelse jeg har nu. Kommunen flytter jeg ikke fra. Jeg har også et godt netværk i byen, som gerne hjælper med børnene, hvis jeg og min mand trænger til en pause.
* Teresa ønsker at være anonym, men redaktionen er bekendt med hendes rigtige navn.
Bragt i Retten til Livs medlemsblad LIV maj 2021