Den fri abort –
konsekvenser for børn, forældre og opdragelse
Af Carsten Hjorth Pedersen, daglig leder af Kristent Pædagogisk Institut
Abortkampen handler primært om det dybt problematiske forhold, at så mange menneskefostre fratages retten til at leve. Men den fri abort har også nogle affødte virkninger for dem – os! – der ikke blev udsat for en provokeret abort.
Artiklen handler om disse konsekvenser. Jeg vil især se på følgerne for børnene, forældrene og opdragelsen.
Refleksioner snarere end facts
Det første forhold, som springer i øjnene, er, at der – så vidt jeg ved – ikke findes særlig megen forskning på dette felt. Vi må også se i øjnene, at det kan være lidt svært at bedrive forskning på området. For når der er sket forandringer i vores syn på børnene og vores relation til dem, skyldes det så indførelsen af den fri abort? Eller er det modsat: Måske ændrede vores syn på barnet – eller mennesket – sig først, og deraf fulgte den fri abort? Eller måske skyldes de ændringer, vi kan konstatere på området, andre ting?
Det betyder, at denne artikel snarere er en række refleksioner end en serie facts. Men dog refleksioner, der baserer sig på, hvad vi ved om børn og voksne.
Ønskebørn
Min første formodning er, at indførelsen af den fri abort i 1973 – og siden da, hvor den fri abort har været praktiseret – har medført et ændret syn på de børn, der ikke blev aborteret. Jeg tror også, det har ændret børnenes syn på sig selv.
Naturligvis er der forskel på, om man som forældre aldrig ville have valgt en abort, eller om man har – eller kunne have – valgt det. Forældre og børn i den første kategori har formodentlig et andet syn end forældre og børn i den anden kategori. Men på generelt samfundsplan og i den almindelige hverdag har det alligevel mærket os alle, at de børn, der bliver født, er dem, der ikke blev valgt fra!
Siden længe før Kristi fødsel har elskende par beskyttet sig mod uønsket graviditet vha. forskellige typer af kondomer. Så i en eller anden forstand har ønskede eller uønskede børn altid fandtes. Men der er en afgørende forskel på at hindre en graviditet og at afbryde den. Spørgsmålet om ønskede eller uønskede børn får dermed en langt dybere betydning efter indførelsen af den fri abort.
Ønskebarn er et tvetydigt ord. På den ene side er det ideelt at være – og at vente – et ønskebarn. På den anden side kan forventningspresset – på både forældre og barn – blive meget stort, hvis vi lægger overdreven vægt på at være ønsket. Når jeg er et ønskebarn, skal jeg også lykkes, og når jeg har fået et ønskebarn, skal mit barn også indfri mine forventninger.
Nu skal man ikke skabe upostulerede årsagssammenhænge. Men jeg synes, det er tankevækkende, at et voldsomt pres i retning af at skulle være vellykket, er vokset frem de seneste årtier parallelt med den fri abort.
Velkomne børn
I stedet for at tale om ønskebørn synes jeg, vi skal tale om velkomne børn. Altså velkomne uafhængigt af tidspunkt, køn, handicap etc.
Jeg siger ikke, det er let, hvis man ved, at barnet, man venter, har Downs, eller at vi kun havde regnet med at skulle have fire børn, og så melder nummer fem sin ankomst. Men det er netop her, det gør en stor forskel, at forældre og omgivelser har den indstilling, at et barn altid er velkomment, og at provokeret abort ikke er en mulighed. Hvis man fastholder dét, vil man normalt over tid også kunne byde barnet velkommen, så det føler sig velkomment.
At være i live, fordi man i alle tilfælde er velkommen, giver større ballast i livet, end hvis man kun er i live, fordi man er ønsket.
For øvrigt kan børn med handicaps let komme til at spekulere på, om de skulle have været aborteret, hvis forældrene havde vidst, at de var handicappede.
