Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Nordirland påtvunget fri abort

Both Lives Matter, Nordirland.

Nordirlands befolkning ignoreret, da fri abort blev indført

Af Dawn Mcavoy, medstifter af Both Lives Matter

Den globale nyhedshistorie anno 2020 er Covid-19. I Nordirland handler den lokale nyhedshistorie om, hvordan retslig beskyttelse for kvinder og deres ufødte børn dramatisk blev frataget dem.

Indtil sidste år beskyttede nordirsk lovgivning begge liv i enhver graviditet i så høj grad, som det næsten er muligt. Kun hvis en kvindes liv eller helbred reelt og alvorligt var truet, var der et retsligt forsvar for abort. Både kvinder og ufødte børn var beskyttede.

Nordirsk nej i 1967 har reddet 100.000 liv

Da Storbritannien vedtog deres abortlov i 1967, stemte politikere i Nordirland imod at følge trop. Den beslutning medførte, at der er over 100.000 mennesker i live i dag, som ikke ville have været født, hvis abortloven havde omfattet Nordirland. Det er mødre, søstre, bedstefædre, sønner, som ellers ikke ville have været her.

Dette faktum var ikke nok til at dæmme op for ændringerne i tiden. Den brede kultur har indoptaget pro-abortmyterne i årtier.

I juli 2019 udnyttede pro-abortaktivister et politisk dødvande i Nordirland, og gennem lobbyarbejde i den britiske regering indførte de deres eget radikale abortregime. Abort er en sag, der hører under den lokale myndighed, og alligevel nægtede politikkerne i London befolkningen i Nordirland et demokratisk mandat. 100% af politikkerne, som stemte for ændring af lovgivningen i Nordirland, var fra England, Skotland og Wales. Debatten varede i 18 minutter. De, der repræsenterede de mennesker, der bor og arbejder i Nordirland, stemte imod enhver form for ændring af loven.

Hundredtusinder af mennesker sendte e-mails, breve, postkort og protesterede fredeligt. Alle blev ignoreret. De politiske partier svigtede i forhold til at samarbejde som udøvende myndighed og redde liv. Den 22. oktober 2019 blev loven om abort ophævet, og der opstod et vakuum: ingen lov og ingen lovmæssigt regulerende ramme for abort i 6 måneder. Mere end 20.000 mennesker meldte tilbage på en offentlig, 6 uger lang høring, og hvor godt 79% afviste Westminsters foreslåede abortramme. Det blev ignoreret.

I marts 2020 blev nye bestemmelser udstedt. Disse inkluderede uindskrænket ret til abort de første 12 uger; i praksis abort efter anmodning op til uge 24 og abort helt op til fødselstidspunktet ved alvorlig misdannelse. Ingen retslig beskyttelse af ufødte børn, hvis mødre selv forårsager en abort, uanset tidspunktet i graviditeten; intet krav om hjælp til børn, der overlever en abort; ingen beskyttelse af pigefostre i forhold til kønsselektive aborter; ingen krav om rådgivning i forbindelse med abort.

Hvad venter der Nordirland?

Hvis vi følger den samme vej som andre lande, hvor abort er blevet legaliseret, vil abortraten blive mindst tredoblet og abort blive udbredt. En tavs dræber.

Vi ser for os et folk og et område, der værdsætter kvinders og ufødte børns liv og helbred og tilstræber begge parters vel, fordi begges liv har værdi.

Så vi fortsætter med at stå sammen for menneskelig værdighed, klar til at skabe en kultur, der værdsætter begges liv. Vi kæmper for et sundhedsvæsen i verdensklasse med støtte og hjælp til kvinder og børn før og efter fødslen. Vi fortsætter med at arbejde for at fremme en lovgivning, der beskytter både kvinder og ufødte børn, for når menneskets liv og værdighed er i spil, så påvirker det os alle sammen. Vi ønsker at skabe en ny og bedre fortælling.

Oversat af Anni Lindemann, medlem af Retten til Livs repræsentantskab

BOTH LIVES MATTER
“Both Lives Matter” blev dannet i januar 2017 som en samlende bevægelse på tværs af diverse (kirkelige) fællesskaber og foreninger. Budskabet er enkelt: i enhver graviditet er der to liv til stede, og begge liv er lige værdifulde.

Målet er:

  • At genskabe abortdebatten i Nordirland og andre steder
  • At forsvare begges liv i forbindelse med graviditet og bagefter.
  • At skabe en livsbekræftende kultur, der værdsætter enhver kvinde og hendes ufødte barn.
  • At genetablere den tabte, juridiske beskyttelse for både kvinder og ufødte børn.