Af Paul Amberg, læge
Udgangspunktet var godt
Médecins sans Frontières (MSF), på dansk Læger uden Grænser, blev grundlagt i 1971 af en gruppe læger og journalister, der var frustrerede over den utilstrækkelige hjælp, der blev givet under den store sultkatastrofe i Biafra. (1)
Læger uden Grænser har i tidens løb vundet bred anerkendelse for sin måde at realisere sin dobbelte målsætning om at bringe medicinsk hjælp til de mest udsatte mennesker uanset årsag eller ydre omstændigheder og at dokumentere uhyggelige forbrydelser mod befolkninger eller politisk, militært misbrug af humanitært arbejde. De har vist ualmindelig udholdenhed i krigszoner, og de har bevist, at man godt kan udføre omfattende hjælpearbejde, inklusiv forskning, med blot 18 % af budgettet afsat til administration.
I 1999 modtog organisationen Nobels Fredspris for sit ”humanitære pionerarbejde”.
Hvad er det, der har været MSF’s styrke? Hvad er det, der har virket tiltrækkende på de mange læger og andet personale, så de selv har ønsket at bidrage til MSF´s virksomhed, også selvom det kunne indebære risici? Nogle af svarene finder vi i MSF´s omdømme som en handlekraftig, videnskabelig, etisk velfunderet, modig og selvstændig international, medicinsk hjælpeorganisation. MSF´s Charter (grundlæggende hensigtserklæring, red.) omfatter følgende principper: upartiskhed/neutralitet, uafhængighed, universel medicinsk etik, ret til at yde humanitær hjælp til befolkninger ramt af naturlige eller menneskeskabte katastrofer. Til disse føjer sig: vidnesbyrd, transparens og ansvarlighed. Som arbejdende medlem i krigszoner og naturkatastrofer tager man også en personlig risiko.
Da aborten blev indført som en del af hjælpen
I begyndelsen af 2000-tallet fremsatte nogle pro-abort medlemmer krav om at føje abort til MFS’s medicinske ydelser. Dette blev stemt igennem i 2004, men fik ikke gennemslagskraft i det følgende årti.
I erkendelse af at det nok ikke ville blive taget godt imod at påtvinge organisationens medlemmer at ”skrue op for” aborterne, valgte man en mere psykologisk tilgang. Først skulle de sandsynlige årsager, til hvorfor det gik så trægt med at få gang i ’abort-virksomheden’, afdækkes.
I 2015 stod konklusionerne fra den interne undersøgelse klar. Man kunne pege på flere komponenter i, hvad der blev omtalt som “den interne modstand”. Med analysen i hånden tog MSF’s nyetablerede “Task Force” (arbejdsgruppe) kontakt med Ipas (2), der fik 40.000 USD for at tilpasse sit eget påvirkningsprogram (VCAT) til MSF’s behov.
EVA var født: Exploring Values and Attitudes. Metoden går ud på, at man i workshops/studiegrupper får deltagere til at reflektere over sine personlige holdninger til og evt. erfaringer med abort og så se det i lyset af den fare for medicinske komplikationer, som abortsøgende kvinder udsættes for, hvis aborten foretages under kummerlige forhold. Dette underbygges af pædagogisk tilrettelagt statistik over, hvad man anser for en indlysende sammenhæng mellem graden af tilgængelighed for (lovlig) abort og mødredødelighed. Budskabet “belastes” ikke med nuancering omkring data-usikkerhed. Der præsenteres derfor ikke oversigt over de overlappende intervaller for statistisk usikkerhed. Ej heller tales der om foreliggende modstridende, internationale erfaringer til tesen.
Abortindgrebet præsenteres som legende let at udføre med nutidens håndsuger (kirurgisk metode)
eller medicin (medicinsk metode), og det påstås, at der er færre komplikationer end ved simpel luftvejs-infektion.
Intern modstand mod abort bearbejdes målrettet
Gruppelederne ved EVA sessionerne er trænet i at “facilitere”(læs: manipulere) de ønskede abort-fremmende konklusioner ved at gøre brug af nøje tilrettelagte spørgsmål og rolleøvelser, der udstiller de (på overfladen) modstridende personlige værdier, der altid vil kunne graves frem hos deltagerne. Man udnytter gruppedynamikken til at skubbe abort-skeptiske deltagere i retning af accept, eller i det mindste en større grad af passivitet. I forbindelse med undervisningen af EVA-mødeledere/aktivister understreges betydningen af nøje at styre/kontrollere sprogbrugen.