Og hvad gør det ved en søskendeflok på tre at få at vide, at nummer fire, som mor venter, skal ”fjernes”. Man kan selvfølgelige overveje ikke at fortælle børnene om den forestående abort; men tavshed om så afgørende et forhold – der påvirker forældrene dybt – fører næsten uvægerligt til tabuisering, som er skadelig for børnene. Modsat – hvis man siger det til de tre søskende – kan man ikke undgå, at en eller flere af dem tænker eller spørger forældrene: Hvad nu, hvis jeg havde været nummer fire?
Menneskeværd
Opdragelse og menneskeværd hænger sammen, fordi enhver opdragelse bygger på et menneskesyn. Derfor er det et stort spørgsmål, hvad den fri abort – og den gudløse og individualistiske trend, som den er en del af – har gjort ved børneopdragelsen. Blot tre antydninger her*.
1. Barnet er hævet til skyerne OG devalueret.
Disse årtier i den vestlige verden er modsætningsfyldte. På den ene side devalueres mennesket. Den fri abort er et ekstremt udtryk for dette, og det mærker børnene. På den anden side hæves individet til skyerne. Også børn forgudes i en grad, som er ødelæggende. Det er nemlig meget belastende for et lille menneske at nærme sig guddommelig status.
Nedskrivningen af menneskeværdet viser sig i et øget fokus på kunnen frem for væren. Du har værd i forhold til, hvad du præsterer, ikke i forhold til, at du ”bare” er. Uddannelse er blevet vigtigere end dannelse. Børn skal uddannes til produktive borgere i konkurrencestaten. Ikke primært dannes til at blive de mennesker, de er.
2. Autoritet og respekt sættes under pres
Når der ikke er nogen over eller på siden af det enkelte individ, lider den sunde autoritet også skade. Når Gud er ude af ligningen, er der – i sidste ende – ingen garant for, at noget er mere gyldigt end andet. Og hvis alt er lige gyldigt, svækkes autoriteten. En af konsekvenserne er øget rodløshed og manglende pejlemærker for den opvoksende slægt.
Når individet hæves så højt, som det gør, går det også ud over respekten for de andre. Det at respektere andre er nemlig grundlæggende at anerkende dem for at være nøjagtig lige så meget værd som mig – også hvis de kommer på tværs af mine ønsker. Skal jeg elske min næste, skal jeg også elske min besværlige næste.
Det udelukker dog ikke, at jeg modsiger andre eller mener, at de tager fejl. I nogle tilfælde ytrer respekt sig netop i villighed til at være og forblive uenige.
3. Det vigtige forhold mellem individ og fællesskab
Det er afgørende at finde en sund balance mellem individ og fællesskab – også i børneopdragelsen. Her har den fri abort skubbet til balancen i en ødelæggende retning. Den fri abort kan nemlig anskues som et knæfald for individet (den gravide kvinde), men samtidig som en foragt for individet (fosteret, som dræbes).
Begge dele hænger sammen med en stærk underpointering af fællesskabet. Dels det fællesskab, som ideelt set skal støtte op om den gravide kvinde, så hun får mod på at bære barnet frem til fødsel. Dels det store fællesskab (menneskeheden), som barnet er en del af fra undfangelsen.
Den fri abort er en del af årsagen til denne skævvridning af forholdet mellem individ og fællesskab. Men den fri abort er også en virkning af den. I alle tilfælde til skade for både børn og voksne.
Så ved at kæmpe imod den fri abort, kæmper vi for en bedre balance mellem individ og fællesskab. Og ved at opdrage – først os selv og dernæst børnene – til en bedre balance mellem individ og fællesskab, bekæmper vi den fri abort.
*For uddybning, se mine tre bøger: Skift fokus. Opdragelse med Gud og næsten i centrum, Påvirk med respekt og Ethvert menneske er en halvø. 20 ideer til god individualisme og sunde fællesskaber (udkommer til august 2020).
Bragt i Medlemsbladet LIV maj 2020.