Den forfærdelige nat for 3 år siden
Jeg havde været til en fest i Århus og var på vej hjem, da en mand standsede mig med en kniv i hånden. Han tvang mig ind i en gyde, hvor han voldtog mig. En taxachauffør hørte mine skrig, og han kom til og slog til manden, som flygtede. Taxachaufføren kørte mig først til sygehuset, hvor jeg blev undersøgt, og dernæst til politiet, hvor der blev taget rapport. Han gav mig også noget at spise, og det endte med, at han kørte mig hele vejen hjem. Han var virkelig en helt!
Voldtægtsforbryderen, som senere blev fundet, var tidligere dømt for voldtægt. Han fik heldigvis sin straf. Men når det er sagt, burde der være et system, hvor de fik hjælp til at komme ud af voldsspiralen fremfor bare at lukkes ud efter endt straf – og så gentage forbrydelsen.
Hvad var din umiddelbare reaktion, da du fandt ud af, at voldtægten havde gjort dig gravid?
Esajas
Jeg var nok i chok den første tid, og jeg var et stykke tid også i tvivl, om det var min daværende kæreste, der var far til barnet. Ved en blodprøve blev det konstateret, at voldtægtsforbryderen var barnets far. Jeg var da ca. 3 måneder henne, men ikke på noget tidspunkt faldt det mig ind at få en abort. For mig er det det samme som mord. Min kæreste bakkede mig op i det, jeg ville, men forholdet gik dog over inden fødslen pga. utroskab fra hans side.
Jeg fortalte ikke andre end min kæreste om voldtægten, ikke før efter fødslen. Jeg orkede ikke at forholde mig til folks kommentarer. Jeg har selv været udsat for mange svære ting og har svært ved at stole på mennesker; så hellere finde ud af tingene selv.
Selvfølgelig havde jeg svære tanker omkring barnet. Hvordan ville det blive? Ligesom faren? Ville jeg kunne elske det?
Han blev født 16 uger før tid, i uge 24. Fødselsvægten var 750 g. Jeg var indlagt næsten et halvt år med ham, og der var ikke meget, der tydede på, at han skulle overleve. Han har været igennem 2 hjerneblødninger, væske i hjernen, hjertestop flere gange, lungebetændelse, 2 huller i hjertet m.m.
Jeg havde på forhånd tænkt, at han skulle hedde Lukas, men ved fødslen kom der et ord til mig fra Esajas kap. 57 vers 10: ”Du udmattedes på din lange rejse, men sagde ikke: det er forgæves. Du samlede kræfter igen, derfor gav du ikke op”. Og jeg fandt ud af, at navnet Esajas betyder ”den Herren har frelst”. Det navn kunne ikke passe bedre til ham!
Først nogle måneder efter fødslen begyndte jeg at fortælle andre om, at han var blevet til ved en voldtægt.
Hvordan reagerede folk?
Vidt forskelligt. Nogle mente, han var klam og ulækker. Andre mente, det var egoistisk af mig at sætte ham i verden. Og nogle sagde, at han ikke fortjente at leve. Men heldigvis var der også dem, der sagde, at han havde samme værdi som andre mennesker. At han havde fortjent livet. I den situation fandt man ud af, hvem der var ens sande venner!
Hvordan har voldtægten påvirket dit eget forhold til barnet?
Jeg havde som sagt svære tanker i begyndelsen af graviditeten. Og da de brune øjne hos ham dukkede op, vidste jeg jo, at de måtte komme fra hans far. Det var ikke let. Men som den psykolog, jeg talte med på sygehuset, sagde, så havde han samme værdi som alle andre. Det hjalp mig til at lægge de negative tanker bag mig. Det har dog også været vigtigt for mig, at jeg kan skrive ’ukendt far’ på hans papirer, så faren er helt ude af hans liv. Jeg vil også sige, at moderkærligheden slog igennem, da jeg havde ham i mine arme, og jeg elsker ham i dag ligeså meget som mine andre børn.
Hvilket råd vil du give kvinder, som har været udsat for en voldtægtsforbrydelse?
Snak med andre, der har været i situationen. Og man skal være forberedt på at gennemleve en svær proces. Men min erfaring er, at kærligheden til barnet vinder over alt det svære. Moderkærligheden er den største kærlighed – næst efter Guds kærlighed!
Jeg har dog forståelse for dem, der ser abort som en fristende løsning, for det kræver en psykisk styrke af en at stå det hele igennem. Men abort er forkert; derfor var det ikke en løsnings-mulighed for mig. Bortadoption kan også være en god mulighed for nogle – med fortrydelsesretten indenfor 3 måneder, som ligger i systemet.
For mig har det været en stor hjælp igennem forløbet at have enkelte at tale med om dette, især en præst.
Esajas er i dag en frisk og aktiv dreng på 3 år. Kristina blev kristen for 6 år siden og deltager i dag aktivt i en frikirke.
Af Ellen Højlund Wibe
Bragt i Retten til Livs blad LIV oktober 2014