Det understreges kategorisk, at en afbrydelse af et svangerskab ikke er det samme som at tage et liv. Abort omtales helst “ToP” (Termination of Pregnancy/afbrydelse af svangerskab), hvilket vurderes til at være mindre emotionelt ladet end ordet abort. Der tales om “sikker” kontra “usikker” abort. Et ofte brugt slogan er: “En sikker ToP, udført af MSF, er forebyggelse af en usikker abort”. Perspektivet er her totalt afgrænset til fysiske komplikationer hos kvinden. Der sættes ikke ét ord på den uundgåelige sønderrivning og udstødning af barnet eller de psykologiske komplikationer for mor, far, søskende eller de sociokulturelle effekter.
Abort som tredje vigtigste prioritet
Der blev i de følgende år produceret forskelligt informationsmateriale, som blev distribueret i interne sammenhænge, og der blev opmuntret til lokal aktivisme. Mellem 2016 og 2018 gennemførtes 130 påvirknings-sessioner, fordelt over 25 lande; 2300 medlemmer gennemgik programmet. Man mener, at der er grund til en vis “optimisme”, da aborttallet stiger, men Task Force gruppen er dog ikke tilfreds endnu. Abort-entusiasterne ville gerne i nærheden af 100.000 aborter årligt for at komme mere i niveau med deres beregninger af ”behovet”. I 2018 presser aktivisterne derfor på for at få abort-spørgsmålet højere op på organisationens internationale prioriteringsliste. Ved afstemningen i den internationale forsamling afgøres enstemmigt, at abort skal placeres på den tredje vigtigste plads!
Abort bliver i dag tilbudt ved mange af MSF´s klinikker til enhver kvinde/par, der beder om abort, uden krav om begrundelse. Fx. tilbydes medicinsk abort helt op til 16 ugers graviditet (3), hvor kvinden kan få pillerne med hjem og en sort plastikpose sammen med det ”empatiske” råd: ikke at kigge på ”graviditetsproduktet”, men blot grave det ned et passende sted.
En centralt placeret person i MSF’s internationale afdeling delte på et møde om aborttemaet i Bruxelles sin ”drøm” om, at der på hver MSF-klinik skulle stå et krus med kondomer og et andet med misoprostol (et abortudløsende middel) til fri benyttelse for enhver. Der hørtes ingen protester. Officielt fra MSF’ side forholder man sig ”neutralt” til abort.
En ensom modreaktion – et ændringsforslag
Da jeg mener, at ”fri” abort er helt i strid med MSF’s Charter og tilhørende, uddybende dokumenter (Chantilly og La Mancha) og dermed undergraver fundamentet for organisationens oprindelige inspiration og troværdighed, valgte jeg at råbe op og fremsætte et ændringsforslag om en grundlæggende revision af MSF´s abort-politik.
Der blev i ændringsforslaget peget på, at de moralske værdier (dyder), som abort-entusiasterne ofte appellerer til, typisk empati for de udsatte kvinder og respekt for retten til eget valg, udhules og nemt kan misbruges, hvis ikke disse værdiers relation og forbundenhed med andre centrale dyder respekteres. Fx. giver det ikke stor mening at tale om empati med den abortsøgende, hvis man ikke samtidig erkender sit ansvar for at sætte sig ind i personens faktiske livssituation, herunder hvad der står på spil for alle berørte parter i sammenhængen. Ikke mindst udhules denne værdi, hvis man bevidst afviser at overveje, hvordan man kan ivaretage barnets interesse, der jo trues på livet. Derfor stilles MSF-lægen overfor kravet om at tage udgangspunkt i sandheden i større kontekst.
Således kan man ikke tale om ægte empati og respekt, hvis ikke vi er villige til at stå vagt om retfærdigheden, dvs. tage hensyn til kravet om at realisere både individets gode og det fælles gode, dermed også hvad der er til gavn for barnet.
Er loven om de moralske værdiers/dyders indbyrdes forbundenhed og enhed blot en filosofisk betragtning eller er den en objektiv sandhed? Den synes at inspirere enhver forælder, der intuitivt lader sig retledes deraf, fx. i sin kærlighedsfulde opdragelse og vejledning af det grænsesøgende barn. Den synes også at være nødvendig for at forstå det opvoksende barns selvstændige søgen efter at udforske, hvad der er sandt, og hvad der er falskt, hvad der er godt, og hvad der er ondt. Loven peger videre, hen imod en dybere Enhed, som nok er alle børns første intuition.
Der blev som en følge advaret imod, at hvis MSF sætter forbrydelser mod disse centrale sammenhænge i system, stækker man således sig selv moralsk, intellektuelt og underminerer fundamentet for sin troværdighed som etisk og videnskabelig organisation.
Desuden rejser vi i MSF os i kynisk ny-kolonial krigsførelse mod de samme kulturer, som vi selv opsøger under benævnelsen ”humanitær indsats”, ofte i strid mod landets egen lov! Vi underminerer det, som disse kulturer gennem mange generationer har bygget op af grundfast respekt for familie, samhørighed og solidaritet. Det kan vi ikke være bekendt!
Vi skylder derfor vores patienter, men også os selv, at vedkende os, at abort altid er en tragedie, som med alle tænkelige midler må søges undgået. Aborthandlingen afskærer et menneskes liv fra alle de erfaringer og oplevelser, det ville gøre sig, og annullerer den enkeltes unikke bidrag til samfundet. Skaden er endnu større med tanke på, at man afskærer alle de liv, som den person ville være blevet ophav til. Desuden svigter man kvinden/parret ved aktivt at afstå fra at forholde sig til de reelle behov hos den abortsøgende, dvs. den situation, der har fremtvunget denne tragiske beslutning. Yderligere alvorligt brud mod medicinsk etik sker ved, at man som læge svigter sin pligt til at tage også barnets selvstændige ret og behov i betragtning, en person der jo også bør betragtes som ens patient i situationen. I ændringsforslaget påpeges behovet for at udvikle kulturelt tilpassede måder at føre abortsamtaler på, hvor alle disse perspektiver bliver respekteret.
Det konkluderes i ændringsforslaget, at der er meget mere at vinde, både for patienterne, for deres lokale samfund og for organisationen (MSF), hvis man i mødet med de abortsøgende engagerer sig i at søge en løsning, der ville spare kvinden/parret for de omfattende konsekvenser, som enhver abort indebærer.
Negative reaktioner – udtryk for ensretning?
Da ændringsforslaget blev fremlagt ved årets nordiske MSF-generalforsamling, rejste en kvinde sig op og gav udtryk for, at den slags ikke var værdigt for MSF anno 2019 og skulle afvises. Da hun ikke fik medhold af mødelederen, valgte hun demonstrativt at forlade salen, idet hun smilede til sine venner. Det var et ”vink med en vognstang” om, hvordan hun mente, at alle skulle stemme.
Efter min fremstilling sagde en af ordstyrerne undskyldende, at dette var noget, man i MSF af demokratiske grunde måtte tåle at høre fremført. Han plæderede for at sløjfe den sædvanlige tid til debat og gå direkte til afstemning. Der var én i salen, der advarede mod den slags ensretning og roste mig for, at jeg havde vovet at fremsætte dette forslag, vel vidende at der ikke ville være megen stemning for det. En anden deltager takkede for, at jeg havde formået at forvirre ham grundigt, men mente at det handlede om kvindens ret til selv at vælge. En prominent kollega læste højt fra Charteret, hvor der står, at vi som medlemmer ikke skulle lade os påvirke af nogen politiske, økonomiske eller religiøse kræfter og antydede, at ændringsforslaget var religiøst motiveret. Jeg svarede, at der nok ikke sad én person i salen, som ikke havde en forudfattet holdning, og at det vigtigste måske var, at vi alle var parate til fuld åbenhed.
Afstemningen gennemførtes med resultatet 1 for, 163 imod i ændringsforslagets disfavør.
I processen op til generalforsamlingen var der én, der gik i seriøs, saglig dialog, men krævede at det skulle ske privat. Udover det var al kommunikation en enstemmig signalering af ensrettet, progressiv klantilhørighed. Det var mildest talt forbavsende.
Sprækker af håb?
Hvad den videre gang i sagen er, vil tiden vise. Måske var der nogle, der så et glimt af sig selv i spejlet, overraskede over det udbrud af intolerance, som de ”inkluderende” selv pludselig viste? Der er også en forhåbning om, at fremstillede krav om videnskabelig, etisk og filosofisk overensstemmelse kan danne modvægt mod politisk gruppementalitet. Min erfaring er dog desværre, at argumenter, hvor gode de end er, ikke batter. Det nytter heller ikke at sætte ”hårdt mod hårdt”, hvis succeskriteriet er at overvinde uenighederne. Den intellektuelle sfære er i vor tid i høj grad domineret af aktivistiske repræsentanter for den ”faderløse generation”. Deres sår har i første omgang brug for nænsom omsorg.
Det kan dog være nødvendigt med grænsesætning og tydelighed for at begrænse skaderne overfor kommende generationer.
(1) Udløst af den såkaldte nigerianske borgerkrig fra 1967 til 1970.
(2) En international NGO-organisation, som udelukkende har fokus på at skaffe adgang til sikre aborter og prævention. De finansieres af de statslige/overstatslige organisationer, og private “filantroper” og fonde, som bl.a. mener, at antallet af mennesker på jorden må bringes under kontrol under betegnelsen ”bæredygtig udvikling”.
(3) I Danmark tilrådes denne abortmetode kun frem til 9. uge.
Kilder:
MSF’ egen præsentation af påvirkningsprogrammet, EVA
Ipas program for påvirkning